Anmeldelse af: Devin Townsend – Lightwork. Udgivet 04. november 2022 via Inside Out Music.
Den arbejdsomme canadier leverer et varierende og veludført album, med sit seneste udspil Lightwork.
Den altid morsomme og enormt eksperimenterende musiker Devin Townsend er atter engang ude med et nyt album denne gang bærende titlen Lightwork. Townsend er nærmest konsekvent garant for et svingende og spændende albums med et solidt musikalsk udtryk, stærk instrumentering, et sammenspil, der er stramt, og ikke mindst en vokal, der kan gå fra en kærlig omfavnelse til en svingende lussing lige i ansigtet. Sådan er det også på Lightwork, der til trods for at ikke have et så voldsomt udtryk, som Devin Townsend ellers blev kendt for, spreder sine kontrastrige vinger flot. Townsend kan heldigvis føre sangpennen utroligt smukt, og det er lige der, hvor Lightworks sande force ligger.
Der, hvor den canadiske trubadur tidligere blandede utroligt mange metal-elementer ind i sin musik, er disse midler ofte sparket lidt mere til hjørne til fordel for et mere balanceret, smukt og elektronisk udtryk igennem albummets varighed. Da det jo er Devin Townsend, vi har med at gøre, slipper vi dog naturligvis ikke for en god gang guitar, og der er Lightwork heller ingen undtagelse, om end det ikke er hovedingrediensen til lige denne simreret. At det voldsomme udtryk bliver brugt så sparsomt, som det gør i løbet af albummets spilletid, bevirker, at den spontane kontrast i udtrykket rammer det hårdere i kraft af afvekslingen i musikken. Udtrykket er meget ofte enormt storladent, hvilket bestemt ikke skades af Devin Townsends store stemme, der er noget helt, helt specielt og som igennem dette album ofte bør efterlade lytteren med en solid omgang gåsehud.
Sammensmeltningen imellem det elektroniske og de seje riffs eksemplificeres så glimrende på albummets tredje skæring, “Equinox”, hvor guitaren fletter sig ind i musikken med et utroligt vellykket riff, lækker baggrund, og selv da Townsend begynder at screame henover et ellers egentlig ret afdæmpet stykke, spiller kontrasterne fuldstændigt eminent.
Albummet har nogle klare aner fra industrial-genren, hvor disse især er tydelige i det fortryllende og lækkert afbalancerede nummer “Dimensions”, der byder på en dejlig lækker og aggressiv optræden fra den canadiske sværvægter. Det spiller absurd godt og er blandt albummets absolut stærkeste skæringer. Den måde, hvorpå Devin Townsend kan styre sin stemme imellem så yderlige ekstremer, er mildest talt imponerende og står helt absurd skarpt på Lightwork.
Albummets produktion er lækkert afbalanceret og nuanceret. En lidt sjov ting ved produktionen er, at vokalen ofte ligger i den lidt lave ende af spektret, hvor den blander sig mere som et instrument end som nødvendigvis det ledende element i musikken. Dette hjælper meget med at få musikken til at stå ekstra stærkt frem, at den ikke nødvendigvis skal spille andenviolin i forhold til vokalen. Symbiosen er til at tage og føle på, og det er til tider grænsende til at være absurd smukt. Produktionen formår at få samtlige instrumenter til at stå flot frem på albummet, og man føler ikke, at noget bliver forfordelt på Lightwork, der i min optik har en dejlig velafbalanceret produktion.
Devin har gjort sig lidt af et smukt og velbalanceret værk i kraft af Lightwork, der helt klart skinner kraftigt igennem. Townsend forstår sig i enormt høj grad for sangskrivning, og netop denne er i højsædet på dette album. Pladen er måske til den elektroniske side og kan faktisk på mange måder mere kaldes for en elektronisk plade med metal-elementer i forhold til at være et reelt metalalbum. Dette viser Devin Townsend dog, at han har helt styr på, og han skærer sig flot igennem vandet med en solid og varierende oplevelse for den opmærksomme lytter. Det fungerer bare.
Dette er et album, der blot bliver bedre ved gentagne gennemlytninger, men den kræver også, at man lægger lidt af sin metal-mentalitet fra sig og bider ind på præmissen om, at dette er et meget eksperimenterende og poppet værk set i forhold til, hvad den sjove og enormt dygtige canadiske sanger og guitarvirtuos har populariseret sig på. Det er bestemt ikke Strapping Young Lad, vi har fat i, men noget på sin vis noget større og mere udfordrende varierende.
Sangskrivningen er i højsædet hele albummet, og Devin Townsend formår atter engang at skabe et værk, der føles unikt og som stråler så åbenlyst i sit smukke udtryk, der til trods for de stærke variationer aldrig efterlader lytteren i tvivl om, at vi stadig lytter til go’e gamle Hevy Devy, til trods for, at hvis man bare vil have smadder, så er dette ikke albummet for dig.
