Anmeldelse af Iotunn, Pandæmonium, Copenhell d. 25/06-2026.
Iotunn spillede en magisk midnatskoncert, da de opførte deres moderne mesterværk Kinship i sin helhed til dette års Copenhell.
Foto: Tommy Skøtt.
Klokken 23:30 sharp går et af de, hvis ikke det, bedste danske progressive metalband (i mine ører) på Pandæmonium-scenen. Iotunn er klar til at spille op til progressiv dans med et stærkt sæt, der består af hele deres seneste album Kinship, et album der høstede fuld plade hos os.
Iotunn spiller godt, men har desværre lidt tekniske udfald i begyndelsen af koncerten, hvor en guitar cutter ud midt i en solo. Enormt ærgerligt, men det bliver hurtigt fikset, og vi får ikke rigtigt flere større udfald i musikken.
Lyden derimod er desværre af svingende kaliber. Som koncerten skrider frem (mærkeligt nok), er det som om lyden bliver lidt mere mudret, og især Jón Aldarás lækre vokal, får svært ved at overdøve særligt trommerne, ligesom lidt af detaljerne i guitarerne desværre også kommer til at drukne lidt. Enormt ærgerligt, for et band, hvor der sker så meget på samtlige instrumenter, at man mister detaljerigdom, som der ellers er så meget af på Kinship.
Bandet spiller ellers fuldstændigt til perfektion, med skarp levering af riffs, lækker bas, gode trommer og fuldstændigt formidabelt udført vokalarbejde. Aldará er nærmest guddommelig med sin rene vokal, der passer afsindigt godt ind til den stramme, men alligevel svævende musik. Det er meget tydeligt hvor dygtige musikere Iotunn består af. Sammenspillet er dejligt dynamisk, hvilket naturligvis kommer sig af at Kinship i sig selv er så dynamisk et album, som det er. Dette betyder også at den lydmæssige spændvidde er ret stor for Iotunn. Desværre resulterer det også i, at man oplever en del snakken under de mere stille passager, som desværre har lidt en træls tendens til at hive en lidt ud af den ellers magiske stemning, som bandet ellers så fint skaber på scenen.
Iotunn kommer rigtigt dejligt ud over scenekanten, og især bassist Eskil Rask er nærmest udelukkende ert kæmpe stort smil igennem hele koncerten. Spilleglæden er til at mærke, og bandet virker dejligt tændte på at være tilbage på Copenhell. Brødrene Gräs spiller fuldstændigt henrivende, og er formentlig blandt dagens bedste guitarister på festivalen. Soli sidder fuldstændigt i skabet, når lyden ikke cutter, og riffs er dejligt spændende, samtidig med at de er leveret med overskud og stor energi. Bandet har til aftenens anledning taget ild med, hvilket giver en god og rigtigt stor effekt i de passager hvor det føles passende. Lidt uheldigt er det dog, at man på de forreste rækker virkelig kan lugte gassen lige efter brug.
Stemningen blandt publikum er rigtigt god, og der synges dejligt meget med på de proggede numre; særligt oppe på de forreste rækker. Begejstringen er stor for Iotunn, hvilket i den grad er forståeligt, deres musik og optræden taget i betragtning.
Iotunn spiller et magisk show med deres (for nu) magnum opus Kinship, fyldt med god stemning, lækre riffs, smukke passager, lækker vokal, et veltilfreds publikum, men desværre ikke helt uden lidt sten i skoene.
