Alice Cooper

Mantar, som man gi’r

-

Mantar. 5. maj. 2016, BETA2300

Der har været meget hype om tyske Mantar og deres smeltedigel af et sammenkog af genrer. På pladerne funger det, men gjorde det også live?

Det er egentlig ret imponerende, når man falder over noget musik, som diverse medier bliver ved med at understrege, at man SKAL opleve. Et af disse er tysk/tyrkiske Mantar, som virkelig har skåret ind til benet og kun består af en forsanger/gutiarist og en trommeslager, men på deres skiver lyder de som et helvedes orkester, der kan sammensætte en fængende, omend dyster sang. Så da chancen bød sig for at opleve dem live, var jeg ikke tøvende med at byde til.

Dreich
Som opvarmning blev vi trakteret med lokale Dreich, der stort set anonymt betrådte scenen og lagde fra land med en afdæmpet tromme-intro og ellers langsom bevægede sig ud i noget Black Metal med atmosfæriske elementer, som man kender det fra hjemlige Redwood Hill eller den nuværende opsplitning i hedengagne The Psyke Project: Czar og LLNN.
Vokalen hos Dreich var det mest imposante i min optik, da den havde en spændvidde fra det labre hæse til det hypnotiske dybe growl.

Specielt under en uheldig episode med en sprunget streng hos guitaristen beviste bandet, at de kan stå distancen, da de umiddelbart blot tog hændelsen med et smil og jammede sig vej gennem den utilsigtede pause, mens den nye streng fandt sin plads. Der var ellers blevet opbygget en god stemning i bandets minimalistiske kontakt til publikum og generelle sangstemning, og den kunne være brudt her, hvis ikke bandet trods alt var professionelle nok til at tage det hele i stiv arm. Godt klaret.

Mantar
Hvis der var minimum af publikumskontakt under Dreich, blev sagen den samme med Mantar. De sprang på scenen i sidste øjeblik, og specielt guitarist/forsanger Hanno Klärhardt (foto) var en opvisning i, at kropsbevægelser sagtens kan agere som erstatning for snakkende kontakt med publikum. En vild seance med et største effekt-board til guitaren, jeg nogensinde havde set, kombineret med sådan en indpisker af en forsanger, der snildt kunne have hængt oppefra og ned fra luften uden at misse en tone. Det var musisk akrobatik.

Halvvejs inde i koncerten krøb jeg også til korset og betroede min medtagne ven noget, jeg sjældent siger til koncerter: Det her er jo helt nyt!
Forstået således: Mantar er ikke banebrydende eller har opfundet den tybe tallerken, men de har formået at blande stemningen fra Doom Metal sammen med Punkens tilgængelighed og tilsætte Black Metal story-telling og lydbillede. Alle tre ting er set for sig, men som det netop kræves for at markere sig internationalt i den store metalmængde, så skal der nye boller på den suppe i tallerkenen, som allerede er set.

Det er ikke ekxeptionelt at beskue to mennesker spille spille så tight eller skabe så stort et lydbillede, men at høre nogle sange, som på den ene side er fængende, men også ufatteligt dystre bliver leveret så brutalt: Det var en skøn forandring at overvære live. Mantar levede så sandelig op til hypen i min optik.

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier