Anmeldelse af Architects d. 15. januar 2026, KB Hallen, København
En omgang lunken meh-metalcore blev serveret da de britiske metalcore-giganter gæstede KB Hallen
Arkivfoto: Anders Groos Mikkelsen
På grund af vores allesammens elskede danske offentlige transport, kom jeg en smule for sent til KB Hallen og nåede desværre kun en lille brøkdel af President. Den anmeldelse må I vente på, til de gæster Copenhell til sommer.
Landmvrks
Det franske metalcore band Landmvrks havde jeg godt hørt om ved navn, men nåede aldrig helt at tage mig sammen til at svinge forbi deres Spotify. Efter deres opvarmning for Architects, behøver jeg heller ikke. Jeg var meget simpelt forklaret, ikke grebet nok. Deres lyd var en blanding af nogle hurtige rap-sekvenser, som man kender dem i nu metal a la Limp Bizkit og såkaldt klassisk metalcore med drys af harsh vocals og tunge breakdowns. Jeg ved ikke om det er mig den er helt gal med, men jeg synes virkelig at metalcore er begyndt at lyde så monotont og ens i det musikalske landskab. Landmvrks falder desværre direkte i den kategori. En smule i glemmebogen hos mig. Ud af de ni sange der blev spillet, var det kun ”La valse du temps” der faldt i min smag, men vi var stadig på et middelmådigt niveau.
Jeg vil dog give dem, at de fik midten i ok bevægelse og en enkelt minder wall of death orkestreret. Overordnet en meh-oplevelse og jeg stod for det meste og ventede på at de var færdige.
Architects
Architects er nok et band jeg ville definere som et af de helt store inden for metalcore. På trods af min store kærlighed til genren, er det aldrig et band jeg har lyttet særligt meget til. Jeg glædede mig dog til at opleve dem. Jeg endte jo forgæves som mange andre, da de sidst skulle spille på Copenhell og blev aflyst pga. stormen der rasede ude på Refshaleøen i 2023.
De indtager scenen og starter hårdt ud og jeg kan spotte en masse der headbanger ved andet nummer ”Whiplash”. Ud over dette, bliver vi alle bedt om at gå ned i knæ. En smule atypisk at gøre så tidligt i et set, men så får man virkelig også bare folk i gang. Mit ene dårlige knæ var dog slet ikke begejstret for at jeg hoppede med på frontmand Sam Carters befaling. Oh well. Det skal gøre en smule ondt i kroppen, når man har været til metalkoncert. ”A match made in heaven” stod på selvsikre harsh vocals blandet med en fed rytme og synergi på scenen blandt bandet. Selvsikkerheden varede dog ikke længe. ”Deepfake” føles flad og vokalen en smule svag.
Selv med en gang ned i knæ og nogle okay numre, var jeg ærligt talt ikke helt grebet af stemningen cirka halvvejs igennem setlisten. Jeg kan dog godt forstå deres succes og kvaliteten i deres musikalske univers. Jeg er bare ikke heeeeeelt solgt på dem. Måske jeg er vokset ud af min kærlighed for metalcore? Genren var min engangsvinkel til metal, men jeg har lidt på fornemmelsen af at jeg er groet fra den. Eller måske er det også bare Architects der ikke fanger mig og min kærlighed til genren stadig lever i sit fulde? Jeg er stadig i tvivl. Jeg har dog ikke været forbi Spotify for at udforske deres diskografi eller tænkt ”wow, dem SKAL jeg lytte til efter det her”.
”Brain Dead” var den ene ud af de to sange jeg har lyttet til og fik endelig gang i mig. Min energi holdt dog kun til under sangen og sank hurtigere end “OceanGate”, da den sluttede. Øv altså.
Publikum virker dog til at være i okay humør det meste af koncerten, men jeg så ikke super meget bevægelse fra hvor jeg stod i venstre side. Måske festen var at finde i højre side?
Stemningen jeg havde eftersøgt hele koncerten, kom helt til slut under encore. Der var selvfølgelig nogle få øjeblikke undervejs i sættet, men det havde været en meget større succes i min optik, hvis publikum var på det her niveau fra start til slut.
De lukkede festen med ”Animals” og gjorde det med et brag. Både scenen og hele salen var ekstatisk. Ja tak. Det var det her jeg havde savnet under hele koncerten. Sikke en skam det kom til allersidst.
