Anmeldelse af: Robert Plant And the Sensational Spaceshifters. Arena, Roskilde Festival. 04. juli 2019.
Robert Plant tryllebandt publikummet med en magisk koncert på Arena scenen under dette års Roskilde Festival.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Så de det blevet tid til at opleve endnu en af de store. I går stod den på en enorm fadæse med Bob Dylan som hovedperson, og i aften skal vi altså opleve, om Robert Plant kan gøre Dylan kunsten efter og derved fortjener sin egen side i Glemmebogen.
Dette viser sig hurtigt at ikke være Plants intention. Nej, han viser sig faktisk nærmere som en stærk kontrast til Bob Dylan med en stemme, der stadig kan hamre igennem, en sætliste med en portion af de numre, vi gerne vil høre, samt en masse numre denne anmelder i hvert fald ikke kender, men hurtigt kommer til at elske.
Vi starter naturligvis ud hos Zeppelin, eller i hvert fald et nummer som Zeppelin også lavede cover af, navnlig “When The Levee Breaks”, og dette sætter en glimrende tone for resten af koncerten. Vi får en god blanding imellem gamle Zeppelin-numre, numre som Zeppelin har lavet covers af, solomusik fra Plant, samt covers af traditionelle sange. Alt dette er i en mere country- eller folk-agtig udgave, end man nødvendigvis er vant til, men man kan altid følge musikken og kan (modsat med Bob Dylan i går) genkende klassikerne. Dette betyder ligeledes, at der er masser af plads til fællessang.
Lyden er utroligt flot og samtlige instrumenter går rent igennem. Robert Plant synger formidabelt her til aften, og man kan nærmest ikke forestille sig, at den mands stemme på noget tidspunkt har været i nærheden af at være rusten. Bevares, numrene er lagt lidt om, så de passer til mandens alder, men selve stemmeføringen sidder lige i skabet, og umiddelbart rammer han også de rigtige toner. Plant har ligeledes stadig de samme gamle moves på en scene, og disse udføres ligeledes med overbevisning. Man kan virkelig ikke mærke, at denne mand er 70 år gammel i dag. Der er sgu stadig gang i den både med stemme og opførsel.
Bandet spiller eminent, hvor særligt blandingen imellem violinen og banjoen formår at imponere i forhold til kompositionerne. Det kan godt være, at vi alle husker Plant for at være ”ham sangeren fra Led Zeppelin”, men han viser her til aften, at han kan så meget mere end bare Zeppelin. Dette vises særligt på cover-versionen af det traditionelle blues nummer “Little Maggie”, der på engang viser, at Plant kan lege i det syrede, men at bandet, The Sensational Space Shifters, er mere end normalt ferme musikanter. Variationerne i banjoen og violinen skinner særligt igennem, og man kan nærmest få en Primus-vibe ud af nummeret. Dette viser sig som værende det absolutte personlige toppunkt for koncerten.
Robert Plant And The Sensational Space Shifters spiller Zeppelin godt, og dette er netop, hvad publikum vil have, men de viser ligeledes, at der er meget mere indhold end blot Zeppelin, og at dette indhold på mange måder kan være mere spændende og musikalsk udfordrende end de klassiske numre. Den aldrende Plant har stadig stemmen i orden, og at opleve ham med dette band er en sand fornøjelse.
Her er lige lidt flere billeder fra oplevelsen, taget af Anders Groos Mikkelsen:
