Alice Cooper

Når sanserne overvældes udover alle grænser

-

Anmeldelse af: A Colossal Weekend 2024, fredag d. 17.05.24 i VEGA m.v., Kbh. Del 2 af 2.  

Dag 2 i lokalerne på Vesterbro skulle vælte mig bagover i en grad, jeg var lykkelig uvidende om, da jeg ankommer.

 

Foto: Gabriel Rasmussen

(Del 1 af A Colossal Weekend 2024 kan læses HER.)

Anna Roemer + Ned Ferm: kl. 18:15 i Ideal Bar

Kvinden, der skal åbne fredagen for mig, er en hidtil ukendt kunstner. Hun gør sig i en optræden, hvor hun alene med sin jazzmaster-guitar og pedalboard udforsker, hvad en solist kan med dette set-up. I dag har hun dog Ned Ferm med på blandt andet saxofon og fløjte.

Jeg kommer lidt for sent, igen grundet arbejde. Rummet er stille, og der er en flot opmærksomhed og respekt for den introverte musik, der møder mig. Saxofonisten Ferm lægger en stemningsfuld storbystemning over Roemers indadvendte og smukke guitar.

Der er flere forskellige lag gemt i tonerne; det er både skrøbeligt og eftertænksomt at høre guitaren og de mange skæve indfald, der dukker op i løbet af koncerten. Der er ingen vokal, og det klæder setuppet at have fokus kun på det instrumentale. De mange melankolske strejf bærer en barndomsagtig nostalgi og uskyld med sig, samtidig med at det bibeholder en flot sørgmodig verden.

Jeg er utrolig fascineret af alle de kreative måder, Roemer bruger sin guitar på. Aldrig har jeg set en kunstner vride så mange ideer ud af instrumentet på denne måde. Jeg har en følelse af forår ved at stå og drømme mig væk, ofte må jeg lukke øjnene og blot glide med på den indre rejse.

De opfindsomme keyboard/turntables strør bidder af ekstra magi, som man kun kan ønske at absorbere. “Længselfuld optimisme”, kunne jeg kalde det.

Det var en særdeles varm måde at starte dag to på. Anna Roemer har én EP, Bakkedraget (2021), og to albums, Azure (2022) og Blåregn fra i år, i sin diskografi. Dem skal jeg hjem og lytte til på en varm sommernat. 

 

Konvent: kl. 19.00 i Lille VEGA 

Jeg har ikke haft fornøjelsen af doombandet fra København, siden jeg så dem i Betty Nansen Teatret i april 2023. Det var en habil koncert, der desværre havde slået sig op på et koncept, der langtfra blev fuldendt. Jeg glædede mig derfor til at gense Heidi Withington Brink (bas), Sara Helene Nørregaard (guitar), Rikke Emilie List (vokal), Julie Simonsen (trommer) og Sophie Lake (guitar) i en mere klassisk forstand, hvor Konvent forhåbentlig vil spille på alle de styrker, jeg husker dem for.

Det er tungt og ondt, som kun gyser-nonnerne kan gøre det. Hele bandet er i god bevægelse, og deres synkroniserede headbanging får publikums nakker i gang. Lyden er god, og alle detaljer står skarpt frem. Deres lydflader er insisterende og kræver respekt. Bifaldet, de modtager efter hvert nummer, taler sit eget tydelige sprog.

Koncerten er også til tider indadvendt på sin egen bitre måde ligesom musikken; det passer perfekt. Det er en eksplosion i bedste Konvent-stil, og List har med enkelte gestikulationer gæsterne i sin hule hånd. Hendes stemme er et organ, der er svært at matche, fintunet til brutalitet. Konvent er kommet langt, og det virker til, at deres katedral kun bliver stærkere og sortere. 

 

Heave Blood & Die: kl. 20:00 i Basement

Fra Norge kommer experimental post-rock i form af Eivind André Imingen (bas), Kenneth Mortensen (trommer), Jonas Helgesen Kuivalainen (guitar), Karl Pedersen (guitar, vokal) og Marie Sofie Langeland Mikkelsen (vokal keyboard). Debutalbummet, Heave Blood & Die, udkom i 2016, og i år udkom Burnout Codes. Jeg har ikke noget tidligere kendskab til nordmændene, så spændende bliver det.

Der er rigeligt med råb og aggressioner hos gruppen. Alle på scenen har også en samlet energi, der smitter af på os alle. Midt i deres postkaos og billederne af betonblokke og formørkede skyer, der toner op for mit indre blik, er der også melodiske elementer.

Det er dramatisk og udadvendt med flere catchy riffs, og min krop er næsten i konstant bevægelse til rytmerne. Lidt rocket bliver det også til tider, imens vokalerne fra Pedersen og Mikkelsen også forenes i ren sang.

Deres breaks er dejligt uforudsigelige. Pedersens lidt læspende stemme bidrager med noget traumatisk lokkende. Der holdes et tight kaostempo, imens keyboardet har en spacy plads i lydbilledet.

Det giver associationer til en industriel spiral, væddet i vred guitar med punk-attitude. Eneste lille minus er måske, at det kan føles som om, de prøver at presse for mange ideer ned i deres sangskrivning. Hen imod slutningen hopper Pedersen ud på gulvet som en sidste energiudladning. En spændende koncert, jeg ikke ville være foruden. 

 

Wiegedood: kl. 21:00 i Lille VEGA 

Siden 2014 har hollandske Wim Screppoc (trommer), Gilles Demolder (guitar) og Levy Seynaeve (vokal, guitar) udgav deres debut, De Doden Hebben Het Goed i 2015, og har hærget med deres black metal omhandlende misantropi og forfald. Flere af mine venner har talt rosende om bandet, men jeg har ikke før fået hørt dem hverken på plade eller live. Det skal A Colossal Weekend 2024 ændre på.

Jeg bliver mødt af en uforlignelig vildskab. Ingen intro, bare had og vrede fra scenen og et teknisk vandvid, hvis lige jeg aldrig har oplevet til en black metal-koncert. Seynaeves stemme når et skingert high pitch-niveau, der virker umenneskeligt og som blæser mig bagover. Trommerne har en dyrisk ild i sig, og man må bøje sig i støvet for evnerne hos Screppoc.

Det er en hæslig, skøn drøm, jeg ikke vil vågne fra, og jeg får bevæget mig tættere på scenen hen foran forsangeren. Dette dyriske frontalangreb havde jeg på ingen måde forudset, og jeg er taget til fange.

Hvert riff har sin egen unikke plads i sangene, og variationen er imponerende. Som en vekslen i skrigene går det nogle gange over i en slags keltisk messen, og i lyset bliver trioen til silhuetter af gamle glemte guder.

Jeg er grebet af en underjordisk naturkraft. Det er lyden af dommedag, og imens jorden gik til grunde, var det til soundtracket fra den måske bedste black metal-koncert, jeg nogensinde har set. Grumt og hårrejsende.

 

Witch Club Satan: kl. 22:45 i Lille VEGA 

Inden denne koncert havde jeg aldrig hørt om den feministiske sekt. Siden deres start i 2021, guidet af Mayhem-bassisten Jørn Stubberod, har Victoria F. S. Røising (vokal, bas), Nikoline Spejlkavik (vokal, guitar) og Johanne Holt Kleive (vokal, trommer) udgivet en lang række singler og smidt debutalbummet, Witch Club Satan, på gaden i år.

Der er en vis buzz omkring trioen, da de er berygtede for at optræde nøgne på scenen. Dette er ganske muligt, men jeg glæder mig nu langt mere til, hvad deres gren af black metal kan præstere musikalsk. 

Nøj, hvor kan de kvinder skrige. Klædt som shamanske orakler fra skovens indre cyklon ejer de hovedscenen med det samme. Deres corpse paint er klassisk, men de bærer den på en måde, der er ny, farlig og bestialsk. Vokalerne er maniske, når latter, spoken word og uskyldig kor sang maler en dyster morderisk verden omkring os. Der er et nærvær her, der gør, at man i sandhed tror på, at disse tre musikere mener hvert et ord, de kyler imod os. 

En længere monolog som en rædselsgodnathistorie gør sit for, at vi ikke kan tage øjnene fra scenen. De forreste foran bliver salvet i teaterblod. Det hele er meget autentisk.

Da trioen skifter ud af deres tøj og kommer ind og spiller resten af koncerten nøgne, er det som om, at salen bliver fyldt med feministisk urkraft. For musikken holder, og en større moshpit bryder ud på gulvet.

Andre steder danses der for vores troldkvinder. Der er en dæmonisk aura omkring Witch Club Satan, der er lige så voldsom, som den er følsom og arrig. Der er mere messen og mere galde, vi er alle en del af fællesskabet og i det gudsforladte.

Deres black er måske sine steder lige lovlig klassisk, men hele deres optræden kan ikke fornægtes i sin ærlighed og vildskab.

 

Fange: kl. 23:45 i Lounge 

I den gode tro, at jeg er på vej op for at se Katlas anden koncert på festivalen, bevæger jeg mig ovenpå. Hvad der her møder mig, skal jeg efter bedste evne som skribent for dette “ædle magasin” prøve at nedfælde. 

Bassen er så høj, at der gør ondt i kroppen. Det er galskabsmusik af mix af sludge, hardcore og frygtindgydende tunge elektronisk beats. Det er svært at gennemleve det på skrift. Med en mængde strobelys, der kan matche Hexis, skaber Fange et kammer, der er så voldsomt, højt og totalt kompromisløst, at jeg aldrig har oplevet noget lignende.

Det er som at blive taget om struben og udsat for hidtil uhørt vold. Det er så sansesmertende og overvældende at stå i, at det næsten bliver ubehageligt. De psykotiske beats bærer ødelæggelse med sig, som jeg næsten ikke kan rumme, og jeg tager mig selv i at stå og skrige krumbøjet i ren afmagt.

Det er nu noget, der ligner en udholdenhedskonkurrence for at overleve dette rige af uhørte kataklysmer. Når den rene vokal begynder, er det som en hvisken, der spår om den reneste desperation, hvor intet håb findes. Koncerten er lige så umulig at være i, som den er at flygte fra.

Da det er slut, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Havde Metal A Day en skala over 5/5, så havde jeg givet det. Alt, disse franskmænd har udgivet, skal jeg lytte til, og det burde du også. Se dem, hvis du tør. Jeg var uforberedt og maltrakteret ud af form og tid. Fange var ganske simpelt en af de bedste koncerter i hele mit liv!!

5/5/ – 6/6

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Foto: Gabriel Rasmussen.

Det her er, hvor A Colossal Weekend kan tromle mange af de større festivaler. De kan tage røven på dig med musik, du ikke anede kunne eksistere, uanset hvor erfaren en koncertgænger du tror, du er.

Der går ikke seks år igen, før jeg er tilbage. Tak for alt og tak for Fange! 

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

ANTAL STJERNER

Anna Roemer + Ned Ferm
Konvent
Heave Blood & Die
Wiegedood
Witch Club Satan
Fange

Del denne artikel

Seneste artikler

De pæne metalmøer

Fest som i ’99!

De heldige helte

Populære kategorier

Anmeldelse af: A Colossal Weekend 2024, fredag d. 17.05.24 i VEGA m.v., Kbh. Del 2 af 2.   Dag 2 i lokalerne på Vesterbro skulle vælte mig bagover i en grad, jeg var lykkelig uvidende om, da jeg ankommer.   Foto: Gabriel Rasmussen (Del 1 af A Colossal...Når sanserne overvældes udover alle grænser