Anmeldelse af: A Colossal Weekend 2024, torsdag d. 16.05.24 i Vega mv., Kbh. Del 1 af 2.

Festival nummer tre i år tager mig tilbage til en gammel kending.

Foto: Gabriel Rasmussen

Jeg har ikke besøgt A Colossal Weekend siden 2017, hvor Sumac, Deafheaven, Emma Ruth Rundle og Anna Von Hauswolff var nogle af højdepunkterne. Dengang var jeg også frivillig og delte flyers ud forskellige steder og hængte plakater op i Kbh. Siden da har jeg desværre ikke været en del af festivalen.

A Colossal Weekend er lidt som det danske svar på hollandske Roadburn. Det vil sige, at nok er meget af programmet præget af heavy metal-genren, men der gøres meget ud af at udfordre publikum med modige bookinger og særlige optrædener fra artisterne. Jeg har savnet at få blæst mine nysgerrige sanser bagover og udvidet min horisont, så med et særdeles åbent sind og i skønt sommervejr cykler jeg af sted.

De mange kunstnere optræder på fire forskellige scener. Det drejer sig om Basement, Lounge, Lille VEGA og Ideal Bar. Alle lokaler med hver sin atmosfære, og plads, vel at mærke. Jeg starter mine musikalske udskejelser i kælderen.

Offernat: kl. 18:30 i Basement

Bandet er en trio, bestående af William Frøland (vokal, bas, piano), Jonas Bangstrup (vokal, trommer) og Anders Kargaard Bork (vokal, guitar). Tilsammen har de udgivet EP’en Offernat (2021), singlen The Winds (2022) samt de to albums All Colors Retract (2022) og Where Nothing Grows fra i år. Bandet har været på min radar, men jeg har endnu ikke set dem live. Jeg har dog tidligere på dagen aftalt et interview med Wolves In the Throne Room. Så da jeg får fri, må jeg skynde mig afsted og op backstage for at mødes med Aaron fra WINTR. Ergo, når jeg kun det sidste af Offernat.

Nede bagved i kælderen bliver jeg mødt med tung hardcore med en omgang heftige visuals i baggrunden. Disse effekter på tæppet bagved scenen skal vise sig at gå igen for alle bands, der skal optræde i lokalet.

Musikken er muligvis skabt med vrede og frustration som temaer, men der gemmer sig stadig melodier inde i hadet. De intense trommer sætter sig i respekt hurtigt, og brugen af flere sangere giver musikken en styrke og, tør man sige, modstandskraft mod de uretfærdigheder og rædsler, teksterne omhandler.

De langsomme tunge passager giver plads til noget næsten horror-agtigt, og min nysgerrighed er fanget. Det er et mørkt kammer, vi er lukket inde i, men clean-guitar-stykker gør deres for, at en smule lys kan skimtes.

Desværre er det slut, inden jeg når at få hele indtrykket med. Dog har denne forsmag vækket min appetit, og jeg vil gøre mit bedste for at se Offernat på en scene, når jeg igen har muligheden

Mortiferum: kl. 19:15 i Lille VEGA 

Dannet i 2016 kommer bandet fra Olympia i Washington for at flå os med deres death doom metal. De har en mindre diskografi bag sig, hvoraf deres seneste album, Preserved In Torment, udkom i 2021. Wolfe (bas), C. Slaker (guitar), M. Bowman (vokal, guitar) og J Rhea (trommer) får æren af at åbne hovedscenen på A Colossal Weekend 2024. 

Lyset er blåt, og røgen lægger sig tungt. Bowman har en afgrundsdyb vokal, og som en dæmon spyer han sin galde imod os. Det her er særdeleshed brutalt med et højt teknisk niveau.

Når der ikke brages igennem, så er de mere stille stykker ildevarslende om, at vi igen snart skal udsættes for helvedes pinsler. Denne infernalske cirkel krydres dog med korte små soloer, så vi ikke 100 % kun befinder os i det voldsomme hjørne.

Når gruppen bliver badet i rødt lys fra neden af, klæder det det ellers lidt varierende sceneshow. Dog er den her slags undergrunds-galskab heller ikke kendt for sine udskejelser i form af kreative valg, når det kommer til ekstra dimensioner i showet.

Det er nok også der, hvor musikken ender for mig. Jeg kan absolut se de elementer, der leges med og slibes som våben af Moriferum. Dog bliver det alligevel en smule for ensformigt i længden. Det er en habil cocktail af doom og death, men det hele smager bare for meget af det samme på en lidt for bitter måde.

Katla: kl. 20:00 i Loungen

“KÆRLIGHED OG SATAN!”, behøver doom-bandet fra Nordvest efterhånden nogen intro? At dømme på, hvor proppet der er på øverste sal, så må svaret være et rungende “NEJ!” Jeg får placeret mig i anden række. Jeg har ikke set Katla, siden jeg anmeldte dem sammen med Crypta på BETA sidste sommer.

Der er røg, og i kun rødt lys kommer Danmarks-heltene ind på scenen. Lyden er massiv, og Rasmus Bang (vokal, trommer) er rykket langt frem på scenen med sine tønder. Allerede her giver Katla os indtrykket af, at de vil i kamp med os på frontlinjen. “Vi har taget et par sange med til jer, og de er sgu hurtige alle sammen,” drilles der fra scenen. Det, tror jeg, bestemt ikke at gæsterne har noget imod. Heller ikke undertegnede.

Det er første gang, at de optræder i VEGA, fortæller Bang, og med numre som “DragonLord”, “Taurus”, “Black Emperor”, “The Great Wandering” og “Manslayer” er det en triumf for trioen. Folk er i hopla, og særligt to “superfans” helt foran scenen nyder showet til fulde. Der er en skøn vildskab fra trekløvet, hvor Marc Christensen på guitar kommer godt rundt på scenen og svunget håret, imens der skæres grimasser til folk. 

Der gives også en god gang strobelys på scenen og dermed et ekstra spark af vildskab. I løbet af koncerten gæster Ole Luk fra Afsky med smerteskrig. Den tunge opbygning, vi er blevet så vant til fra gruppens side, fremstår med ekstra potens i aften. Den semi-nye mand i bandet, Theis Rod Stenberg Thorgersen (vokal, bas), er faldet godt til og passer perfekt ind i Katla med sin ekstroverte attitude.

Gæsterne kan ikke stå stille til sidst, og aftenens eneste moshpits bliver sat i værk nede på gulvet. Det var et skønt gensyn for mig. Katla spiller to koncerter på festivalen, hvor den næste er i morgen (d. 17.05, red.), hvor vi loves noget helt specielt. Det må man hellere indfinde sig til.

Gaerea: kl. 20.45 i Lille VEGA 

Sidst, jeg oplevede Diogo Mota (trommer), Guilherme Henriques (vokal), Lucas Ferrand (bas) og Sonja Schuringa (guitar), var i selvsamme sal som opvarmning for Gaahls WYRD i 2022, hvor også Winterfylleth deltog. Dengang var jeg ret hurtigt fascineret af bandet og deres melodiske samt kultiske black metal. Mirage (2022) var det sidste fuldlængde, vi har set fra gruppens side, men med to singler i form af “Dormant” (2023) og World Ablaze fra i år så lever Gaerea i bedste velgående.

Vokalen emmer af desperation og indre traumer. Iklædt deres sorte hætter/sække er bandet et ansigtsløst, dragende spektakel. Beklageligvis er det tydeligt at høre, at Henriques ikke har den bedste dag på kontoret. Hans ellers stærke vokal går ofte over i mumlen og snakken og berøver dermed koncerten en bærende søjle. 

Heldigvis laver forsangeren sine karakteristiske androgyne og creepy dansebevægelser på scenen. Så på det punkt er hans optræden stadig skarp, imens en cirkel med gruppens symboler lyser op bagved bandet som en bleg trolddomsmåne. Der er masser af ulykkelige toner at gå på opdagelse i inde i Gaereas musik samt fræsende klassiske black metal-guitarer, der sørger for tempo og kulsort sorg.

Trommerne sidder lige i skabet og formår at holde sig præcise hele showet igennem. Fire røgsøjler er med til at give udskejelserne på scenen en passende dosis teater. En skinger solo hyler som et ensomt hulemenneske og skærer flot igennem. Musikken er episk på sin egen visne måde, som kun dette band kan gøre det. 

Henriques prøver flere gange at opildne publikum til “HEY”-chants og hive jubel ud af dem. Dette har han dog ikke den største succes med, og jeg tager mig selv i at stå i tænke på, om mon ikke han skulle holde på mysteriet og blot tie stille?

På trods af alle de musikalske kvaliteter, som portugiserne besidder, så rammer det ikke helt i aften, og det kommer til at fremstå både lidt for påtvunget samt for anonymt. Jeg ved, at de kan mere, og jeg ved, at jeg kommer til at stå med en helt anden og mere fuldendt følelse en anden gang. Det blev dog ikke i dag, at jeg tabte kæben og overgav mig til dybet og depressionen.

Afsky + Halvcirkel: kl. 21:45 i Basement

Én af de specielle optrædener, jeg ved, at mange har set frem til. Sammen med stryger-ensemblet Halvcirkel skal Ole Luk fremføre den akustiske I Stilhed (2022). Jeg placerer mig helt foran scenen lige foran hovedpersonen, der sidder i sin stol i venstre side. Der er dækket op med sofa, tæppe, lavalamper og bord, så det hele har en hyggelig og afdæmpet atmosfære. Der er bumstille i salen. Musikken begynder. 

Det er melankolsk, smukt og følsomt. En lille ring lyser op på bagtæppet med billeder af vinterlandskaber. Røgelse er der også tændt. Under koncerten er det tydeligt, at alle på scenen har den største fornøjelse ved at spille sammen og give os en omgang nedtonet musik på en ellers højlydt weekend.

Det hele har en så anderledes ro og tænksomhed, som jeg har trængt til, mere, end jeg selv var klar over. De akustiske guitarer, kombineret med violin, skaber nogle rammer, der er venlige og imødekommende samt langsomme og drømmende. Jeg må tage mig selv i at lukke øjnene flere gange og bare fokusere på detaljerne i musikken, som de fineste små snefnug.

Strygerne får lidt mere fart på til sidst, og dette lille strejf af en anden energi kommer i den rette mængde. Det er en unik optræden, vi er vidne til, og en fra publikum er rørt til tårer. Det her beviser atter, at nok er Afsky black metal, men sandelig om der ikke også banker et hjerte for sårbarheden, der i aften henligger rummet i tavshed og beundring. 

Wolves In The Throne Room: kl. 22:35 i Lille VEGA

Så er vi her, de første headlinere. Torsdagen skal afsluttes med et brag af amerikanerne, og luften er så tyk af røgelse, at man næsten bliver svimmel oppe foran. Rune-bannere er sat op i hver sin side af scenen, og stemningen fra vikingetiden er til stede i salen.

Med ryggen til står Aaron Weaver/Cedar Serpent (trommer), Nathan Weaver (vokal, guitar) og Kody Keyworth (guitar). Den shamanske og dyriske urkraft der kendetegner musikken, er tydelig fra første node. Deres version af black metal har tydeligvis dybe skandinaviske rødder, men det er deres egen tilføjelse af ambient, der giver dem et præg af noget majestætisk og uforklarligt. 

Vi har at gøre med ret lange sange, men med en solid indlevelse formår Wolves In the Throne Room at gøre deres ritual til en trance-lignende oplevelse. Skrigene fra Nathan Weaver demonstrerer en stærk vokalkontrol, der hiver os med ind i den ufremkommelige skov på ulveridt. Lyden er tydelig og klar, og alle detaljer fremstår intense.

Den primale vildskab er dog ikke for alle, og om det er en lang dag med mange indtryk, eller om Wolves In the Throne Room bare er en lidt for stor mundfuld på en torsdag, skal jeg ikke kunne sige. Desværre ender vi med, at der er noget nær tæt på masseudvanding til showet, og vi er ikke mange, der bliver tilbage, til seancen er slut.

Der er ellers mange ting, der fungerer for bandet. Et mellemspil med fuglesang, de blå lys, der sidder på deres guitarer som is, lanterner eller lyden af torden og regn. Der ytres ikke nogle ord til publikum. Det er op til gæsterne selv at tage imod de indtryk og den filosofi, bandet fremmaner. 

Jeg selv finder det storslået, men størstedelen af gæsterne var ikke overbevist. Bevares, til allersidst blev det faktisk også en lille smule for tænksomt for mig. Dette skal dog ikke tage sejren fra Wolves In the Throne Room.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det kunne være blevet til mere, havde de spillet tidligere på aftenen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Jeg har to dage med musik foran mig, og jeg trækker mig tilbage til Amager for denne gang.

Der var masser af gode koncerter, men jeg manglede den helt særlige kunstner, som kun A Colossal Weekend kan finde frem, der kunne blæse mine sanser fuldstændig bagover.

Mon fredagen på Vesterbro ville tage sådanne et greb i mig?