Næsten 25 år efter…

Anmeldelse af: Metallica + Aphyxion. Royal Arena, 02. sep. 2017

Weekendens anden koncertoplevelse stod på mægtige Metallica, samt de unge Ribe drenge fra Aphyxion, hvilket skulle blive en blandet fornøjelse.

I mine unge dage hørte jeg en del Metallica, men jeg har aldrig været decideret fan til trods for, at de lavede fed musik dengang. Jeg var mere fan af Mercyful Fate og King Diamond, hvilket så var grunden til, at jeg den 28. maj 1993 på Gentofte stadion oplevede Metallica for første gang. Havde det ikke været for Mercyful Fates reunion, havde jeg ikke haft billet. Jeg har siden haft billetter til shows i Forum, men endte med at afsætte dem til anden side grundet skuffende udgivelser op til. Så her kommer en anmeldelse fra hjertet om min oplevelse af det største brand, som metallen nogensinde vil opleve…

APHYXION
Vi starter dog et helt andet sted nemlig i Ribe, hvor Aphyxion er startet. De havde fået den ene af de fire spots som support for Metallica, og det må være en drøm, for hvis ikke alle, så næsten alle metalmusikere.
Sammen med min medsammensvorne fotograf Mark Stoumann ankom jeg tidligt til Arenaen og sad på min plads cirka to timer før, Aphyxion skulle indtræde scenen. Jeg havde hørt meget godt om de unge knægte, men stadig var mit kendskab temmelig sparsomt, udover jeg ikke lige forbandt deres stil med hr og fru Danmark, som der ville være mange af denne aften.

Da Aphyxion går på klokken 20, er salen omkring halv-fyldt, og mange skal nu til at få et kulturchock med Aphyxions tunge lidt nyere form af dødsmetal. Desværre for Aphyxion er lyden helt ad helvedes til i hvertfald oppe på presserækken, så de første cirka 18-20 minutter er det kun Michael Vahls vokal og Jakob Jensens trommer, der går knivskarpt igennem.
Bassen og guitaren flyder sammen i en stor pøl af uigennemskuelig mudder, og langt de fleste folk står som saltstøtter, og det kan blive en lang, lang support for de fleste.

Til trods for lydhelvedet høster de store bifald efter hvert nummer, hvilket de også fortjente, for der var satme drøn på! Igennem de sidste to numre bliver lyden lidt bedre, og man kan høre guitarene lidt mere tydeligt, men det er ikke nok til at få folk rigtigt med, og det redder desværre ikke deres optræden for mig. Men hvad gør det, når man på forhånd ved, at langt de fleste er her for Metallica, og jeg samtidigt er ret sikker på, at jeg en dag får mulighed for at opleve Aphyxion med bedre lyd.

Metallica
Så kom tiden endelig til 5. februar… og Metallica skulle starte klokken 21 ifølge planen, men tiden gik og gik, og man kunne godt mærke utålmodigheden hos folk mellem numrene på lydanlægget. Efter et kvarter troede folk første gang, at nu var det nu, men de blev snydt og snydt igen klokken 21.21. Men da klokken passerede 21.26, fik vi det, vi alle havde ventet på, nemlig Ennio Morricones tema fra “Den Gode, Den Onde og Den Grusomme”. Det udløste et kæmpe brøl fra 16.000 mennesker i Royal Arena. Lyden er ikke helt skarp i første nummer, som er “Hardwired”, men det er der rettet op på til “Atlas, Rise!”, som fulgte efter, hvor en oplagt Kirk Hammet fyrer en fed solo af, hvilket igen udløser et brøl fra folket. En veloplagt Hetfield takker folket for at være kommet igen, for uden folket, så mangler Metallica 50%.

Aftens tredje nummer er overraskelse nummer et, da “Seek And Destroy” allerede ligger her og ikke sidst, men Lars Ulrich, der er chef for setlister, har, som lovet, blandet posen, og det resulterer i den første lille fællessang på omkvædet. De fire mand på scenen virker alle meget oplagte, og det samme gør publikum. Trujillo snurrer nogle omgange med sin bass, og alle har en fest. I de efterfølgende numre er folk ikke helt så meget med, dog lige med undtagelse under “Dream No More”, som er tung som ind i helvede og fik hele salen til at ryste, så det nok kunne måles på Richterskalaen i Malmø.

Anden overraskelse kom i “Now That We’re Dead”, hvor for mig var et ligegyldigt happening, hvor alle fire bandmedlemmer tæskede på lidt kasser på scenen med hver deres trommestikkere, som to gange Safri Duo.

“Moth Into The Flame” bød på et fantastisk lysshow med droner, hvilket var super betagende, men musikken lagde jeg sgu ikke rigtigt mærke til her, da droner tog al min opmærksomhed. Men Trujillo fik mig med igen, da han lige startede en fest, da han begyndte aftenens højdepunkt for mig med “For Whom the Bell Tolls”, og resten af salen startede også en større fest. Så begyndte festen at trække den anden vej igen, og i de efterfælgende fire numre begynder jeg at kede mig og kigger mere rundt på folk i salen, som heller ikke virker helt med. Bevares, der kommer jo de obligatoriske brøl fra folket efter hver sang, men er det i forventning om, noget fedt er på vej nu?

Her er det så, at Alexander på ni år redder aftenen for mig, da James, så dedikerer næste nummer til ham og de nyeste medlemmer af Metallica-familien nemlig under “Sad But True” i en så tung udgave, som vægten af alle de tilstedeværende tilsammen. Det var fandme en fed udgave, og så fik man lige “One” efterfølgende, og så er vi der, hvor jeg så er med igen, og det er jeg resten af koncerten, da vi kun får de lidt ældre numre nu fra dengang, hvor der end ikke var tænkt på Alexander.

“Master of Puppets” skal vi da have som afslutningsnummer, inden den for de fleste bands obligatoriske ”nu er vi færdige, men klap og pift lige lidt ekstra, så spiller vi sgu nogle flere”, og selvfølgelig skulle vi ikke snydes for ørehængere og fællesange, som hr og fru Danmark kunne være med på med “Nothing Else Matters” og “Enter Sandman”, men der var nu også noget til den rigtig gamle garde blandt ekstranumrene, nemlig “Fight Fire with Fire”, og tak for det Metallica.

Til syvende og sidst en lidt blandet fornøjelse: fedt, at have fået muligheden for at opleve dem igen kontra dengang tilbage i start 90’erne, hvor der udelukkende var old shit, og hr og fru Danmark korsede sig, bare de hørte navnet Metallica og heavy metal.
Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge mellem de to, hvis jeg skulle…

Bornholm Over and Out.

Det fik vi at høre

1. Hardwired
2. Atlas, Rise!
3. Seek & Destroy
4. Through the Never
5. The Day That Never Comes
6. Now That We’re Dead
7. Dream No More
8. For Whom the Bell Tolls
9. Halo on Fire
10. Breadfan
11. Fuel
12. Moth Into Flame
13. Sad But True
14. One
15. Master of Puppets

Ekstranumre:
16. Fight Fire with Fire
17. Nothing Else Matters
18. Enter Sandman