Nørdernes humoristiske aften

Det skal være morsomt for at være sjovt

Aftenen lægger ud med et kort sæt af standup fra den yderst morsomme, men ligeledes småt diffuse stand up-komiker Emo Philips. Dette fungerer fremragende, og humoren er lige så hård, som den er mørk og tør. Lattermusklerne får for manges vedkommende frit spil ved de ofte små-voldsomme jokes, der i vendinger bl.a.  omhandler ligheder imellem incest og alkoholfri øl. Som sagt er Emo Philips mørk i sin humor, og det lander rigtigt godt flere steder i salen, særligt fordi manden ligeledes fremstår sympatisk og til tider distræt og overivrig, ja, nærmest kejtet.

Emo Philips leverer en fremragende og morsom opvarmning, der humormæssigt passer fremragende, før parodiens mester Weird Al Yankovic skal fortrylle aftenens fremmødte. Michael Bonnesen, den tidligere sanger fra Shu-bi-dua, skrev i sin bog fra 2018 at ”Det skal være morsomt, ellers er det ikke sjovt”, og Emo Philips formår på glimrende vis at være sjov og i forlængelse deraf også morsom.

Nørdernes sætliste

Det er ingen hemmelighed, at aftenens sætliste ikke bliver en, der tiltaler den gængse Weird Al Yankovic-lytter. Dette har hovedpersonen og gruppens management været fine til at forklare op til turnéen. Vi er ude i, hvad der bliver kaldt deep cuts, eller som den folkekære Yankovic selv udtaler: ”Sange, folk hader”. Det er på ingen måde det standardiserede pompøse Weird Al Yankovic-cirkus med udklædninger og cover-numre, men et mere laid-back show med fokus på kunstnerens egne kompositioner; en ting, der (arrogant som det end lyder) falder i rigtigt god jord hos denne anmelder.

Vi får ikke serveret et eneste hit, i hvert fald ikke i deres oprindelige nærmest 1:1-former. Hvad vi i stedet får, virker på mange måder som en sætliste, der langt henad vejen er som skræddersyet til lige netop min smag.

Tilbagelænet mesterlig humor og vidunderligt sammenspil

Bandet leverer uden den mindste form for tvivl et utroligt lækkert sammenspil. Numrene er ligeså veludførte, som de er morsomme, i deres egne kompositioner, der ofte fungerer som enten genre-parodier eller deciderede stil-kopier fra andre kendte bands. Dette som f.eks. den Rap/Funk inspirerede “I’ll Sue Ya”, der på morsomste vis parodierer Rage Against The Machines-stil samtidig med, at teksten omhandler de typisk langt ude sagsøgningsmuligheder og historier derom, som findes i USA. Det er morsomt, og det er helt bestemt også sjovt – ligesom udførelsen sidder i skabet.

Lyden er ligeledes lækker og nuanceret, omend den til tider lige mangler lidt et skub. Ind imellem bygger musikken i de ellers forskelligartede numre sig op til et slags klimaks, som ikke går helt så godt igennem, fordi der ikke formår at komme lidt mere tryk på dynamikken.

Humoren har en stor plads i Weird Al Yankovics musik og virke, og denne sidder heldigvis også lige i skabet, i hvert fald for denne anmelders vedkommende. Det er sjældent, at tekster reelt set betyder noget i forhold til indholdet i musik for mit vedkommende, men når det kommer til Al Yankovics musik, er de pludseligt enormt vigtige. Heldigvis spiller den gæve sanger nogle af de mest undervurderede numre med nogle stærke og yderst humoristiske tekster, hvor særligt  Off The Deep End baskeren “You Don’t Love Me Anymore” lander helt perfekt.

Gruppen spiller aftenens numre siddende, hvilket passer fremragende til det mere tilbagelænede udtryk. Cirkusset er neddæmpet, mens lysshowet stadig står utroligt skarpt og lækkert her til aften. At folk bliver bedt om at droppe blitzen og videoerne, giver rigtigt god mening, for lyset er en utroligt vigtig ting for fornemmelsen på de forskellige numre og skaber ofte perfekt dramatiske rammer for musikkens levering.

Man behøver ikke hits, blot shits (and giggles)

Når weird Al Yankovic rigtigt får lov til at udfolde sine egne kompositioner, får man virkelig også en bedre fornemmelse af mandens og naturligvis også gruppens evner som sangskriver. Denne er helt i top, også selvom store dele af aftenens publikummer formentlig går hjem med en lidt tom fornemmelse i maven. Manglen på hits og 1:1-parodier lader til at slå lidt pust ud af flere dele af publikum. For de mere – igen med fare for at virke arrogant og hipster-agtig, hardcore Weird Al Yankovic-fans – er aftenens sætliste et fremragende forsøg på at levere noget mere unikt.

Har man dyrket Weird Al Yankovics musikalske udfoldelser så meget og så længe, som f.eks. jeg, er den store humor og kunst ofte at finde i mandens egne kompositioner, og dette viser i aften så sandelig, også selvom man godt kan savne nogle af de større hits.