Anmeldelse af: Deadnate + Timechild. HeadQuarters Aarhus. D. 24/09-23.

Deadnate leverede en nærværende og intens koncert, da de i selskab med Timechild lagde vejen forbi HeadQuarters i smilets by, Aarhus.

Foto af Bastian Reinholdt Madsen.

Timechild

Aftenens første navn er debutanter i smilets by. Timechild har nemlig ifølge eget udsagn aldrig været i Aarhus for at spille før, og med dette i baghovedet må man i høj grad sande, at gruppens popularitet tydeligt er kommet dem i forkøbet. Der er godt fyldt ud i salen og da særligt oppe på de forreste rækker, ligesom der står en god flok i midten, som umiddelbart (hvilket da også konstateres fra scenen) kan gruppens tekster. Det er tydeligt, at gruppen har været ventet af flere af aftenens fremmødte publikummer.

Timechild spiller da også fint. Gruppens sammenspil lader til at være tjekket med kun en anelse sporadisk slinger i valsen. Man bemærker hurtigt, at man har at gøre med nogle, der godt kan deres kram på de respektive instrumenter. Desværre er musikken bare langt henad vejen enormt uinteressant og ligger nærmest konsekvent lige på den forkerte side af kliché. Der er absolut intet originalitet at spore over Timechilds musik, der mest af alt minder om en tynd sammenkogt suppe fra 70ernes semi-proggede dage. I forhold til at gruppen går under betegnelsen ‘progressiv’, så er der simpelthen for få overraskelser i løbet af aftenens sætliste, der til trods for et ofte dynamisk lydbillede slet og ret føles som en lang og lidt kedelig køretur.

Timechild har ellers en fin liveenergi og formår også løbende igennem deres sæt at fange flere og flere af aftenens fremmødte publikummer. Der er tjek på performancen, hvor særligt gruppens forsanger og guitarist, Anders Folden Brink, styrer slagets gang med sine store armbevægelser og lyse stemme. Bandet gør det generelt godt til trods for, at musikken ikke fanger.

I forhold til hvor klichéfyldt og uoriginalt musikken fremstår, gavner det ikke just, at bandets sæt får lov til at være så langt, som det er. Lige godt og vel en time og tyve minutter er simpelthen for meget, hvilket da også kan mærkes på musikken. Halvdelen af gruppens sætliste kunne med fordel have været skåret fra, ligesom man ikke havde behøvet at spille et Queen-cover i form af det normalt ellers eminente “Son and Daughter” – hvilket underligt nok heller ikke bliver nævnt fra scenekanten. Det kunne man måske godt lige nævne, var et Queen-nummer.

Lyden er igennem gruppens koncert ganske fortrinlig og skaber en klar dynamik. Bevares, den ene guitar spiller måske en kende lavt i forhold til den anden, men de forskellige melodier, rytmer, og riffs alligevel skærer godt igennem lydbilledet på det lille spillested. HeadQuarters viser sig lydmæssigt fra sin gode side her til aften, og Timechild lyder da også godt.

Timechild formår at fange i hvert fald den ældre del af aftenens fremmødte publikum med en koncert, der dog lugter delvist for velkendt og til dels for uinteressant rent musikalsk. Gruppen har fat i noget i forhold til deres optræden, men desværre når musikken kun yderst sporadisk at blive reelt interessant i stedet for at fremstå som en form for genudsendelse på flow-TV. Derudover bliver aftenens koncert for Timechild simpelthen for lang og træg at overvære.

Deadnate

Deadnate går på til en blanding imellem publikums jubel og et atmosfære-sættende backing track, og så skal der ellers serveres stramt spillet progressivt metal, så det basker. Deadnate er vanligt stramme i deres sammenspil, hvilket blot forstærkes af en igen faktisk ganske god og klar lyd. Ligesom hos Timechild er den ene guitar måske en kende lav. Til gengæld er der virkelig smæk for skillingen på bassen i aften, der i særdeleshed lyder skarp og lækker på HeadQuarters. Baslyden skærer godt igennem, og det fungerer glimrende for Deadnates ellers meget guitar- og trommebaserede metal.

Deadnate leverer et fremragende og ikke mindst energisk show, hvor der nærmest konsekvent er bevægelse på scenen. Energiniveauet er højt, men passende til den varierede musik, som bandet spiller. Særligt gang er der i bassist, Frederik Framme, der vanligt har sin centerposition godt fyldt ud med sine store armbevægelser og energiske fremtoning.

Sammenspillet imellem Simon Juul og Kenned Kejlstrup er fremragende her til aften både i forhold til det interessante og ikke mindst udfordrende guitarspil, men i lige så høj grad sammenspillet imellem vokalerne. Deadnate har et flair for post-inspirerede vokalharmonier, og disse lyder dejlige denne lørdag aften. Trommespillet er levende og kommer dejligt vidt omkring ikke helt ulig trommeslagere som Mario Duplantier fra Gojira eller Mastodons Brann Dailor. Deadnate lader til at være i deres es her til aften.

Bandet lader os vide, at det er dejligt at komme lidt ud af studiet, før de sætter gang i et dugfrisk nummer fra den kommende plade. Det lyder mildest talt lovende. Et nummer, der umiddelbart stikker i en anden retning i forhold til bandets tidligere udgivelser. En glimrende teaser for et kommende album. Givet, hvor godt jeg kunne lide The North Sea, føler jeg mig nu ekstra investeret i forhold til nyt fra denne gruppe.

Deadnate leverer en stramt og levende koncert, hvor energiniveauet har været i top. Vi har fået et varieret sæt og sågar en lille ny lovende teaser, alt imens bandet har fremført et energisk og ikke mindst vellydende show.

Flere billeder fra Bastian Reinholdt Madsen: