-
Moon Duo
Anmeldelse af Moon Duo, 29. marts 2017, Pumpehuset
Foto: Daniel Nielsen, frozenpanda.com
Med en helt igennem godkendt optræden cementerede Moon Duo deres fortjente plads i psychrockens moderne superliga med deres fjerde danske visit på under to år.
[widgetkit id=”10″ name=”Moon Duo”]
Man må give Ripley Johnson, at han ikke ligger på den lade side. Siden februar 2015 har han og de medsammensvorne i Moon Duo-trioen nået at smide to plader (foruden en tredje, der udkommer i maj måned i år), på gaden samt turnere ekstensivt i både ind- og udland Europa. Dermed markerede onsdag aften hele fjerde gang på under to år, at de sanfranciskanske psych/dronerockere slog et smut forbi Danmark – med et femte visit lurende lige om hjørnet, når hen på sommeren gæster Roskilde Festival.
Sammenlignet med især koncerten på Stengade i april 2015, hvilken for mit vedkommende har været deres bedste optræden herhjemme, bemærkede onsdagens besøg i Pumpehuset sig først og fremmest ved to ting:
Dels var forfremmelsen til Pumpehusets store scene (akkurat som koncerten i Den Grå Hal sidste sommer) en fortjent anerkendelse af, hvor stort et navn Moon Duo efterhånden er blevet i psychkredse. Duoen, der efter trommeslager John Jeffreys mere eller mindre permanente tilføjelse efterhånden officielt er en trio, er ikke længere henvist til små venues for et fåtal af mennesker, men har – i takt med at deres musik har tilegnet sig meget større armbevægelser – helt fortjent knoklet sig vej op i psychrockens øverste liga.
Og dels var det unægtelig en bekræftelse af, helt præcist hvor sammentømret en enhed Johnson, Jeffrey og synth-ansvarlig Sanae Yamada er blevet. Det, der startede som en skramlet, ultra-minimalistisk drone-duo, blev i Pumphuset præsenteret som et flerfacetteret, psychmonster, der med både et flere lag tykt lydtapet og et nærmest lige dele astralt og dystopisk, visuelt akkompagnement denne aften stod frygteligt skarpe.
Båret frem af seneste udspil, februar måneds Occult Architechture Vol. 1, var koncerten om end ikke en helt igennem forrygende magtdemonstration så i hvert fald en god garant for, hvad Moon Duo kan levere. Til forskel fra tidligere optrædener på dansk grund så lugede Johnson og co. ofte ud i de langstrakte kraut-stykker, hvor Johnson fik plads til virkelig at syre ud med sin seksstrengede. I stedet stod koncerten mere skarpt skåret med en mere ligelig fordeling af lange og korte eskapader.
Occult Architechture Vol. 1’s afsluttende ”White Rose” var et af de numre, der nød godt af den ekstra plads, mens ”Cult of Moloch” og andensinglen ”Creepin’” fremover gerne må være faste gæster på sætlisten. Suppleret af tidligere kompositioner som ”I Been Gone” og min personlige favorit, ”Free Action”, var dynamikken de fremførte numre iblandt mere end godkendt.
Omvendt gav afvekslingen mellem de korte(re) og lange udskejelser desværre heller ikke rigtig muligheden for en konstant og total fordybelse i musikken, hvor man førhen (akkurat som med Johnsons andet og endnu mere udsyrede projekt Wooden Shjips) kunne ende i en helt anden sindstilstand undervejs. Men det er jo selvfølgelig også forventeligt, når et produktivt band som Moon Duo ikke lægger restriktioner på sig selv, men også tør kaste sig ud i mere letfordøjelige produktioner – hvilket i sig selv beviseligt er både en fordel og ulempe.
En enkelt overraskelse blev det afslutningsvis dog til i form af The Stooges’ ”No Fun”, der passede perfekt ind i trioens minimalistiske tilgang til musikken. Præcis som med Snappers ”Buddy”, der også har fungeret som punktum for Moon Duos koncerter, virker idéen med at lukke og slukke med noget mere letgenkendeligt og dermed ruske op i, der eller ville have været status quo, helt efter hensigten.
”Thank you,” konstaterede Johnson til slut, mens hans vokal ekkoede ud gennem lokalet. Publikumskontakt er ikke det, han excellerer allermest i, men det gør heller ikke noget, og til sommer ses vi igen.
Selvfølgelig gør vi det.
