Anmeldelse af Thrown + support: Crystal Lake m.fl., d. 07.05.25 i Pumpehuset
En gammel kollega havde på det kraftigste anbefalet mig at tage ind til dette show. Så hvad andet valg havde jeg?
Foto: Gabriel Rasmussen
Jeg kendte absolut intet til nogle af de 4 bands, der optrådte denne aften. Ikke et eneste nummer har jeg hørt, men der er nu også forfriskende at gå ind i et job som dette uden nogle forudindtagede holdninger. Jeg er her for at blive klogere iført min Gornortmity t-shirt.
Graphic Nature
Første band blev dannet i 2018 og består af Harvey Freeman (vokal), Pete Woolen (guitar), Matas Michaliovskis (guitar), Charlie Smith (bas) og Jack Bowdery (trommer). De kommer fra England og har udgivet 2 albums, A Mind Waiting To Die (2023) og Who Are You When No One Is Watching (2024).
Det blå lys oplyser scenen og Freeman vifter gæsterne tættere på med sin hånd og flere adlyder. Der er en god buzz på gulvet og det skal da siges at Graphic Nature lægger en hård energi for dagen. Guitarer kastes rundt og der hoppes frem og tilbage. Vokalen er rappen hardcore og man får da rykket lidt med nakken til de forskellige breakdowns.
Men i det store hele er Graphic Natures musik ikke særligt interessant. De prøver at sælge den godt og Freeman får da startet en lille circle pit, men det her er bare hørt bedre mange andre steder. Middelmådig core gør det ikke for mig + så er lyden ikke med gruppen, så var der flere detaljer der gemte sig i numrene så kunne jeg ikke høre dem.
Vi skal råbe “it’s making me fucking sick” og et par stykker er med. Det er dog tydeligt, at jeg ikke er den eneste, der venter noget andet. Sangeren indrømmer, at han har mistet sin stemme på at synge Bon Jovi i går, ærlig snak, men ja, det kan også høres på ham. Det andet circle pit er lidt mere livligt og vi skal ned og sidde og hoppe op på Freemans signal. Det skaber en kort fest, men deres nu metal inspirede hardcore ender stadig med at falde til jorden. Tilbage til tegnebrættet de herrer.
Unity-TX
Som et spark i nosserne gør næste gruppe mine bekymringer om denne aften til skamme. I en fuldstændig hæmingsløs cocktail af gangster attitude og flabede effektive breakdowns ejer UnirtyTX Pumpehuset.
En vild wall of death finder sted og det er som en forløsning for gæsterne at kaste sig ind i kaosset på gulvet. Med et blæret hiphop flow der blandes med growls og minsandten også pigsquels har forsanger Jay Webster en konstant og nærværende kontakt til de hardcore hungrende danskere. Nu kan man mærke at spillesteder er udsolgt når numre som singlen “Heinous” flår salen itu.
Musikken låner sågar fra slam genren og det hele leveres med sejt overskud der sørger for at pitten kører hele vejen igennem. Under “Diamond Diez” fortæller Webber at “this is a hiphop track so you don’t need to mosh like assholes”. Det er med et stort glimt i øjet og frontmanden virker både som en, der er lige dele klar på at give dig tæsk og give dig en krammer.
Det groover vanvittigt fedt og var det ikke fordi at jeg stadig er øm efter selv at have spillet på Rust den forrige lørdag + at jeg var inde til Caliban om mandagen, så havde jeg kastet mig ind i infernoet. Det lugter af og til af Rage Against the Machine, men det er ikke alt for meget plagiering. Med 1 EP Mad Boy (2019) og 1 album Ferality (2023) er der begrænset med materiale, men nøj hvor det eksploderer i en live sammenhæng.
Efter at have lyttet lidt derhjemme til deres numre, er det ganske vist ærgerligt at det i høretelefonerne ikke repræsenterer hvad det kan i en sal. Men køb en billet til UnityTX og mosh med!
Et lady pit er der også tid til og damerne i aften danser med kæmpe smil inde på midten af gulvet. Denne blanding af så mange genrer og indtryk efterlader et svedigt gulv og et udmattet publikum. Ude i venstre side med 2 af mine gamle kollegaer stod vi flere gange med åben mund og nød det brutale groove.
Det er længe siden, jeg har set noget så kraftfuldt. At komme ind og blive blæst bagover af et band man på ingen måde kender, er en ren fornøjelse som anmelder. Og denne følelse var kun lige begyndt denne onsdag.
Crystal Lake
Mange har denne aften hypet japanerne for mig og et par stykker mener at Yudai “YD Miyamoto (lead guitar), Gaku Taura (trommer), Mitsuru (bas), Hisatsugu “TJ” Taji (rytme guitar) og John Robert Centorrino (vokal) burde være headlinere. Lad det komme an på en prøve. Siden deres begyndelse i 2002 har de udgivet 5 albums hvor Helix (2018) er det seneste. Nu skal de holde dampen oppe fra UnityTX.
Allerede inden musikerne går på, råber fansene deres navn. Det her tegner godt og spændingen i lokalet er til at tage og føle på. For pokker hvor er det tungt nu og der går ikke 1 nummer før Centorrino har fået det første af mange wall of deaths i gang. Materialet er det mest melodiske i aften og udover sin brøle vokal flirter sangeren i små glimt med de mere rene toner. Han kommanderer i høj grad også masserne i aften med stil og selvtillid.
Enkelte progressive elementer titter frem og hvis man troede at det ikke kunne blive vildere så kunne man godt tro om igen. Med kolossale breakdowns og masser af smil fra hele gruppen, guider Crystal Lake hele lokalet ud i en intens og voldsom koncert hvor kun de færreste står stille.
På bandets opfordring begynder de første crowdsurfere også at melde sig, og mængden af mennesker i luften går kun op, imens pitten roterer og folk stagediver ud fra scenen. Det er svært at fange dette vanvid i ord for denne damptromle, der kørte os alle sammen over skal opleves live og var man ikke inde i Pumpehuset, gik man i sandhed glip af noget.
Desværre driller lyden atter og de finere detaljer hos Crystal Lake går tabt, tilbage er mest de voldsomme elementer, men det havde helt sikkert klædt sangene, at feks kor og soloer var gået klarere igennem for de er i høj grad med til at skille bandet ud fra mængden.
Når det så er sagt så levede main supporten på mange måder godt op til hypen og som publikum atter råber bandets navn efter vild træning på dansegulvet til “Blüdgod”, “Disobey” og “Hail To the Fire” siger det noget om den symbiose der eksisterede mellem gruppen og deres gamle og i særdeleshed nye fans, som undertegnede.
Thrown
Javel ja, så er vi kommet til headlineren. Min største bekymring er, at de 2 foregående bands har sat et så højt niveau, at svenskerne ikke vil kunne følge med. Marcus Lindqvist (vokal), Johan Liljeblad (guitar), Andreas Malm (guitar) og Buster Odeholm har kun 1 album ude, Excessive Guilt (2024). Med tourkammeraten Markus Matz (trommer) skal de nu bevise at det er nok til at vinde i København.
Der er nu sandhed proppet og det virker ikke til at gæsterne har tabt sulten på mere galskab. Og det skal jeg love for at de får. Med en bombastisk lyd går Thrown på og præsenterer nogle af de mest geniale og gale core elementer vi har hørt i aften og det siger ikke så lidt. For lige at sætte prikken over den evige moshpit så er numrene krydret med punk og beatdown dele og særligt de elektroniske finurligheder skaber et virvar af kroppe der kaster sig ind i hinanden som var der ikke nogen i morgen.
Det hele koger over og de rå opbygninger og er som angreb, der kaster ens sanser hensynsløst rundt. Tempoet er aggressivt og forbandet hurtigt. Dette skyldes blandet andet at sangene ikke er særligt lange. Sjældent er de mere end 2 minutter, men de mange soniske tæsk Thrown leverer er lige så livsbekræftende som det er destruktivt.
Det har sin egen opfindsomhed over sig og hvis det her er fremtiden for hardcore så er jeg 200% med. For fanden hvor det her lagde os alle ned og lossede til os gentagne gange. Der bliver ikke snakket meget, men det var ikke nødvendigt, for vi fulgte blot musikkens vrede sprog og alle tolkede det på samme terapeutiske måde. Selv mine ømme muskler bevæger sig til Thrown. Det troede jeg alligevel ikke, jeg var frisk nok til.
Pludselig er det hele ovre. Lidt for kort show, men igen, kun 1 fuld længde ude. Jeg cyklede hjem til Amager meget glad for at jeg dukkede op, for det her havde været en stor skam at være foruden. 3 fuldtræffere ud af 4, det må siges at være en gigantisk succes. Det her bliver en af de koncerter vi stadig snakker om langt ude i fremtiden, TAK!
