Alice Cooper

Tilbage til virkeligheden (sådan da)

Anmeldelse af: De Grimmeste Aftener. I’ll Be Damned + Deadnate. Grimhøjgaard, Brabrand. 03. juli 2020.

Ill Be Damned og Deadnate leverede en glimrende tilbagevenden til koncertformen, om end den på nuværende tidspunkt stadig føles lidt haltende.

 

Den første rigtige metalkoncert efter ”den store nedlukning” skulle finde sted i Brabrand ved Aarhus ude ved Grimhøjgaard og Grimfests lokationer. Slaget skulle stå med en lidt speciel blanding imellem rock og dødsmetal, da Ill Be Damned og Deadnate netop har fået tjansen om at skulle spille for det efterhånden meget koncerthungrende publikum.

Selve lokationen ude ved Grimhøjgaard fungerer fremragende til netop, hvad denne aften skal byde på: en afstandskoncert, hvor folk sidder i græsset og oplever noget musik på sikker afstand. Arrangørerne har ligeledes fået et godt koncept op at stå, hvor man kan vinke sig til at bestille øl, der således bliver bragt rundt til publikummet. Der bliver også kokkereret mad, som folk kan bestille, hvilket er en god idé, når første band allerede entrerer scenen klokken halv syv om aftenen. Således får vi os sat godt i position inden aftenens første navn går på scenen, et navn jeg har set frem til at gense.

 

Deadnate
Deadnate spiller teknisk og progget dødsmetal. På mange måder kan det sammenlignes med Gojira, og så skiller det sig alligevel på mange andre måder ud. Der er en del mere clean vokal end i Gojira, og der benyttes også en del andre teknikker; teknikker, der ofte ses ovre i de mere core-orienterede genrer. Mikset fungerer ualmindeligt godt, og der i smæk på fra første tone, Deadnate smider ud fra scenen.

Ligeledes har bandet en utroligt god energi, hvor de gør alt, hvad de overhovedet kan for at komme ud over scenekanten, og det lykkedes dem da også glimrende på trods af afstand til publikum, regnvejr, samt at publikummet er tvunget til at sidde ned. Alt i alt er forholdende ikke just gunstige, men Deadnate får det altså til at virke.

At sidde ned er ingen hindring for det aarhusianske publikum, der stadig headbanger med til musikken.

Bandet spiller fremragende sammen, og ideen med at have to forskellige forsangere fungerer fremragende. Der kommer nogle ret fede vokalharmonier, som virker enormt interessante og faktisk forfriskende indenfor denne genre.

Deadnate beviser, at jyder kan andet end at spille ”pølle-død”, som jeg selv vælger at kalde den typiske jyske, ja, langt henad vejen egentlig bare danske, måde at spille bøvet og kedelig dødsmetal uden nogen form for nytænkning. Det er rart at se, at ungdommen stadig kan formå at udfordre sig selv og forsøge at gå nye veje.

 

Ill Be Damned
Aftenens hovednavn er efterhånden et af de mest kendte navne indenfor rock fra Aarhus egnen. Ill Be Damned har for nyligt skiftet deres forsanger ud med en ny, og han skal luftes her til aftenen ude ved Grimhøj.

Glæden fra publikum, da bandet går på, er til at føle på. Der bliver jublet og hujet til den store guldmedalje, og bandet virker også tydeligt tændte på at kunne vende tilbage på en scene foran et publikum. Energiniveauet er højt fra start, hvor bandet i sandhed viser, at de er nogle rutinerede herrer. Showet virker nærmest koreograferet, som et band, der har aftalt, hvor de skal være igennem hele koncerten. Dette ændrer sig dog lidt løbende, i takt med at bandet umiddelbart mister lidt af deres energi. Således ser vi atter engang, at det kan være en farlig sport at starte alt for hårdt ud, da showet så får for meget pondus fra start, og dette er svært at følge op på løbende igennem et sæt.

Lyden er fra starten ikke super god, bevares, det blæser da også lidt i dag, men der bliver rettet op på dette problem i løbet af nogle numre, og så bliver lyden faktisk enormt god og detaljerig. Desværre dog lige med undtagelse af bassen, der igennem langt det meste af koncerten desværre virker enormt fraværende lydmæssigt.

Ill Be Damned er uden tvivl et på mange måder dygtigt band, og de spiller i høj grad noget, der pleaser et standard dansk rockpublikum. Musikalsk bliver det dog enormt hurtigt anonymt, og hver gang der startes et nyt nummer, føler man, at man har glemt hooked, ja, faktisk nærmest alt fra det, der lige er blevet spillet. Der bliver utvivlsomt henvendt sig for meget til ”My Rock”-segmentet, og der mangler hele tiden noget nyskabelse; noget, der skaber en selvstændig identitet. Umiddelbart lyder Ill Be Damned som flere tusindvis af andre rockbands, og det er desværre ikke noget, der kommer til rent musikalsk at kilde her.

I takt med at luften går af ballonen, opdager man også, at den nye sanger, Mark Damgaard, til tider lader til at have lidt svært ved at finde sin plads på scenen. Heldigvis er han dog en fremragende sanger med en god energi på vokalen. Hvorfor der skal være så meget rumklang på vokalen, vil dog fortsat være mig en gåde. Denne effekt bliver overbrugt igennem hele koncerten og er klart noget, man med fordel kan skære ned på.

Da vi når koncertens sidste nummer, fortæller Damgaard os en sjov historie om den dag, han skulle til audition hos bandet. Den dag havde han nemlig feber, og det ved dagens publikum godt, hvad betyder. Baskeren ”Fever”, som i øvrigt har nogle jævnt seje riffs, og klart er det bedste materiale, bandet har skrevet, får lov til at lukke koncerten, men, hov! der kommer sgu da også lige et par fakirer ud og leger med fakler samtidig. Dette er en enormt sjov idé, omend udførelsen kunne havde været bedre synkroniseret. Man kan godt mærke, at viljen er der til at gøre netop dette til en fed detalje i forhold til koncerten og i særdeleshed nummeret, men det bliver ikke udført helt så professionelt, som man kunne håbe. Det sagt, er det stadig en fed detalje at tilføje som afslutning på aftenens koncert.

Ill Be Damned bliver nok desværre aldrig noget, der kommer til at ramme lige dér, hvor jeg personligt gerne vil have, at det rammer, men de formår at fange deres publikum, og er tydeligvis et meget vellidt band. Desuden er de altså også uden tvivl et solidt liveband og ved præcis, hvordan de vil skære en omgang lettilgængelig rock.

Man sidder bagefter med en god følelse i maven, for man har jo netop endelig oplevet det, som man har savnet så utroligt meget igennem de seneste måneder. Begge bands har givet en glimrende aften, og man føler ligeså stille, at man, på trods af at spillereglerne er radikalt anderledes, er vendt tilbage til virkeligheden (sådan da).

Galleri af Amanda Gaarsdal:

 

Deadnate
I'll Be Damned

Discover

Latest

Tilbage til virkeligheden (sådan da)

Anmeldelse af: De Grimmeste Aftener. I'll Be Damned + Deadnate. Grimhøjgaard, Brabrand. 03. juli 2020. Ill Be Damned og Deadnate leverede en glimrende tilbagevenden til...

Copenhell ’21: Syv skarpe skud!

Ligesom sidste band-annoncering fra Copenhell (11. juni '20) har Copenhell også denne gang genbestilt navne fra 2020-programmet og et enkelt ny.   Arkivfoto: Mark Stoumann Der er...

Carach Angren – Franckensteina Strataemontanus – anmeldelse

Anmeldelse af: Carach Angren - "Franckensteina Strataemontanus". 26. juni 2020 via Season of Mist. Det brutale hjørne giver dig en anmeldelse af en dyster satan! Vi...

Groove Metal med politik til dessert

Anmeldelse af: Lamb of God - "Lamb of God". 19. juni 2020. Nuclear Blast. Med deres selvbetitlede plade leverer amerikanske Lamb of God en festlig...

Velkommen til Junkyard Drive-in

Anmeldelse af: Junkyard Drive. Dyrskuepladsen, Roskilde. 13. juni 2020. Så skulle konceptet med en drive-in-koncert afprøves, og hvem bedre at gøre det sammen med end...