Overståede velmagtsdage

Anmeldelse af: Gaahl’s Wyrd. W.E.T. Stage, Wacken. 02. august 2018.

Gaahl’s Wyrd leverede en koncert langt under, hvad man ellers burde kunne forvente af den tidligere Gorgoroth- og God Seed-frontmand med et utight band og et tamt sceneshow, følte man sig på intet tidspunkt imponeret

Foto: PR

Gaahl er en mand, der har været ganske profileret indenfor black metal-genren, særligt på grund af sin rolle i forbindelse med bandet Gorgoroth samt hans støtte i forbindelse med kirkeafbrændingerne i 90ernes Norge. Uanset hvad, så anses Gorgoroth i dag som værende blandt pionererne indenfor black-metal, og det med god grund.

Derfor er det da også skuffende, at koncerten på Wacken simpelthen ikke lever op til det ry/rygte, som manden ellers har. Showet er ganske enkelt kedeligt, ja, faktisk utroligt tamt.
Bandet kommer ikke rigtigt udover scenekanten på noget tidspunkt, og Gaahl selv virker egentlig ikke rigtigt til at have lyst til at være til denne koncert. Der er ingen form for entusiasme at spore hverken i musikkens levering eller et eventuelt forsøg på at lave noget, der kunne minde om et show.

Sceneopsætning er der ikke meget af, og man mærker nemt, at vi er ved at være langt fra black-metallerens velmagtsdage i Gorgoroth, hvor der blev hængt nøgne mennesker op på kors på scenen som en del af opsætningen. Dette havde virket skræmmende og intenst, og ville have påvirket koncertens fremtoning til det ondere, dystre og mere makabre netop det, som er kendetegnende for denne form for black metal. Det er sejt og chokerende, i hvert fald til en vis grænse. Der er dog absolut intet af det onde, dystre eller makabre at spore ved denne koncert. Udover hvor ondt det gør at høre på et band, der sejler rundt og tydeligvis ikke kan finde hinanden.

Bandet spiller nemlig ikke særligt godt sammen, og man hører tit instrumenter, der går decideret forbi hinanden. Dette kan have sin charme og berettigelse, hvis det er planlagt at lave denne form for kaos, om ikke andet så sporadisk. Det er det tydeligvis ikke her. Trommerne sejler rundt og finder aldrig deres plads i bandet, imens guitarerne ganske vist er højfrekvente, som der foreskrives i genren, men aldrig rigtigt formår at slå igennem. Der mangler definition, og så ligger vokalen konsekvent skævt på en sådan måde, at man fristes til at tro, at bandet aldrig har spillet sammen, eller at Gaahl slet og ret ikke forsøger at levere en bare tilnærmelsesvis acceptabel vokal.

Gaahl’s Wyrd leverer altså en koncert langt under, hvad standarden bør være for en mand med det repertoire, som Gaahl besidder. Gaahl har måske bare overskredet sin egen salgsdato efterhånden, og det føles tydeligt, at velmagtsdagene er overståede.