På jagt efter lys i den overgroede verden

Anmeldelse af Silent Planet m.fl. D. 04.02.25 i Lille Vega

“En masterclass i crowdwork, tungt, men uden x-faktor, kintsugi af en koncert og når metalcore bliver transcendent” – sådan kan aftenens koncerter kort beskrives

Foto: Anders Groos Mikkelsen

“Where is your hope now?” – “Trilogy” af Silent Planet.

Det er et godt spørgsmål. Hvor er håbet, når du står i februar-kulden foran Lille Vega, klemt mellem en fyr i en Chelsea Grin-hoodie og en, der lugter af en blanding af Monster Energy og nederen livsvalg? Hvor er håbet, når du ved, at din nakke ikke overlever morgendagen, og at din tinnitus sandsynligvis vil få en permanent plus én?

Svaret er simpelt: Håbet er lige her. Håbet er i en aften fyldt med breakdowns, eksistentiel smerte og sveddryppende pit-kampe. Håbet er i det øjeblik, hvor en hel sal skriger med på en tekst om kosmisk håbløshed, mens de smadrer ind i hinanden med et smil på læben.

Djent Brian og Panseren trådte ind i mørket, klar til at blive flået rundt af nogle af metalcore-genrens stærkeste navne. Vi kom for at mærke vægten af verden blive løftet – eller i det mindste for at se, om vi kunne overleve endnu en aften i hardcore-dansens vold.

Avoid

Så snart Avoid træder på scenen, er det som at blive blæst væk af en Fortnite-busk, der eksploderer i konfetti og kaos. Forsangeren har karisma nok til at få en sten til at stage-dive, og bandet spiller, som om deres liv afhænger af publikums energi – og publikum giver alt, de har.

Der er ingen forsigtig start. Avoid kaster sig direkte ud i deres set som adrenalinsultne galninge, og moshpitten opstår hurtigt. Folk kaster sig ind i hinanden med samme begejstring som børn i en hoppeborg – men med reel risiko for at miste en tand.

Men kaosset er ikke tilfældigt. Avoid har præcision i deres crowdwork. Hver opfordring til circle pit mødes med ekstatisk energi, og hvert breakdown rammer hårdt. De ved præcis, hvordan de får publikum til at miste forstanden.

Og hvis nogen tvivler på Avoids brændstof, skal de bare kigge på deres bagtæppe; en collage af Nascar-biler, McDonald’s-reklamer, Shrek-memes og Fortnite-gameplay, som om nogen har åbnet en 14-årigs hjernebark. Det er kaotisk, det er dumt, og det er perfekt til bandets hyperaktive energi. Avoid starter fester, ikke koncerter.

Ville gå til en Avoid-koncert bare for at se folk miste forstanden i pitten igen.

Vexed

Vexed går på scenen med en tydelig mission: At knuse vores trommehinder med tyngde. Og de lykkes. Lyden er massiv, energien solid, og bandet har et imponerende greb om deres instrumenter. Der er en styrke i deres spil, som får gulvet til at ryste og gør det umuligt ikke at blive revet med i deres tunge rytmer. De ved præcis, hvordan man skaber en solid, dyb bas og rullende trommer, der bygger et fundament af intensitet.

Men på trods af den tætte, uforlignelige energi sidder man tilbage med en fornemmelse af, at noget mangler – en gnist, et øjeblik, der får det hele til at eksplodere. Der er øjeblikke, hvor man kan mærke potentialet, hvor man tror, at bandet er lige ved at finde det rette gear, men de formår ikke helt at krydse den grænse, der ville få denne koncert til at leve videre i hukommelsen.

Der er ikke noget at sætte en finger på – det er godt og tungt, men på en måde, der ikke skiller sig ud. Det er den type koncert, der får dig til at nikke med hovedet og tænke, “Ja, det var fedt”, men uden det ekstra lag, der gør, at man virkelig bliver hængende i følelsen længe efter.

En solid oplevelse, men ikke en, der får mig til at tabe kæben eller længes efter at se dem igen med det samme.

Like Moths to Flames

Når Like Moths to Flames åbner deres set med “Habitual Decline”, er der ingen tid til, lige at komme tilbage fra pause – vi kastes direkte ind i den brutale virkelighed, som Chris Roetter & co. maler med deres lyd. Trommerne pisker fremad, guitarerne skærer som barberblade, og Roetter står som en mand, der har set en tandlægeregning fra USA og nægter at betale.

Der er noget dragende ved måden, de balancerer det tunge og det melodiske. På “Over the Garden Wall” kaster de en håndgranat ud i pitten, og folk eksploderer i vildskab. Der er den der umiskendelige LMTF-lyd – en kombination af desperation, aggression og en underliggende melankoli, der gør det umuligt at stå stille.

Men midt i kaosset får vi “Nowhere Left to Sink”, og pludselig bliver salen forvandlet til et følelsesmæssigt vakuum. Det er en af de sange, der rammer dybt, specielt live. Roetters vokal skifter fra sårbar til desperat, og publikum synger med, som om de prøver at overbevise sig selv om, at de stadig kan føle noget.

Og så – som en hammer i tindingen – smider de “I Found The Dark Side of Heaven” efter os. En sang, der føles som at falde baglæns ud af et fly uden faldskærm, hvor man rammer hvert eneste breakdown på vej ned. Circle-pits, walls of death, hardcore-dansning, det her er netop grunden til, at vi er her!

Koncertens højdepunkt? “Kintsugi”. Et nummer, der er bygget op som en mosaik af smerte, men som live bliver en kollektiv eksplosion af katarsis. Man kan nærmest høre folks sjæle sprække, mens de synger med, som om de forsøger at lime sig selv sammen igen.

De afslutter med “Bury Your Pain”, og det er det perfekte punktum. For denne koncert handler om netop det – at bære sin smerte, at omfavne den og at skrige den ud til et rum fyldt med fremmede, der føler det samme.

En fantastisk koncert, hvor musikken sagde mere end ordene. Men Roetter… næste gang, mindre monolog, mere mørbankning.

Silent Planet

Silent Planet er et af de bands, der ikke bare spiller en koncert – de skaber en oplevelse. Da lyset dæmpes, og de første noter svæver ud i rummet, er det som at træde ind i en drøm, hvor grænsen mellem publikum og band forsvinder.

Forsanger Garrett Russell er ikke bare en performer – han er en fortæller, en filosof, en mand, der kaster sin sjæl ud over scenekanten og ser, om vi griber den. Han reciterer linjerne i “Offworlder” med en intensitet, der føles som en prædiken fra en mand, der har set verdens ende og stadig håber på noget bedre.

Og så rammer vi “Collider”. Det er her, det hele går op i en højere enhed. Salen vibrerer af energi, publikum skriger med, og breakdownet rammer som et jordskælv. Der er noget næsten spirituelt over den måde, Russell kaster sig rundt på scenen, som om han forsøger at ryste sine dæmoner af sig.

Men Silent Planet er ikke kun kaos – de er også skønhed. På “Euphoria” bliver vi ført ind i en næsten hypnotisk tilstand, hvor musikken føles vægtløs. Der er en sjælden ærlighed i deres lyd, en fornemmelse af, at hver eneste tone er født ud af ægte smerte og refleksion. Dette gør kun overgangen til den næste oplevelse; “Panic Room”, det hårdere og mere rammende. Det er her, Panseren må træde væk fra sit kamera for at råbe med. En sang, der live føles som at blive trukket under af en bølge af angst, kun for at blive løftet op igen af det fælles skrig fra publikum.

Så kommer “Wick”, et uudgivet nummer, der føles som et løfte om, at Silent Planet stadig har mere at sige. Hvis det her er en smagsprøve på deres fremtidige retning, så kan vi allerede begynde at glæde os.

Og så… det uventede. “Corn Field Chase” fra Interstellar. Hans Zimmer bliver mødt af distortede guitarer, og pludselig er vi alle hovedpersonen i vores egen sci-fi-film. Det er smukt, det er storslået, og det er det perfekte afbræk før koncertens afsluttende kaos. De sidste tre sange – “The Overgrowth”, “Panopticon” og “Nexus” – føles som en nedstigning i ren ekstase. Publikum er ikke længere bare tilskuere, de er en del af noget større.

Men det er “SUPERBLOOM” og “Trilogy”, der virkelig sætter punktum for aftenen. Disse sange føles som et klimaks, som om hele koncerten byggede op til dette magiske øjeblik. “SUPERBLOOM” lyder live som en kollektiv renselse, hvor hver eneste person i rummet er med til at skabe en symfoni af følelser. Russell står midt på scenen, sveddryppende og åben, hans udtryk en blanding af ekstase og sårbarhed, som om han deler en dyb, personlig oplevelse med hver eneste tilstedeværende. Publikum synger med på de sidste linjer, og der er noget ubegribeligt smukt ved at være en del af denne fælles, følelsesladede eksplosion. Det føles som et fællesskab, der samles for at hele, og musikken bliver en bro mellem de mennesker, der står foran scenen og den verden, de måske føler sig distanceret fra. Det er et øjeblik, der bærer et utal af betydninger, og på en eller anden måde bliver hele koncerten defineret af denne sidste katarsis. Når “Trilogy” så banker igennem med sin intense afslutning, er det som et ekko af alt det, der er blevet bygget op – ikke bare i sangene, men i publikum, der nu står sammen i en bølge af fælles energi. Det er et perfekt punktum, en påmindelse om, at vi alle er på en rejse mod noget større.

Silent Planet er ikke bare et band. De er en oplevelse, en følelse, en refleksion over alt det, vi bærer på, men sjældent sætter ord på. Beklager lommefilosofien, men jeg er sikker på, at Russel havde været stolt!

Silent Planet er, hvad metalcore kan være, når det sigter højere end bare at smadre ting.