Battle Beast opsatte en helhedsoplevelse af deres skrupskøre tegneserie-powermetal-univers med scenografi, lys, røg, gentagne kostumeskift og masser af spas og løjer.
Showet opbyggedes som en vekslen mellem de store hits, dramatiske sceneskift, de nye sange fra No More Hollywood Endings, jokes, røgeksplosioner, gakkede indslag, pludselig følsomhed, guitarkrobatik, spontan workoutsession på scenen, masser af ad-libs og vokalfraseringer og et finurlig slapstick-agtig mellemspil, hvor keytaristen blev rullet ind med et kæmpemæssigt hjemmebygget rumskib af en rig, komplet med v-drums, LED-lys og en gin&tonic-dispenser! (Ja, man skulle nok have været der).
Der spilles på et musik på et utroligt højt professionelt niveau med en lysende stærk spilleglæde. Battle Beast virker som om, at de gør dét, de synes, der er sjovt – og det kan mærkes ude i salen.
En særlig bemærkning går til vokalist Noora Louhimos vokalpræstation.
Hendes karakteristiske classic heavy metal distortion vokal er fed på plade, men decideret imponerende live. Iført kæmpe horn og fire forskellige kostumer på en aften leverede hun sangene med indlevelse, glimt i øjet og et kæmpe overskud, som mange vokalister kunne tage inspiration fra.
Fra scenen spurgte den karismatiske, på grænsen til sassy, bassist, Eero Sipilä, der sammen med Noora agerer sprechstallmeister: “Are you ready for a crazy heavy metal party?!” Salen besvarede med et jubelbrøl, og fra scenens overflødighedshorn vældede en rivende strøm af hurtige guitarer, humor, høje toner og gakkede indslag sovset gavmildt ind i FEST med store bogstaver.




