Anmeldelse af: Beast In Black + Firewind. Amager Bio, Kbh. 02. marts 2023.

HURTIGE OG HARMONISEREDE GUITARRIFFS MED EN HØJ OG SKRIGENDE VOKAL ER, HVAD MANGE FORBINDER MED POWERMETAL, OG DET BØD DENNE AFTEN I HVERT FALD PÅ.

 

Foto: Bjørn Bavngaard

Om du mener, at powermetal er noget uudholdeligt larm, eller om du mener, at det er megafedt, så tror jeg mange kan blive enige om, at det er en tilgængelig genre for de mindre trænede ører inde for metalsektoren.

Denne erklæring var i hver fald noget, som Amager Bio afspejlede denne aften. Det var svært ikke at lægge mærke til, hvor ungdomspræget aftenens publikum var i forhold til mange andre metalkoncerter, hvor størstedelen af publikum ofte består af voksne mænd.

Firewind

Det første band i aftenen er det græske powermetal-band Firewind, som har været aktiv i metalscenen helt siden 1998. Amager Bio var allerede godt fyldt op, og stemningen fra publikum får det til at føles som, at hovednavnet allerede skulle til at gå på.

Uden af kende bandet særlig godt på forhånd, kan jeg forstå, at dette band er velrespekteret inde for (power)metalgenren med nuværende guitarist Gus. G, som tidligere har spillet i Ozzy Osbourne, Dream Evil, m.f.

Publikum jubler, da Firewind går på scenen og starter deres set med sangen ”Welcome to the Empire” fra deres seneste selvbetitlet album, Firewind. Det første påfaldende, man lægger mærke til, er, hvordan hi-hatten formår at overdøve absolut alting. Vokalen er svag, og guitaren kan man faktisk slet ikke høre. Det bliver der heldigvis kontinuerligt rettet op på gennem hele første nummer.

Forsanger, Herbie Langhans’, vokal lyder ganske fin under selve numrene, dog, der hvor det går galt for ham, er under guitarsoloerne og mellem numrene. Konsekvent under alle numrene skynder Herbie Langhans sig at forlade scenen, så snart en guitarsolo eller instrumentalsektion går i gang. Det giver mening for ham at forlade scenen under det tunge og guitarfokuserede instrumentalnummer ”The Fire and the Fury”, men det ender desværre med, at det får ham til at virke fraværende, når han principfast går fra scenen så ofte.

Hovednavnsstemningen forsvinder også ret hurtigt, efter bandet er trådt på. Til uheld for bandet så er publikum ikke varmet særlig godt op og virker uengageret de gentagende gange, bandet prøver at få dem til at synge med på numrene. Det er ærgerligt, da bandet får deres optræden til at føles som en ”Husk lige os, inden Beast In Black går på senere!”

Noget, man dog kan rose Firewind for, er deres måde at mixe oldschool 80’ermetal a la Judas Priest og Iron Maiden med den traditionelle powermetallyd. Mange af riffsne lyder gode og gammeldags fremfor overproduceret og alt for finpoleret, som mange moderne powermetal bands er skyldige i. Det samme kan siges om deres guitarsoloer. Selvfølgelig har de deres hurtige og show-off soloer, men man støder også ofte på middeltempo harmoniserede soloer, der lyder som noget, taget direkte fra Piece of Mind af Iron Maiden.

Firewind slutter deres set med covernummeret ”Maniac” af Michael Sembello, og det virker publikum til at være glade for. Der bliver i hvert fald danset en masse og sunget med på mere eller mindre hele nummeret. Så selvom der har været nogle vanskeligheder under showet, så stod man ikke tilbage med en betydelig følelse af skuffelse.

Beast In Black

Beast In Black har ikke været aktive i metalscenen, lige så lang tid som deres powermetals medkollegaer i Firewind. De har ’kun’ været igang siden 2015, hvilket gør det imponerende at de, kun med tre albums udgivet, er hovednavnet på sådan en stor EU-tour.

Da Beast In Black skulle til at gå på, var der for alvor snak om hovednavnsstemning blandt publikum. Beast In Blacks tvivlsomme scenekulisser af halvødelagte nøgne kvindeandroider bliver oplyst på den mørke scene, og bandet træder hurtigt frem.

De starter deres set med ”Blade Runner” fra deres senest udgivende album, Dark Connections. Scenekoreografien er trænet hjemme fra, da Máté Molnár (bas), Kasperi Heikkinen (guitar) og Anton Kabanen (guitar og backingvokal) stiller sig tæt mod fronten af scenen og super synkroniseret svinger deres instrumenter rundt til sangens synthede hovedmelodi.

Forsanger, Yannis Papadopoulos, kommer løbende ind på scenen med sin høje og skingre vokal. Alt hvad Firewind har prøvet af opnå, opnår Beast In Black inde for deres første nummer. Alle synger med på sangen, og publikums interaktion med bandet er entusiastisk.

Det er dog ikke kun publikum, der er entusiastisk, det er bandet sandelig også. Yannis Papadopoulos flyver rundt på scenen, og resten af medlemmerne får smilet og vinket tilbage til publikum.

Efter en håndfuld sange siger Yannis Papadopoulos: ”Copenhagen! Tonight, we’re gonna play you lots of heavy metal… and a little bit of disco” hvilket faktisk er en ret passende måde at beskrive Beast In Blacks musik på. Lysshowet passer også rigtig godt til de popagtige synth- og guitarmelodier. Der er masser af farver og blinkende lys, hvilket sætter en god stemning til den hurtige og melodiøse form for powermetal, som Beast In Black spiller.

Sætlisten er dejlig varieret med mange forskellige numre fra hvert album. De får spillet mange gamle fanfavoritterne samt en god del fra deres seneste album – hvilket fungerer rigtig godt live med Anton Kabanens rå og virkelig imponerende backingvokal på numre som ”Blade Runner”, ”Revengeance Machine” og ”Dark New World”.

Alt er dog ikke hurtigt og hypermelodisk. Med mere stille og balladeagtige numre som ”Born Again” og ”Oceandeep” giver Beast In Black også publikum et tidsrum til lige at få pusten.

Overordnet får Beast In Black leveret et rigtig godt show, hvor publikum var meget entusiastiske og klar på at synge med på alt både nyt og gammelt. Stemningen var i top, og bandet tog lige så godt imod publikum, som publikum tog imod dem.