(Foto: Bastian Reinholdt Madsen)
Første gang, jeg blev introduceret til Riverside, var gennem en veninde, der desværre ikke er iblandt os længere, som var enormt glad for progressiv musik. Da vi havde en del bands, som vi begge to elskede, mente hun derfor også, at Riverside ville være lige min ånd. Jeg fik hørt nogle numre med hende og lavede derefter et mentalt notat om, at jeg skulle høre mere.
Som med så mange mentale noter blev der ikke nødvendigvis gjort det store ud af det, da man ofte ender med at sidde i nogle andre ofte vante riller, selv hvis man faktisk havde intentionerne og glæden over musikken. Da det så blev annonceret, at Riverside nu kom til Danmark, for hvad der skulle vise sig at være første gang nogensinde, følte jeg, at der nu var den optimale chance. Der blev flittigt hørt en god bunke Riverside op til deres koncert på Vega, og jeg må indrømme, at jeg sparkede mig selv over ikke at være kommet ordentligt i gang før. Riverside er nemlig vanvittigt fed progressiv rock! Kunne de dog holde standarden i forhold til deres pladerlive? Svaret er ganske kort og højt rungende JA!
Da jeg ankom til Lille Vega, blev jeg mødt af en rar kvinde i døren, der uden nogle problemer lukkede mig ind og ønskede mig en god aften. Serviceniveauet er altid i top på Vega, og denne gang var bestemt ingen undtagelse. Det kan godt være, at ølpriserne er lidt hen i vejret, sådan er det vel efterhånden på størstedelen af de større københavnske spillesteder, men servicen er nu altså bare god. En god plads i midten, så man kunne opleve Riverside ordentligt, blev det til for mig i det ellers overraskende fyldte Lille Vega. Jeg havde forventet færre mennesker, da jeg ikke havde regnet med, at et polsk prog-band var synderligt populært i Danmark. Fremmødet viste dog, til min store glæde, andet.
Fra første til sidste strofe blev jeg og publikum blæst fuldstændig bagover af en performance, der i højeste grad føltes, som noget helt særligt. Riverside er i højeste grad et band, som formår at bruge deres tekniske kunnen til at skrive nogle virkelig gode sange med formidable melodier. Det blev nævnt fra scenen, at bandet er træt af at blive sammenlignet med Dream Theater, men hvorfor denne sammenligning, overhovedet har fundet sted, må være mig en gåde. Riverside lyder nemlig overhovedet ikke i stil med Dream Theater, men er nærmere ovre i noget Porcupine Tree-agtigt – og så alligevel ikke. For Riverside er nemlig ikke en kopi, for de bidrager med noget anderledes og nyt i forhold til en opskrift, som man ellers troet, at man havde hørt, netop som progressivt musik per definition bør gøre.
