Prog o’ clock – en kejserlig gallop

Vi tager til Pumpehuset, det er prog o’clock,
Min notesblok klar, hans kamera i chok.
Metal og kaos, en lyd der vil flå,
Vi danser ude af takt til et progressivt råb.

Jeg skriver om riffs, han fanger et blik,
Musikken slår hårdt, det er ren magic.
Fra breakdowns til beats, vi fanger hvert skud,
Metal igen, fra vores lejligheder, vi drager ud.

Être

Som opvarmningsband for aftenens hovednavn trådte københavnske Être op på scenen med en energi, der ramte som et skud kaffe på en søvnig morgen. Fra første akkord var det tydeligt, at de havde intentioner om at sætte gang i festen – og lad mig sige det sådan: de gav den gas! Det var en performance, der kunne få selv de mest stivnakkede publikummer til at rokke lidt med foden.

Med en lyd, der skifter fra funky grooves til komplekse rytmer, leverede Être en solid omgang progressiv rock. Der var øjeblikke, hvor det hele klikkede – riffsene flød, trommerne sad lige i skabet, og forsangerens vokal skar igennem lydbilledet. Men man kunne også mærke, at de stadig er et band på vej. Der var nogle små udfordringer med lydnivellering, og timingen tabte lidt nogle få steder. Bandet havde også to lånemusikanter med på scenen, som begge skal have den store cadeau at have lært, hvad der kun kan betegnes som kompleks musik, til denne sessionsgig.

Men, hey, de er ikke headlinerne endnu – og det er helt okay! Der var masser af charme og vilje. Én ting, man ikke kunne tage fra dem, var deres entusiasme. Det var tydeligt, at de elskede hvert sekund på scenen, og det smittede af på publikum. Der var masser af øjeblikke, hvor folk følte musikken lige så meget, som bandet, og man kunne fornemme, at det blev vundet et par nye fans.

Selvom det ikke var perfekt, var det en opvarmning med potentiale. Étre har en klar vision og masser af ambitioner. Med lidt mere rutine kan de vokse til noget virkelig spændende. En solid performance for et band med benzin i tanken – og jeg glæder mig til at se, hvor deres rejse fører dem hen.
Alt i alt? Det var ikke fejlfrit, men det var med hjerte og sjæl!

Cold Night For Alligators

De lokale drenge i CNFA gik på scenen og serverede en prog-metalcocktail, der slog som et lyn. De startede med “Nostalgic”, og allerede her blev vi kastet ind i deres univers af tekniske riffs og en vokal, der på magisk vis skiftede mellem råstyrke og melodisk finesse. Publikum kunne ikke lade være med at hoppe med, so om vi alle havde glemt, hvordan man står stille.

Et nummer som “Thin Line” leverede kaotiske rytmer og temposkift, der fik rummet til at vibrere, mens trommeslageren kørte med præcision som en maskine. Hver takt føltes som et slag, der ramte lige i kroppen. Og da “Water” satte ind, blev vi fanget i en metallisk bølge af tunge grooves og flydende melodier – en perfekt balance mellem brutalitet og skønhed.

Koncerten nåede sit klimaks med “No Connection”, hvor bandet trak os ind i et groovy univers og lukkede sættet af med en solid ballade. Lad mig bare sige – der var ingen disconnection her. Det var tight, groovy og en perfekt afslutning. Bandet fik os til at føle, at vi alle var én stor, forvirret men lykkelig enhed.
Her er altså virkelig tale om en moderne metalinstitution af høj rang, der totalt levede op til hypen.

Caligula’s Horse

Jeg ved ikke med dig, men der er noget ved at gå til en Caligula’s Horse-koncert, der føles lidt som at tage på et rutsjebane-trip med et orkester af matematikere, der har fået lidt for meget kaffe. Denne aften var ingen undtagelse. Aftenens tema var “Time Travel”, og showet førte publikum gennem samtlige udgivelser fra de skønne australiere.

Første nummer? “The World Breathes With Me”. Altså, jeg vil lige sige det sådan her: Hvis det her nummer var en bytur, så forestil dig en rolig opvarmning derhjemme efterfulgt af rejsen til baren og til sidst dansegulvet. Frontmand, Jim Grey, kaster sig ud i vokalerne, som om han lige har fundet ud af, at stemmen faktisk har uendelige oktaver. Han bevæger sig som en funky marionetdukke, der er blevet befriet fra strengene – jeg kunne ikke lade være med at bounce med som en animeret emoji på speed. Bassisten? Han lever sit eget liv – en slags zen-ninja med et kodylt stilet overskæg, der sender tunge basvibrationer gennem rummet, som om det var hans personlige mission at få os til at smelte.

Og så er der guitaristen, Sam Vallen. Manden må have et par ekstra fingre, som han holder hemmelige, for hvordan han får de komplekse riffs og flyvende heltesoloer til at lyde så smooth, er og bliver et mysterium. Jeg følte mig lidt som en uforberedt medkandidat i en fysikeksamen – bortset fra at jeg elskede hvert sekund af forvirringen! En særdeles ivrig reporter, som selvfølgelig stod helt oppe foran, råbte, om man ikke kunne få noget med Sla.. jeg mener Bloom! “Marigold”? Ja tak! Publikum brølede med, som om de havde sunget den i badet de sidste fem år. Der var en vidunderlig kontrast mellem episke øjeblikke af stilhed og de der skamløse ‘smadre det hele’-passager.

Midt i showet, hvor tempoet skifter, og vi får et pusterum med noget mere atmosfærisk som “Dream The Dead” og “The Hands Are the Hardest”, falder et kort øjeblik, hvor jeg nærmest når at tænke, “Hmm, kunne man få en øl nu?” Men så slår trommeslageren pludselig over i et groove, som om han lige har fået et kæmpe energiboost af dobbelt espresso – og vi bliver igen trukket med på prog-metal tornadoen.

Men lad os ikke glemme det “femte medlem”, nemlig publikum! Har du nogensinde set en flok metalhoveder forsøge at være sofistikerede?Der var sådan et skønt øjeblik, hvor folk lige forsøgte at holde sig cool og bare nikke med til musikken. Men når bandet hiver os ind
i de mere math-rockede breakdowns, kunne vi ikke lade være. Folk begyndte at kaste hænderne i vejret, som om de havde løst verdens sværeste sudoku. Og det bedste? Alle var på bølgelængde. Det er som om Caligula’s Horse forstår vores indre metalnerd og leverer det perfekte soundtrack til vores indre kaos. Som vokalist, Jim Grey, flere gange så fint pointerede.

Sætlisten var en rejse gennem deres dybeste, mest tekniske numre, men også de mere catchy hooks. Med sange som “Slow Violence” og “Oceanrise” fra Rise Radiant-pladen fik vi da også lige Pumpens lokale kor til at skråle med på omkvædene.

Da aftenen nåede sin ende, føltes det lidt som om, vi alle var blevet medtaget på en femtrinsraket, og nu stod vi bare og gloede på hinanden med vidt åbne øjne stadig på en musikalsk rus.

Caligula’s Horse, de har styr på deres ting. Ikke bare teknisk, men også i forhold til at få en flok prog-metal elskere til at danse, grine og headbange på samme tid. Hvis det ikke er magi, så ved jeg ikke, hvad der er.

En koncert i denne kaliber, der får din hjerne til at svede og dit hjerte til at danse, kan kun kvitteres med en perfekt karakter.

Se hele galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder: