Dream Theater har sparket deres 40-årsjubilæumsturné i gang, og i aften var det Danmarks tur. Jeg skyndte mig at bruge alt for mange penge i merchandise-boden, så jeg kunne blende ind med crowdet af musiknørder, for, ja, man må være lidt feinschmecker for at kunne nyde et næsten tre timer langt koncert med numre, der hver har en robust spilletid på cirka 10-30 minutter. Jeg var allerede skeptisk ved tanken, men jeg gik ind til oplevelsen med åbent sind, for selvom jeg ikke selv er inkarneret Dream Theater-fan, vidste jeg godt, at jeg skulle være vidne til en storslået koncertoplevelse.
Da musikken går i gang, og bagtæppet falder, går der et sus gennem salen. Min ene sidemand har tårer i øjnene, og min anden har spildt sin øl i ren begejstring. Jeg bemærker knap nok, at den kolde Royal Pilsner er søbet gennem min sko, for min opmærksomhed er fæstnet på den betagende sceneopsætning: Psykedeliske, farverige billeder på storskærmen, overdimensionerede instrumenter og et team af knivskarpe musikere, som er klar til at give alt, hvad de har i sig, på scenen.
Bandets originale trommeslager og medgrundlægger af Dream Theater, Mike Portnoy, er vendt tilbage til bandet efter flere års pause, og dette er hans første turné tilbage bag trommesættet. Det kunne af og til godt høres, at Portnoy var lidt ude af træning på enkelte numre, men det var bestemt ikke noget, der ødelagde forestillingen.
En jubilæumsturné som denne måtte forventeligt have en setliste, der levede op til hypen – og dette leverede Dream Theater uden tvivl. Første nummer på menuen er storfavoritten, “Metropolis pt. 1”, som går direkte over i “Metropolis 2, Overture” til “Strange Déjà Vu” – alle populære numre og old-school heavy-klassikere. Jeg er glad for, at vi får lov til at smage på nogle af de gode gamle hits, selvom det er stort set umuligt at komme igennem hele bagkataloget fra Dream Theaters lange karriere, der har kørt siden midten af 80’erne.
Hårde numre som “Panic Attack” står i kontrast til blødere sange som “Hollow Years”. Setlisten er meget pædagogisk bygget op, så vi får lidt af hvert med gode paletcleansere ind imellem.
Det står dog tydeligt, at frontmand, James LaBries, vokal er bandets akilleshæl. Naturligvis kan vi ikke forvente en performance som dem, han gav i 1993, men det er stadig hårdt at høre ham kæmpe sig igennem falsetter, hvor stemmen bare ikke længere har samme slagkraft.
Jeg forventede faktisk ikke at høre sange fra eks-trommeslager Mike Manginis år i bandet, men overraskende nok spillede bandet nummeret “Barstool Warrior”; en nyere sang fra 2019, som jeg personligt nød i fulde drag. Det gør måske ondt på de hardcore OG-Dream Theater-fans at høre, at denne sang var blandt mine favoritter. Jeg synes stadig, at den nyere musik fortjener noget kærlighed, selvom de fleste er mødt frem for at høre noget af “det gode gamle”.
