Amager Bio var næsten udsolgt og der var pyntet flot op på den store scene. Som et freakshowtelt var der opsat dekorationer med tegninger af “Voodoo Queen”, “Chainsaw Death Match”, “The Tormentor”, “Fire Breather” og “Amazon Women” alle illustreret som en EC Comics-tegneserie. Der er altså gjort noget ud af headlinerens produktion, men først noget opvarmning.
Battle Born
Der findes Battlelore, Battle Beast og nu Battle Born, ja der er tale om power metal. Udover det ikke så originale navn, så bliver det spændende at se hvad publikum siger til englænderne. De blev dannet i 2018 og har udgivet 1 album Blood, Fire, Magic and Steel (2023) og består af Will Keer (leadguitar), Tom O’Dell (rytmeguitar), Jack Reynolds (vokal), Charles Lamacraft-Perrett (trommer) og Matt Hudson (bas).
Et banner med en grizzlybjørn med boksebandager på poterne gør det klart at vi befinder os solidt i klicheernes land. Med en episk orkesterintro ud af højtalerne kommer bandet ud og forsøger at sætte gang i salen. Det står klart efter “Indigo Steel”, “Magic and Steel” og den nye single fra i år “One On One” at Reynolds ikke besidder det mest imponerende organ. Jo, han synger ok og når fint op i de højere toner når han skal, men hans stemme er flere steder direkte kedelig og han skiller sig på ingen måde ud fra de 100-vis af andre sangere i samme genre.
Der er rigeligt med “whoa” råb og forsøg på at hive os med, men udover 3 gutter bag mig, der forelsker sig hurtigt i musikken, er det meste af salen ret ligeglad. Dog skal der gives credit where credit is due. Battle Born har en udstråling som spillede de på hovedscenen på Wacken Open Air. Reynolds løber frem og tilbage med et kæmpe smil og den meget 80’er prægede “Power Force” får lidt mere respons og spredt klappen. Det er da også deres bedste nummer.
Plastiksværdet fra Fætter BR kommer også frem og det hele er ret sødt og cringe, men jeg må også respektere gruppens dedikation til deres legesyge image, selv om materialet langt fra er det stærkeste. Et dansk flag med Battle Borns logo på bliver viftet og selv om det er billige point, så råbes bandets navn nu og jeg tror de fik hevet et par nye fans med i folden til sidst med “Sanctum”, “Can’t Kill the Night” og “Born To Battle”.
Jeg har ikke brug for bandet i min power metalhimmel sammen med Avantasia, Kamelot, Primal Fear, Helloween, Secret Sphere, Pyramaze, Beast In Black, Serenity og After Forever, men de spillede fint og lod sig ikke påvirke af den lunkne stemning, som de alligevel fik vendt mere end jeg troede at de ville.
W.A.S.P.
Siden 1982 har Blackie Lawless (vokal, rytmeguitar) blandet heavy metal, shock rock og glam metal til en sprængfarlig cocktail fyldt med motorcykler, læder, kvinder og bad boy-attitude. Det er blevet til hele 16 albums i den lange karriere, men i aften skal vi hylde debutalbummet W.A.S.P. (1984).




