Anmeldelse af: Fate Gear, d. 21.05.25 på Stengade.
Jeg har atter ingen ide om, hvad jeg har kastet mig ud i, men jeg cykler imod Nørrebro, spændt som sædvanlig.
Foto: Gabriel Rasmussen
Skyerne har trukket lidt af sommerstemningen ned, men der er alligevel mødt en lille flok op på Stengade. Nogle er bekendte med aftenens eneste band, andre, som mig, er drevet af deres nysgerrighed.
Fate Gear
Fra Tokyo er Captain Mina (guitar), Nana (vokal), Erika (bas) og Haruka (trommer) på deres første besøg i Danmark. Jeg kan læse mig til, at Kurosaki (keyboard) også er en del af bandet, men hun er ingen steder at finde i aften?
Heavy/rock/power-metalgruppen blev dannet i 2015 og har indtil videre udgivet fire albums, hvoraf The Sky Prison (2021) er det seneste. De er dog også aktive på EP-fronten hvor Kill the Shadow King (2024) er relativ ny.
En pæn skare har samlet sig i rummet, og ind kommer bandet. De bliver først ramt af en dårlig, tynd lyd, der i hvert fald foran driller en del. Nede bagved er det dog lidt bedre.
De klæder sig i klassiske steampunk-outfits, men denne onsdag er der ikke mange cosplayere, der har gjort dem kunsten efter, som man ellers kunne have troet. Ej heller bliver der gjort mere ud af dette tema af de fire medlemmer. Hverken på den onde Mad Max-facon eller på den fjollede Ekho- (tegneserie) måde. Ingen kulisser eller videre leg. Lidt skuffende, når det er så stor en del af deres marketing.
Nana synger både rent og growler. Hendes små brøl er der beklageligvis ikke meget kraft bagved, hendes rene vokal slipper hun lidt bedre fra, men noget imponerende organ ejer hun ikke.
Det er til gengæld dejligt at mærke, hvor meget bandet hygger sig. Der smiles og kommunikeres fint med publikum (ofte på japansk, som ingen forstår). Selvom vi skal hamre næven i vejret og klappe lige rigeligt nok. Det er ikke nødvendigt tre gange under hvert nummer.
Og nu vi snakker om sangene. Det er ofte en meget tynd kop te. Der titter nu og da en skæg solo frem og et nogenlunde omkvæd, men japanerne ejer ikke talentet til at skrive rigtig catchy hooks eller intense riffs. Bevares, af og til er der en sprød lyd, og vi groover en smule. Men størstedelen af numrene befinder sig i anonymitetens golde land som “This Fate” eller en af de sidste sange “The Sky Pirate”, der ellers er lidt af et hit hos publikum.
Når deres udgaver af “Bring Me To Life” af Evanescence og “Numb” af Linkin Park er noget af det bedste, så står vi med et problem. Og de covers er i bedste fald mere sjove, end de er decideret gode.
Guitaristen, Mina, giver sig af og til også i kast med både sang og growl. Til begge dele trænger hun gevaldigt til sangtimer. Det ene er værre end det andet, når det kan høres, og ellers så er hendes mikrofon nærmest slukket. Det er vist for det bedste.
Man trækker lidt på smilebåndet af det hele, og der opstod da lidt moshpit til sidst, og noget hopperi fandt også sted.
Men Fate Gear skal have meget mere at byde på end blot en glad attitude for at kunne slå igennem i min bog. Hvordan de er kommet så langt på så tynd en kop te, er mig en gåde.
Det er ikke hver chance, man tager som anmelder, der rammer plet.
