Endnu engang var det blevet tid til den årlige Roskilde Festival. Alkohol, fest, farver og fed musik, var ugens menu og sikke et måltid.
Man kunne dårligt nok nå at lægge hovedet på puden efter en fantastisk omgang Copenhell, inden at Nordens største festival væltede det efterhånden angste hegn. Unge mennesker der løber om kap med deres venner for at opstille sin camp på den bedst tænkelig plads og med hovederne begravet i tankerne om det frie liv til at gøre præcis, hvad de har lyst til de næste syv forældre-frie dage. Fri til at stå op om morgenen og tage en morgenbajer. Smide skrald uden at nogen skælder ud. Lade sit vand i naturen og til at overskride dagligdagens normale grænser.
… og grænser bliver der brudt mange af. Det kan man ikke undgå på en festival, hvor man ligger i sprit syv dage i træk og fester til langt ud på morgenen hver dag. Men hvad er efterhånden vigtigst på Roskilde festival? Er det selve festen eller musikken? For mange vælger meget musik fra for kun at feste, og for et musik-hoved som jeg selv kan det være svært at forstå.
Men i sidste ende er det fuldstændig ligemeget. For hvis man tænker på, at festivallen er drevet af frivillige, overskydende mad går til folk i nød, og alt overskydende profit går til humanitære organisationer. Kan vi så ikke hurtigt blive enige om at det er lige meget, om man er der for at feste eller for at opleve mange af de kunstnere der spiller? BARE MAN ER DER!
Roskilde festival har de senere år fået en del konkurrence fra andre festivaller, som også prøver på at have et så bredt musikprogram som muligt. Derfor er det med glæde i øjnene at vidne, at festivallen har så meget rock og metal at byde på i år, ja faktisk, så meget at man ikke kan nå at opleve det hele. Det er simpelthen bare at gå på opdagelse i den store musikalske jungle.
Jeg tager i hvert fald hatten af og takker for det flotte program, som Roskilde festival kunne præsentere i år.
Anmeldelser:
Bersærk 3,5 / 5, Rising scene (27. juni) Danske Bersærk har virkelig fået et godt tag på de danske scener. Stoner/doom bandet spillede forrige uge på Copenhell, og ugen efter står de så på Roskilde festival. Dette er nogle gutter der virkelig fortjener den anerkendelse. Et fantastisk tight og underholdende live band, som til og med synger på dansk, og det sidder lige i skabet. Vildskaben længe leve! … og så er det vist tid til en smøg.
Bring Me The Horizon 4 / 5, Arena (29. juni) Metalcore af bedste skuffe! Om publikum var kommet for at se hele bandet, eller om de var kommet for at kigge på forsanger Oliver Sykes’, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Men han er absolut frontmand i Bring Me The Horizon. Ikke desto mindre er bandet en liveoplevelse værdig, og Oliver Sykes’ veksling imellem clean vokal og growl er noget af det bedste indenfor genren. Så der skal kastes horn og fuck fingre i luften for dette band.
Slayer 4,5 / 5, Arena (29. juni)
Thrash metal bandet Slayer massakrerede Roskildes Arena scene onsdag aften. Jeg stillede mig ind i pitten i højre side sammen med min kammerat. Så min notesblok er ganske tom for stikord. For mægtige Slayer hviler ikke på laurbærrene, og det gør deres fans heller ikke. Vi væltede rundt i pitten og moshede til “Angel of death”, “South of Heaven og “Raining Blood”. Forsanger Tom Arayas smil bevidner bare, at folkets vildskab bar frugt, og man følte, at man havde kommunikeret med bandet uden at snakke sammen. Fantastisk følelse.
Red Hot Chili Peppers 3 / 5, Orange (29. juni) Et band, der virkelig havde noget at bevise på dette års Roskilde, var funk/rock bandet Red Hot Chili Peppers. Efter en skandaløs koncert på orange i 2007 fik de chancen for at genopfinde sig selv i 2016. En chance de desværre ikke greb til fulde. Ingen tvivl om at stemningen var fantastisk under de gamle sange, men bandet nåede aldrig at give en underholdningsværdi på 100%. Holdbarhededatoen på disse chili peppers er snart overskredet. Det var dog markant bedre end 2007, men desværre slet ikke godt nok.
Tenacious D 4 / 5, Orange (30. juni) De midaldrende mænd Kyle Gass og Jack Black leverede et morsomt og velspillet show på orange scene torsdag nat. Hvis man gik og troede, at disse musikere kun var sjove på film og CD, kan man godt tro om igen. Bandet skal opleves live, da de her leverer lige så godt på scenen. Masser af humor og fede sange. Ikke mindst sangen “Dio” som hylder sangeren Ronnie James Dio, men også den mere hårde “The Metal”, som hylder metal musikken generelt. “You can’t kill the metal!”
Ghost 4,5 / 5, Arena (30. juni) Det svenske band Ghost rider videre på succesen og beviser endnu engang, hvorfor de lige netop er det perfekte live band. Musikken er fantastisk, leveringen er eminent, og de teatralske elementer i form af kostumer, masker og ansigtsmaling er en fryd for øjet. Det eneste minus er, at man ikke får samme intimitet på en festival som f.eks. i Amager Bio, hvor Ghost spillede sidste år i November. Men ikke desto mindre spøger Papa Emeritus III og hans Nameless Ghouls stadig på skræmmende vis.
Dizzy Mizz Lizzy 5 / 5, Orange (2. juli) Det var ikke en hvilken som helst dag, da Dizzy Mizz Lizzy trådte ind på scenen. Forsanger Tim Christensen havde nemlig fødselsdag, og den skulle fejres på Orange Scene og sammen med Roskilde. Der blev da også kvitteret med fødselsdagssang til den famøse sangskriver. Udover det spillede bandet rø*** ud af bukserne med en sætliste, der bestod af alt det bedste fra den nye plade “Brainless”, “I would if I Could” og “Made to Believe”. Samt alle klassikerne “Waterline”, “Barbedwired Baby’s Dream”, “Silverflame”, ja jeg kunne blive ved. Dog virkede publikum noget trætte og sløsede på festivalens sidste dag, desværre for et band af Dizzy Mizz Lizzys kaliber.
Gojira 4 / 5, Arena (2. juli) Dette er første gang at mine veje krydses med det franske metal band Gojira, og jeg er absolut ikke skuffet. Forsanger Joe Duplantier snakkede noget om, at det var noget tid siden bandet havde været “on the road” så de var måske “a bit rusty”. Rustne eller ej, så blev jeg decideret blæst bagover af deres virkelig tunge lyd og bandets blanding af forskellige elementer inden for metal musikken. En afslappet og selvsikker performance. Men alligevel fascinerende og fantastisk. En god oplevelse at slutte sin Roskilde Festival af med.