Anmeldelse af A Perfect Circle, Helviti, Copenhell d. 26/06-2026.
A Perfect Circle havde enten ikke set at de skulle spille på en metalfestival, eller også var de lidt ligeglade med publikummet, da de spillede til dette års Copenhell.
Foto: Tommy Skøtt
Dagens helt store hovednavn, ja for mit vedkommende festivalens fedeste band, skal endelig indtage Copenhells hovedscene Helviti med deres progressive rock og metal. A Perfect Circle viste på Northside i 2018 at de helt bestemt kan levere et afsindigt godt show.
Her til aften virker bandet dog nok lidt tilbagelænet, i forhold til at de rent faktisk spiller på en metalfestival. Det er mange af de mere afdæmpede numre som gruppen har med i bagagen i dag, og til trods for at disse numre er afsindigt gode, så lander de desværre bare en anelse fladt på Helviti i dag. Det får ikke rigtigt publikum op i gear, før vi når ca. halvvejs i sættet og der kommer lidt flere numre med lidt mere gang i den.
Lyden er ellers glimrende til A Perfect Circle, hvor især Maynard James Keenan (der tidligere har været på festivalen som frontmand i Tool) får lov til at klinge rigtigt godt igennem. Keenans vokal sidder lige i skabet, faktisk i en sådan grad, så han lyder mere som i gamle dage, end han har gjort de gange Tool har været på festivalen.
Bandet henvender sig så godt som ikke til publikum. A Perfect Circle er ikke publikumspleasere, og havde man forventet det, har man nok ikke dyrket særligt meget A Perfect Circle, og skal måske bare være glad for, at der ikke går vagter rundt efter telefoner.
Bandet spiller til en bestemt grad som en perfekt cirkel på Helviti, med et dejligt levende og alligevel tight sammenspil, også selv om det for det meste er de mere følelsesladede og svævende numre, som publikum i dag bliver præsenteret for. Det kan godt være det ikke falder fuldstændigt i publikums smag, virker lidt malplaceret osv, men det er i den grad gennemført og velspillet af et band der tydeligvis har styr på deres.
A Perfect Circle leverer et godt og gennemført show, der dog lader en stå tilbage med ønsket om at der ville være lidt mere af det rockede og pulserende af gruppens materiale, når nu det trods alt er Copenhell. Næste gang måske?
