Anmeldelse af: Job for a Cowboy – Moon Healer. Metal Blade Records. Udgivelsesdato d. 23.02.24.
Efter ni år er Arizona death metal-bandet tilbage med nyt materiale. Har det mon været ventetiden værd?
Siden dannelsen i 2003 har Job for a Cowboy haft stor succes både i hjemlandet og på den internationale metalscene. Deres debut-EP, Doom, gik nærmest viralt på MySpace (ja, vi er helt tilbage til dengang) og sikrede dem en kontrakt med Metal Blade Records, hvor de udgav debutalbummet, Genesis, i 2007. Fra deathcore gik de nu over til mere rendyrket dødsmetal med deres eget unikke tvist.
Videoen til “Embedded” gik i denne forbindelse sin sejrsgang på MTV Headbangers Ball (åh, jeg føler mig halvgammel).
Igennem skiftende line-ups kom derto2 EP’er og tre albums til. Sun Eater fra 2014 var sidste gang, vi hørte nyt fra bandet. Fokus på familie, uddannelse og andre interesser i livet gjorde en pause nødvendig. Men nu er Moon Healer her endelig.
Albummet er en konceptuel fortsættelse af Sun Eater. Forgængeren var baseret på en ven af bandet, der blev fortabt i stoffer og i vildfarelsen troede, at narkoen kunne bringe personen tættere på Gud.
På Moon Healer går historien på, at hovedpersonen i stedet for at blive knust i illusioner, faktisk opnår større viden og indsigt i navnløse mysterier via kemikalierne.
Herfra udfolder teksterne sig med historier om galaktiske visioner; obskure, okkulte filosofier og ubeskrivelige væsner. At tvinge sin egen menneskelige eksistens og sind ud i tid og rum langt fra almindelig forståelse emmer af forfatteren H.P. Lovecrafts kosmiske horror. Lyrikken har også fundet inspiration i Edgar Allan Poes og Aleister Crowleys værker og ideer.
Men hvad med musikken på den nye udgivelse? Lever den op til de tankevækkende og esoteriske emner, albummet behandler?
Det er meget tydeligt, at Job for a Cowboy har gjort sig særdeles umage med denne plade. Fra starten med “Beyond the Chemical Doorway” er musikken spækket med detaljer og en sangskrivning, jeg ville beskrive som progressiv death metal. En nærmest smuk og sørgelig solo i åbningsnummeret forkæles vi også med, og overraskelserne fortsætter.
Aldrig har gruppen været så fokuseret og eksperimenterende.
Der er så mange gemte åbenbaringer i materialet, der åbner sig for hvert lyt, og lige så fængende kompositioner rammer med det samme. Som bassen i begyndelsen af “Grinding Wheels of Ophanim” og det vekslende flotte guitararbejde i “Etched in Oblivion”. Måske har Job For A Cowboy givet lidt afkald på den umiddelbare brutalitet, men aldrig før har de lydt så ildevarslende og selvsikre.
Forsanger, Jonny Davy, har beholdt sin vokalstil med skrig og dybe growls. Hans stemme er lige så genkendelig som altid og en fornøjelse at høre på den velproducerede plade.
Sammen med Al Glassman (rytmeguitar), Tony Sannicandro (leadguitar) og Nick Schendzielos (bass) har bandet nok deres mest kompetente line-up til dato.
Med sig i studiet på trommer har de haft Navene Koperwei.
Amerikanerne har omfavnet nye, afstumpede musikalske horisonter, ligesom hovedpersonen i Moon Healer har taget imod de transcenderende drømmesyn fra universets uformelige afkroge.
Hver sang skiller sig ud på sin egen vidunderlige deforme facon hele vejen igennem. “The Agony Seeping Storm” har hvinende, hysterisk guitar og knusende trommer, der åbner døren til en ny bundløs afgrund.
Lukkeren, “The Forever Rot”, har en effektiv melodisk opbygning, før vi begiver os ud i en kompleks, syret og ond vanvidssang på over seks minutter.
Efter at have været kastet ud i otte mareridts salmer kan jeg udråbe dette som det bedste album nogensinde fra Job for a Cowboy. Et comeback af de helt store er det blevet til og utvivlsomt en topplade i 2024.
