Anmeldelse af: Slag-Town Slays 2023. Musikhuset, Slagelse. 29. april 2023.

Når et arrangement bare står så skarpt, at man forelsker sig.

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

Man skulle ikke tro, at et event på Vestsjælland med et musikalsk tema der hedder: ”masser af ekstrem metal” kunne fungere. Både kunne man frygte, at der ikke kommer så mange folk, at arrangørerne ikke rigtig aner, hvad de laver, og at energien måske bare er lidt flad.

Men alle disse bekymringer viser Slag-Town Slays endnu engang at gøre til skamme. Det er længe siden, jeg har mærket så meget hjertevarme og energi ude i provinsen. Dette er blot kun andet år jeg er til dette event, men nogle arrangører kunne godt lære et par ting eller to herfra.

Eftersom jeg går ud fra at du, læser, nok mest er kommet for at læse om de bands, der spillede, vil jeg først gå igennem de forskellige bands, der spillede, i mere eller mindre detaljeret grad for så at komme tilbage til det, jeg egentlig gerne vil sætte fokus på, nemlig hvor godt det her event er skruet sammen.

Nakkeknaekker

Første band på scenen var de jyske drenge i Nakkeknaekker. Jeg har haft fornøjelsen af at se disse drenge godt og vel to gange før, og de leverer simpelthen bare varen hver gang. De spiller en god omgang old school dødsmetal uden små meget palaver; eller det plejer de. Lige denne dag var der en smule problemer med forsanger, Christoffers, vokal. Det var ikke helt det store, men det gjorde, at nerven røg en lille smule ud af det.

Bandet fik dog fint selskab af Andreas Truelsen fra Plaguemace (som også var denne aften/dags konferencier). Trods Nakkeknaekker allerede spillede op til dans kl 14, så fik de ret godt gang i publikum. Ikke så meget moshing, men rigelig nakkebøjninger og god respons, når sangene var ovre.

En ting, jeg dog synes kan være ret tå krummende, er, når bands kalder publikum for ”pussies”, når de ikke lige danser, når der bliver budt op. Fair nok, at du gerne vil provokere lidt og have gang i publikum, men det ordbrug og bare det at nedgøre publikum på den måde er bare noget, der skurer lidt i mine ører (og lidt min sjæl) — især når det er så relativt tidligt på dagen.

Hanging the Nihilist

Endnu et band jeg heldigvis har fået fornøjelsen af at opleve et par gange. Hanging the Nihilist er nemlig et ekstremt teknisk dygtigt deathcoreband, der bestemt ikke er bange for samtidigt at give et godt show.

Og et show fik publikum da så sandelig også. På trods af at deres bassist var nødt til at forlade scenen blot to minutter inde i koncerten grundet en sprunget streng, så spillede de ufortrødent videre og gav den alt, hvad de kunne. Ingen tvivl om, at da bassisten kom tilbage, så blev lydbilledet da så sandelig også meget mere samlet, men rent performancemæssigt kunne man ikke mærke det på bandet.

Alt blev sådan set leveret super skarpt fra HtN, og de fik da også publikum lidt mere med. Ikke helt moshende endnu, men mere headbangende og livlige.

Ferocity

Nu var det så blevet tid til de mere garvede drenge fra Ferocity. Et band, der lidt vendte tilbage under corona med en plade i 2020. Jeg havde ærligt talt ikke rigtig nogle forventninger til dette band, da jeg ikke rigtig har lyttet så meget til dem, men jeg havde da hørt om dem.

Og hvor der ingen forventninger er, kan det også være svært at skuffe. Det gjorde de heller ikke, men det var en noget middelmådig præstation i mine øjne. Der var ikke rigtig så meget fokus på at spille en koncert, følte jeg. Meget af tiden var det meget god baggrundsstøj, men mere blev det ikke rigtig til for undertegnede. Her kunne det klæde bandet at bruge mere fokus på publikumsinteraktion og prøve at levere deres musik med lidt mere overbevisning.

LIVLØS

Inden dommeren ville fløjte første halvleg af, skulle vi lige have en de helt stærke spillere på banen nemlig aarhusianske Livløs. Man kan mene ,hvad man vil om LIVLØS’ musik, men jeg tror, at de fleste kan blive enige om, at live fungerer de bare fuldt ud. Det var også klart he,r aftenens fest rigtig kom i gang. Publikum fik moshet, der blev kastet masser af horn, og det meste af fronten af publikum headbangede taktfast med på rytmerne.

Her kunne mange bands tage ved lære. For LIVLØS gør nemlig det, at de spiller et show. Ikke bare en fremvisning/gennemspilning af deres materiale. Her sørger de for at få publikum med (på en positiv måde) og give den fuld gas. Jovist, de spiller måske ikke 100 % perfekt, men det er sgu alligevel ret tæt på, og jeg synes, at det er meget federe at se nogle musikere levere et show og gå op i det, end bare at se dem kigge på deres instrumenter.

LIVLØS er uden tvivl et af de helt stærke danske livebands. Der er god publikumskontakt, godt teknisk niveau, og det er alt sammen leveret med et dejligt glimt i øjet.

Spisepause

Her kommer en af Slag-Town Slays’ arrangørers genialiteter. For de har nemlig sørget for, at en lokal pølsevogn holder udenfor koncertstedet hele eventet igennem og med priser, der så sandelig er til at overkomme. Jeg tror, det var godt og vel 15 kroner for en hotdog eller pølse med brød, og så 30 kroner for en bøfsandwich (så vidt jeg husker).

Dette, kombineret med, at der er lagt en decideret spisepause ind, gør bare, at man føler, at arrangørerne går op i publikum. Ingen tvivl om at dette også er meget praktisk, så man kan udskifte de bagtæpper, der skal op og hænge, og man nok også lige kan gøre lidt rent på gulvet, men dette er for mig bare endnu flere faktorer, der gør, at denne plan er helt igennem genial.

Som prikken over i’et er det selvfølgelig, at man ikke var tvunget til at spise på dette tidspunkt. Man kunne blot bare spise på et hvilket som helst tidspunkt under eventet og til de samme priser.

Strychnos

Efter at have stået i forårssolens varme stråler var det tid til at komme ind i et af de helt mørke afkroge af ekstremmetallen. Nu ville Strychnos servere os et stykke med depressivt, makabert og tung dødsmetal.

Lidt kluntet kommer de på scenen uden noget baggrundsmusik, og introducerer lidt sig selv. Lidt akave,t når de gør så meget som at smøre sig lidt ind i teaterblod og beder om statisk lys uden noget frontlys, for at se så ”onde” ud som muligt. Men i gang kommer bandet da. Ganske velspillende og med ret fin overbevisning. Men mellem hvert nummer VIL deres forsanger, Martin Leth Andersen, insistere på at fortælle publikum om, hvad det næste nummer handler om. Dette kan allerede virke tåkrummende, når man hører et band, der spiller noget mere blid metal, men desto mere bliver det ret redundant, når man spiller dødsmetal, hvor det selv for det trænede øre kan være lidt svært at dechifrere, hvad teksten egentlig er.

Det havde været federe, hvis musikken fik lov til at tale lidt mere for sig selv. Fint, at fortælle om tekstens univers en gang imellem, da det også kan være med til at sætte tonen (især når Strychnos’ tekster er ret depressive og makabre), men bare ikke mellem hvert nummer, det er simpelthen for meget.

Lifesick

Nu til min store overraskelse: Jeg har aldrig været den store hardcorefan, og jeg fangede (med tilbageblik, desværre) ikke Lifesicks koncert på Copenhell sidste år. Men, for fanden, hvor det her band bare fungerer i en live-kontekst. Når man kan se, hvor meget hver musiker simpelthen bare lægger al deres fysik ind i ALT, hvad de laver på scenen, så er det sgu svært ikke at blive revet med. Og revet med blev man.

Her kom publikum altså for alvor i gang. Moshpitten var nærmest kørende nonstop, og der var sjældent lang tid mellem, det ene nummer sluttede, og det næste gik i gang, hvilket bare hjalp koncertens momentum med at blive holdt højt.

Som en lille gimmick smed bandet da også oppustelige bat ud til publikum, som de så kunne gå rundt og slå sig selv og andre med.

Som en sidste lille overraskelse fik de da også lige Simon Olsen fra BAEST med på et enkelt nummer. Normalt ville Simon nok stikke en smule ud blandt andre bands, da han kan være noget af en Duracell-kanin på scenen, men med Lifesick passede han bare helt perfekt ind.

Det her var så fed en koncert, at jeg simpelthen var NØDT til at feste lidt med nede i fotopitten. Jeg stod og hyggede mig lidt med Anton Bregendorf (Hajn og Nakkeknaekker) og ventede på et stort drop, og så gik begge vores nakker bare amok.

For helvede en fed oplevelse. Dem SKAL jeg opleve igen.

Illdisposed

Hvor meget er der at sige om Ild i Posen? De er et bundsolidt band, der bare leverer. De er måske blevet lidt mere afdæmpede på scenen med årene, men alt bliver leveret med en fed nerve og stort teknisk overskud.

Ja, den her del af anmeldelsen bliver ret kort, eftersom der bare ikke er så meget at sige. Illdisposed er et af Danmarks største dødsmetal bands af en årsag. Både i anciennitet og evne.

Illdisposed spillede hele deres plade ved navn ”1-800 Vindication”. En plade med nogle ret usædvanlige melodiske elementer. En fed oplevelse, da det måske ikke lige er den side af Illdisposed, man ser lige så ofte.

Dog kom koncerten heller aldrig rigtig op at støde til de højere luftlag. En ganske god og underholdende koncert, der bare fungerede.

Suffocation

Nu til nogle helt store legender. Amerikanske Suffocation. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente rent livemæssigt. Ikke andet end pissefed tung dødsmetal, der har betydet meget for udviklingen af blandt andet deathcore og slam.

Det var til tider lidt svært at se, hvad bandet lavede på scenen, eftersom lyset generelt var skruet relativt lavt ned, men til gengæld så lød de fuldstændig fantastisk. Lyden var så nær perfektion, som den kunne komme, og så spillede de simpelthen bare så umenneskelig tight, at det var intet mindre end yderst imponerende.

En fed detalje, jeg virkelig forelskede mig i, var, at deres bassist, Derek Boyer, havde en slags forlængelse af kroppen på hans bass, så han kunne stille den oprejst, mens han squattede helt dybt ned og bare spillede den som en slags ond kontrabas. Alt dette imens at han bare spillede helt igennem fejlfrit.

Det her er en koncert, jeg sent vil glemme. Ikke fordi der skete så meget andet, end at bandet bare spillede helt afsindig tight, OG de også sørgede for at bevæge sig på scenen og at have plads til at få publikum med. Intet mindre end en genial afslutning på en fed dag.

Lige det sidste

Som jeg nævnte tidligere, så ville jeg gerne lige komme ind på lidt mere af eventets genialiteter. For det første så er det bare så fedt, at der er plads til, at alle bands kan have deres merch fremme på samme tid. Dette gør, at man blandt andet kan danne sig et ret godt overblik i starten af dagen og stadig kan vente med at beslutte sig for, hvad man vil købe, når man er ved at skulle smutte hjem.

Imellem merchboderne var der så også stole og borde, man kunne sidde ved, hvis man gerne ville have en lidt mere rolig oplevelse. Dette kan nærmest ses som en pendant til Copenhells bakke, som er med til at gøre koncerterne mere tilgængelige for alle OG kan gøre, at man liiige kan få sig et hvil og en pause en gang imellem.

Derudover, så er der rigeligt med barer, man kan købe våde varer i og også udenfor selve koncertsalen, men stadig indenfor (i foyeren) var der flere siddepladser, hvor man kunne få lidt mere ørenlyd og dermed både bestille sine drikkevarer, uden man skulle råbe sin stemme i stykker og snakke med folk uden at være tvunget udenfor. Derudover var det også ret fedt, at når man stod i kø ude i foyeren, kunne man se en enkelt lille skærm, der viste en livefeed fra koncertsalen, så man var ikke helt meldt ude af koncerten, når man lige skulle hente forfriskninger.

Slag-Town Slays er et pisse stærkt afholdt arrangement, og jeg glæder mig blot til, jeg skal til Slagelse igen og feste. Kæmpe horn herfra til alle arrangører og frivillige!

Vi har udvalgt nogle billeder fra fotografen, der også er anmelderen, her: