Anmeldelse af: Blur. Roskilde Festival, Orange. 30. juni 2023.
Lidt over 90-minutters entusiasme og ambitiøs ivrighed var ikke nok til at rede Blur på Roskilde Festivals største scene.
Foto: Louise Petersen
Det er blevet den tid på året, hvor Damon Albarn (vokal og guitar) skal foretage sin (næsten) obligatoriske festivaloptræden i provinsen. I år var det bare ikke særlig godt.
Der er stablet godt op med Marshall-racks på Orange-scenen, og store dele af Roskilde Festivals ungdomsdominerede, raptørstige teenagere har nok været forbløffet over det faktum, at Blur faktisk gør brug af rigtige instrumenter.
Performancemæssigt bliver der startet sløvt ud med ”St. Charles Square”, hvor Damon Albarn trasker uengageret rundt på scenen i sine store briller og bemærkelsesværdigt normale hverdagstøj. Musikalsk lyder det fint. Instrumenterne kører i hvert fald derudaf, men Damon Albarns vokal prøver forgæves at følge med.
Det er lidt en del af brit-rocken, at man skal synge dårligt. Men ikke så dårligt her. Man begynder at stå og undre sig over, om han er beruset eller bare sjusket her til aften?
Halvlunken kop kaffe
Numre som ”Coffee & TV”, ”Parklife” og ”Country House” gør op for den enormt sløve start med en mere engageret Damon Albarn, der faktisk virker til at gide at være her. Publikum blafrer i hvert fald med lapperne under ”Country House”, og fællessang udbryder under ”Parklife”. Men overordnet har de samme glans som en halvlunken kop kaffe.
Under ”To The End” og ”Boys & Girls” bevæger Damon Albarn sig ned fra scenen og hen til publikum på forreste række. Der bliver udleveret smil og håndtryk fra forsangeren, der også snupper en studenterhue undervejs. Please, ikke behold den på resten af koncerten – det gjorde han heldigvis heller ikke. Puha. Gudskelov.
Brilleaberne slagter ”Tender”, der ellers normalt er en skøn fællessangsballade. Men ikke i aften. Dér var man meget taknemmelig for at have ørepropper i.
”This is the best festival in the world,” siger Damon Albarn. Han virker oprigtig, og trods den sløve koncertstart så har han virket oprigtigt engageret, når det kommer til at udføre numrene for aftenens fremmødte. Engagement og perfektion er dog to forskellige ting, og han samt resten af bandet opnåede kun førstnævnte.
Louise Petersen har flere billeder fra koncerten her:
