Anmeldelse af Kellermensch, d. 25. oktober 2024 på Det Kongelige Teater, Kbh.
Kellermensch er et sygt menneske. Kellermensch er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske… Og dog.
Foto: Mads Pristed
Fjodor Dostojevskijs kældermenneske er en dyster eksistens. Sebastian Wolffs Kellermensch er også en smuk eksistens.
Ved indgangen til Det Kongelige Teater blev publikum gjort opmærksom på, at koncerten ville blive filmet. Det lovede godt for produktionen.
Efter en todelt intro blev koncerten endelig antændt som en olympisk flamme. Dog gik der lidt tid, før kogepunktet blev nået. “6705” byggede op til en kulmination, men i stedet fik vi en ny sang. Men lidt senere kom coveret “I’m Not Like Everybody Else” (af The Kinks) og “Another Drink”, så kunne man mærke og smage følelsernes salte bittersødme. Det er både depressivt og tungt, men Kellermenschs musik er ikke giftigt, men nærmere som en modgift. Desværre blev de efterfulgt af “Black Dress” og ikke noget fra Goliath f.eks. “The Pain of Salvation”, som, jeg tror, ville have været bedre.
Wolff var aftenens hovedperson, selvom bassist, Claudio Wolff Suez, og organist og backing vokal, Christian Sindermann, også gjorde deres indsats for at blive bemærket. Desværre var Sindermanns og Sebastian Wolffs vokal ret lave i mikset, så de lidt svære at høre i forhold til de øvrige instrumenter. Jeg ved ikke, om det var Det Kongelige Teaters akustik, eller om Wolff “bare” havde en mindre god dag på kontoret.
“Lost At Sea”, “Army Ants”, “Bad Sign” og “Mediocre Man” nåede næsten samme peak performance. Både under sidstnævnte, “I’m Not Like Everybody Else” og “Another Drink” gik Wolff fra scenekanten ned til publikum på armlænene, balancerende med hjælp fra hænder, der blev rejst i vejret undervejs. Det var en stærk oplevelse, der gjorde det hele endnu mere unik. På et tidspunkt blev mikrofonens ledning strakt helt ud, så den også var med til at balancere og give Wolff stabilitet både fysisk og musikalsk.
Det var en siddende koncert, hvilket var fint i Det Kongelige Teater, men det tog vist også lidt af indlevelsen for publikum, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, at flere publikummer rejste sig og gik ud, så hele rækken måtte rejse sig, og de bagvedsiddende rækker måtte tage en dyb indånding. Uanset om det var for at gå i baren, toilettet eller noget tredje, var det alligevel et irritationsmoment.
På Copenhell 2018 og 2023 var Kellermensch i en liga helt for sig selv, som var en katarsis af dimensioner. Aftenens koncert var dog knapt så rensende, så man kom kun kortvarigt op af kulkælderen.
