Anmeldelse: Defecto – Nemesis, udgivelsesdato 2. Dec. 2017, Prime Collective.
Her på øen (Bornholm. red) nærmer december sig med alt, hvad det indebærer med juleræs, julegaver, juleøl og en masse ædelse. Ungernes pakkekalender er klar, og faren har taget forskud på sin julegave i form af en spinningscykel, så der er plads til flere godter i julen. Det betyder dog, at der en gave mindre til undertegnet under træet den 24. dec., men hvad gør det, når metalhovedernes pakkekalender byder på nyt fra Defecto?
Fremadstormende Defecto har det seneste år blandt andet varmet op for Metallica og Rammstein, vundet prisen for årets upcoming band 2017 (High Voltage Awards 2017) og har nu begået et nyt album, Nemesis, der rammer gaden den 2. december.
Da jeg hørte Defecto første gang, inden de åbnede Copenhell for nogle år siden, var min første tanke: ”Det er jo det nye Metallica… bare bedre.” Nu er jeg så så heldig, at jeg sidder og skal anmelde deres seneste udspil, og jo, mine forventninger var da akkurat så høje, som hos børn, inden de skal åbne gaver juleaften. Spørgsmålet her er jo så bare, om det er en af de kedelige bløde pakker eller en ordentlig tung og hård satan af en gave, som jeg har med at gøre.
Lad mig starte med at slå fast, at det ikke var helt, som jeg forventede. For mig virker det som om, at Defecto har videreudviklet sig gevaldigt, og sangskrivningen bærer præg af et moderne band, som ikke bare vil sættes i én bås, men udfolde sig og lade musikken tale fra hjertet uanset, hvilken genre man kan putte den i. For i dette tilfælde med Nemesis kommer vi godt rundt omkring i både ballader, traditionel heavy metal, Grand Prix-metal og progressivt metal blandt andet, hvor fællesnævneren er melodi.



