Anmeldelse af D-A-D: Celebrating 40 Years + Baby In Vain d. 1. november 2024 i Royal Arena.

Hvem i dette land har ikke en historie med dette ikoniske orkester?

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Her er en del af min historie. Helt tilbage i 2009 (hvis jeg husker rigtigt) sad jeg i månehaven med en gruppe nye og gamle bekendte og rygterne havde svirret, at ko-punkerne ville komme og optræde nede på græsplænen. Efter en heftig fest måtte jeg dog vakle ned og gå kold op af en bygning i solskinnet. Til mit store held vågnede jeg, ligesom min barndomsven fra Sverige kom spænende forbi mig, og glad råbte at der var slået et stort tyrekranie op på scenen om hjørnet. Dette skulle blive min allerførste oplevelse med D-A-D. Denne særlige dag greb jeg også mit første plekter nogensinde. Det hænger disse dage på mit værelse sammen med de andre i min samling.

Siden da har jeg set gruppen et utal af gange. På Wacken Open Air i 2009, 2012 og 2019. Til For Evigt Rock i 2017, i Tivolis Koncertsal i 2020, Musikteatret i Albertslund i 2021, på Copenhell i 2022 og på Jailbreak i 2023. Og jeg har helt sikkert glemt et par stykker. Det er et band der på alle måder er indkapslet i den danske rock DNA og nu indtager de Royal Arena til et stort oplagt komplet udsolgt show.

Jeg skal gerne indrømme at jeg er lidt træt efter at have fejret Halloween med folket og WCS på Rust dagen før. Heldigvis kunne jeg slappe af, inden jeg skulle op på cyklen og begynde turen. Det er kun anden gang jeg besøger Royal Arena hvor jeg har siddepladser, men lige i aften passer det mig faktisk meget godt.

Baby In Vain

Dannet i 2010 har bandet rumsteret rundt med deres grungede rock på små og store scener med fin succes. Der er vel en grund til at de står her i aften. De er en trio, der består af Lola Hammerich (guitar, vokal), Andrea Thuesen (guitar, vokal) og Benedicte Pierleoni (trommer). De har udgivet 3 albums, More Nothing (2017), See Through (2020) og Afterlife (2024). Deres anden skive lyttede jeg faktisk en del til dengang jeg boede i Nordvest. Jeg har dog ikke set bandet live før i aften, og jeg glæder mig.

Dette skal dog vise sig at blive et mildest talt skidt første møde med Baby In Vain. De er placeret i en lille klump, hvor de akavet skal optræde. Der er ikke givet dem nogen mulighed for at bruge den store scenes plads, de er nærmest mast sammen. Dette er slemt nok i sig selv, men det er som om at alt er imod bandet i aften. Lyden buldrer ud uden at fange mange af de nuancer der findes i musikken, det drukner og violinen der er taget med af en session musikant er svær at finde i mikset.

Bevares der er skruet højt op, men dette er ikke garanti for et godt lydbillede. Storskærmene er heller ikke tændt, så dem bagerst på gulvet kan få et glimt af musikerne. Det er som om der næsten er nogen, der har anstrengt sig for at Baby In Vain skal fremstå så anonyme som muligt. Desværre er der heller ikke meget at skrive om materialet denne fredag. Det slæber sig dovent afsted og selvom der helt sikkert gemmer sig en følsomhed og en stemning i de rolige sange de har taget med, så opløses det uden at fange opmærksomheden fra nogen i arenaen.

Musikerne optræder også særdeles introverte og virker til at ville have dette overstået. Når der kort bliver sagt tak, overdøver snakken fra publikum den halv følte kommunikation. Det bliver hurtigt monotont og kedeligt og da det allerhøjeste bifald kommer da bandet annoncerer at nu vil de spille sidste sang, er katastrofen både total og tragikomisk.

Baby In Vain fik ikke tildelt nogen tekniske fordele, men ej heller prøvede de at overvinde de svære udfordringer, det bliver i allerhøjeste grad en ommer.

D-A-D

AHA! Nu skal vi til det. På de nu tændte storskærme dukker plakater op som i det vilde vesten, der efterlyser Jesper “the good” Binzer, Jacob “the bad” Binzer, Stig “the nasty” og Laust “the kid” Sonne. Så er vi ved at være i stemning. Der er lavet et podie ude blandt publikum, formet som en kage, hvor man kan gå til og fra hovedscenen. Ja, fødselsdagstemaet er sandelig sat i højsædet. Der er også dekoreret med et kæmpe kokranie og cirkusinstallationer, det her bliver gennemført.

Forsinket med små 7 minutter brager der marchmusik ud af højtalerne. Op af kagen stiger de 4 gentlemen og et brændende klovdyrkranie toner frem på den mellemste storskærm. Nu kan man høre gæsterne larme og der skråles med på klassiske, imens det røde lys oplyser os alle til “Jihad” fra den eminente No Fuel Left For the Pilgrims (1989) og adskillige store blå lyskegler leger rundt da “Evil Twin” fra Everything Glows (2000) atter minder os om hvor fængende og vild rock D-A-D alle dage har skrevet. Hele bandet er i hopla og man kan jo fristes til at tro at de aldrig ældes som Jespers skærebrænderstemme får fadøllet til at flyde og folkefesten til at koge.

Laust Sonne sidder med lyserøde trommestikker og blazer og man ved ikke hvem der har den største fest, os eller ham. Gruppen bevæger sig til hovedscenen før “Rim of Hell”, der er enorm i sin lyd imens flammer skyder op og lava og vulkaner vises i baggrunden. Jacob “Cobber” Binzer flår i sin guitar, som om der ikke var nogen i morgen. Han går tilbage til kagen og kæler for vores ører med en legesyg solo.

Til “Point of View” står folk op på siddepladserne for første gang i aften, der uddeles krammere og smilene vil ingen ende tage mellem venner, veninder og familiemedlemmer. Jeg synger selv med det bedste jeg har lært. Jeg er ikke så bekendt endnu med det nye album Speed of Darkness (2024) så jeg sidder mere tilbagelænet under “The Ghost”, men det lyder da umiskendeligt af det cool D-A-D vi er vant til. Modtagelsen af nyere såvel som gammelt materiale siger noget om hvor nært dette band står folks hjerter.

“Soft Dogs” repræsenterer et mere roligt aspekt af koncerten, omend stemningen stadig befinder sig i top. Med “Grow Or Pay” danses der rundt til de velkendte toner fra gruppens herlige univers og Stigs legesyge bas og grimasser, opildner os til mere gak og løjer imens en mindevæg med billeder fra bandets historie vises. “Tænk, at der vil komme så mange mennesker til ens fødselsdag” siger Jacob med et smil, jamen tak for at invitere.

På “Something Good” har de Jada med på gæstevokal op af lagkagen hejses hun og hendes stemme passer godt til nummeret, imens lilla blomster dekorerer baggrunden. En god, første overraskelse. Men vi er her jo også for at fejrer fortiden, så vi skal tilbage til Call of the Wild, debutalbummet fra 1986. Vi får fornøjelsen af “Jonnie”, “Call of the Wild” og “Ridin’ With Sue”. Det er helt rørende, at de D-A-D optræde med numre fra deres ungdom med en udødelig passion og glæde. Stig får sunget og en djævelsk cowboy toner frem på skærmene og gule lyskegler, oplyser de mange mennesker der er valfartet hertil. Vi tager ud i galaksen med “Speed of Darkness”, en melodisk sang fyldt med attitude.

På den evigt unge “I Won’t Cut My Hair” bliver vi præsenteret for næste spændende indslag, ingen ringere end Rikke List fra Konvent dukker op med et bistert udtryk. Fotografen til denne artikel stod på gulvet og overhørte, at da sangerinden blev præsenteret af Jesper, sagde en fyr “hvem fanden er Rikke?”. Dette blev i den grad besvaret, da hun med sin afgrundsdybe growl giver flere i salen et mindre chok. Et lidt sær gæst, der gav flere en uforberedt sonisk knytnæve. Det var en sejr efter min mening.

Sonne skal ud i speed metal, inden “Everything Glows” sætter et nyt niveau for fællessang. Blå vandmænd svømmer på skærmene. Vi råber i kor “for helvede Laust vi elsker dig jo” så manden vil spille hurtigere og vildere for os.

“Monster Philosophy” er et fint nummer, men jeg drømmer stadig om at de spiller “You Won’t Change” fra samme album en dag. Det mest rørende øjeblik oprander dog, da Peter Lundholm Jensen kommer på scenen med D-A-D efter intet mindre end 25 års fravær!

Dette er i sandhed unikt og denne gentleman spiller “Isn’t That Wild” inden at en lift kører Sonne ned og de 2 laver en kærlig drum battle under “Marlboro Man” og begge straffer deres tønder til “Bad Craziness”, imens Royal Arena eksploderer. Tak for deres tid Hr. Jensen! Sikke et syn at være vidne til. Manden i centrum var tydeligvis selv rørt over modtagelsen.

Jeg er glad for at jeg fik en længere lur i dag, men selv uden søvn så ville “Sleeping My Day Away” have banket mig vågen, alle står op nu og en forlænget version med ekstra guitar-lir er et homerun imens ilden kastes op fra scenegulvet. Stig har sin raket bas med og iført sin fyrværkeri hjem tager han sig en løbetur. Flere kameraer rettes imod publikum og det er en sand fornøjelse at se unge som gamle lykkelige sammen i Royal Arena, samlet om musikken og glæden ved alt det der hører med.

Under “Laugh ‘N’ A 1/2” forenes vi igen i sang og Binzer-brødrene er eskorteret ud til kamerapulten, bagerst i arenaen, hvor de fremfører nummeret vi alle kender. “Det er så trist at vi skal til at sige farvel når vi nu lige har lært hinanden at kende” siges der fra scenen, men sikke en oplevelse det har været. Den evige lukker “It’s After Dark” ledsages af et hav af mobil-lys og fyrværkeri fra kagen.

D-A-D er set så mange gange før at så mange af os, men vi vender tilbage altid, vi ved præcis hvad vi får, men når det er sådan en konsekvent succes, jamen det kan man da ikke blive træt af, ej heller denne første november 2024. Vi ses snart igen!

Vores fotograf skrev efterfølgende: “Jeg har siddet og tænkt lidt, på vej hjem i bilen (jaja, miljøsvin osv.) Hvad er det egentligt man går til en D-A-D koncert for? Man har jo set dem så mange gange, på lige så mange forskellige præmisser. Det ikke engang den største koncert de har afholdt.

Men jeg tror lidt jeg har det på samme måde med den, som jeg har det med Pasta Bolognese. Det er ikke den bedste ret i verden. Det er ikke engang min livret. Men det er behageligt. Jeg kender det. Det har sin egen charme.

Så min konklusion er; D-A-D er den danske rockscenes svar på Comfort Food. Der går nok et par uger før jeg spiser det igen, men til den tid ser jeg frem til det igen.”

Se hele galleriet af fotografen, Anders Groos Mikkelsen, herunder: