Anmeldelse af: Kerry King – From Hell I Rise. Udgivet d. 17.05.24 via Reigning Phoenix Music.
Kerry King er ude med sin solo-debutplade. Samtidig er legendariske Slayer tilbage. Hvor efterlader det behovet for From Hell I Rise?
Der skulle ikke gå mere end små fem år, inden Bay Area-thrashbandet måtte ud og optræde igen. Selvom Tom Araya havde svoret, at nu var det altså slut. Om dette mindre comeback er drevet af penge eller lysten til disse enkelte one off-shows, må stå hen i det uvisse.
At gendannelsen af Slayer blev mødt af et generelt “meh” af store dele af metalscenen, taler dog sit eget tydelige sprog. Men i de år, Slayer har ligget i graven med ære, har den kære Kerry King haft travlt med at færdiggøre materialet, der skulle have været efterfølgeren til Repentless (af Slayer. 2015. red).
Da bassist og forsanger, Tom Araya, meddelte King, at han ville stede Slayer til hvile på alle fronter, bestemte guitaristen sig for, at han i hvert fald ikke var færdig med musik. Det er trods alt reelt nok at have den klarhed som kunstner.
På From Hell I Rise har han samlet en særdeles habil gruppe bestående af Phil Demmel (rytmeguitar, ex-Machine Head), Paul Bostaph (trommer, Slayer), Kyle Sanders (bas, ex-Hellyeah) og sidst, men ikke mindst, Mark Osegueda fra Death Angel (vokal). Med dette hold er King nu klar til at vise, at han kan stå på egne ben. Hvordan lykkes det så?
Alt skriger på pladen af Slayer. Fra introen, “Diablo”, og over i første nummer, “Where I Reign”, er guitar, tempo og alt andet så umiskendeligt meget lig, hvad vi plejede at høre fra ikonerne. Dog viser From Hell I Rise allerede her sin største svaghed.
Det hele er så velkendt, at det næsten bliver en parodi. Bevares, man havde måske heller ikke forventet det nye sort fra King. Dog kunne man have håbet på en lille smule nytænkning, der ville vise, hvad guitaristen ellers kunne præstere, når nu manden allerede har lagt en solid musikalsk arv.
Det er bestemt ikke fordi, at singlen “Residue” da ikke har noget råt hurtigt tempo over sig og nogle soloer, der er tæt på at være ret badass. Men alt er hørt før, og det trækker ned, at King insisterer på frivilligt at stå i Slayers skygge med materiale, som Arya skulle have sunget og spillet.
Når nu vi snakker om vokalen. Der er kraft bag Osegueda, men, nøj, hvor lyder det som om, at han prøver alt for hårdt på at lyde som Araya. Dette eksperiment lykkes ikke, og det er en bleg kopi, vi står tilbage med. Pladeselskabet Reigning Phoenix skulle efter sigende have presset på for, at Phil Anselmo skulle have stået bag mikrofonen. Men King er en bestemt mand, så dette skulle ikke være. Jeg må dog indrømme, at havde Anselmo lagt stemme til pladen, tror jeg, at vi havde stået med et langt mere interessant resultat.
“Crucification” og “Toxic” er udmærket festmusik, hvis man savnede Slayer. Men her kommer bandets gendannelse dog i vejen. Forstået på den måde, at Kerry Kings soloprojekt nok skal mætte de sultne fans af hans gamle band. Nu hvor de har fundet sammen igen, hvad behov eller grund findes der så for From Hell I Rise?
Havde sangskrivningen bare ikke været så uinspirerende, kunne King måske have været mere end bare et soundtrack til den nærmeste fadølsfest. For kvalitetsmæssigt er det, hvor From Hell I Rise ender. Selv om “Shrapnel” tæsker derud af med harme, så bliver det aldrig farligt eller særligt spændende.
Jeg har sat en lille ære i, at hver gang en eller anden stiv tumpe brøler “SPIIIL DEN MED SLAAYYYEER” så råber jeg med glæde tilbage, at personen skal klappe i. Om folk vil råbe Kings navn på samme måde i forbindelse med Copenhell-koncerten og i fremtiden, må tiden vise.
Tre ting er dog sikre: Vi havde ikke brug for, at Slayer blev gendannet, og vi havde ikke brug for en flad Slayer 2.0 i form af From Hell I Rise, og slet ikke begge ting samtidig.
Kun de mest fanatiske thrashfans vil få noget ekstraordinært ud af den tilbageskuende snublen, som er From Hell I Rise.
