Anmeldelse af: Troldspejlet in Symphony. Musikhuset Aarhus. 09. oktober 2020.
Hvad sker der når en tv-personlighed, et symfoniorkester og et metalband mødes? Er det en storslået kombination, eller oplægget til en dårlig vittighed?
Foto: Denice Bjørndal
Jeg kan ikke erindre en tid, hvor Troldspejlet ikke har eksisteret. Dette er nok til dels fordi, at programmet startede samme år, jeg blev født, og selvom der er andre programmer, der er lige så gamle – hvis ikke ældre – har Søren Ryges haveudsendelser trods alt ikke været med til at forme min ungdom på samme måde, hvor Jakob Stegelmann ledte seerne ind i verden af bøger, spil og film, der var større, end man kunne forestille sig.
TV-skærmen er nu skiftet ud med den store sal i Musikhuset i Aarhus, men formatet er stadig det samme; Stegelmann træder ind på scenen, efter orkestret spiller tonerne til Gremlins-filmen, og giver sig atter i kast med at føre publikum igennem en storslået verden af film og spil. King Kong og Godzilla hærger igennem salen, det ydre rum udforskes, først igennem Gustav Holsts ”Planeterne” og dernæst Star Trek (hvor både Kirk og Picard repræsenteres for ikke at skabe splid), og E.T. bliver komprimeret til en syv minutters musikalsk gennemgang, hvor man uden problemer kan følge med i handlingen uden at kunne se billederne. Lyden er formidabel, og det er umuligt ikke at blive suget ind i stemningen. Som Stegelmann fortæller, er musikken en mindst lige så stor spiller for stemningen i en film, som skuespillerne og billederne, og man føler da også, man endnu en gang har måtte tage afsked med den lille rumtrold, som man har gjort det så mange gange før. Den første halvdel af aftenens program er færdigt, og salen holder en pause, hvor publikum bliver efterladt i en nostalgisk rus.
Efter en halv times pause kommer orkesteret ind på scenen igen. Dirigenten er på plads, folk klapper, og så falder bagtæppet væk, hvor Defecto nu står parat, som havde de ventet der, siden aftenen begyndte. Den høflige klappen bliver udskiftet med hujen og piften, og endnu engang lyder tonerne fra Gremlins ud over salen denne gang med et tilføjet skud energi fra instrumenter, jeg er noget mere bekendt med. Igen er det tydeligt, at der er en kompetent lydmand til stede, for elguitarer, violiner og messingblæsere er utroligt godt afbalancerede.
Jakob Stegelmann forklarer, hvordan han efter Copenhell (en forestilling man kan læse mere om HER) gerne har villet blande det symfoniske med noget af det ”utroligt høje” musik, han ellers blev udsat for, og her er det altså Defecto, der er blevet sat på opgaven. Dette er dog ikke første gang, denne kombination er blevet stablet på benene, da Defecto også spillede til “Troldspejlet – Monstre vi elsker”, en koncert, jeg dog ikke fik set.
At blande metal og symfonisk musik er naturligvis ikke en nyhed – det er trods alt en genre for sig. Flere metalbands i diverse genrer har da også været ledsaget af fulde symfoniorkestre til specielle optrædener, hvor Metallicas “S&M” nok må være kendt af de fleste, og det er ikke svært at se, hvorfor dette fungerer.
I aften er rollerne dog til dels byttet om, da det i første omgang er Defecto, som akkompagnerer Aarhus symfoniorkester og ikke omvendt. Her forlader vi filmmusikken og får i stedet serveret et medley af spilmusik fra en tid, hvor teknologien krævede, at lyddesignerer måtte tænkte kreativt. Castlevania, Sonic, Street Fighter og en af mine personlige favoritter, F-Zero, drønede nu ud over publikum i det lydbillede og med den energi, komponisterne kunne tænkes at have haft i tankerne, da spillene blev lavet. Fremførslen af, hvad der nok kan betegnes at være ”lyden” af Doom – og her menes originalen fra 1993 – gav også anledning til en noget syret metaoplevelse; her akkompagnerer et metalband et symfoniorkester i at fremføre at stykke retrospilmusik, som i forvejen må siges at være lånt med fuldt overlæg fra metalmusikken fra spillets samtid. Cirklen er fuldendt i Musikhuset for ”At Doom’s Gate”.
Aftenen skulle da også byde på musik fra Defectos eget katalog i form af sange fra deres kommende plade Duality (anmeldelse følger. red). Her kan man endnu engang høre, hvorfor symfoniske elementer passer så fornemt sammen med metal: Defecto spiller i forvejen musik, der er i den mere bombastiske og storladne ende, og tilføjelsen af et halvt hundrede instrumenter får deres numre op på nye højder. Mon ikke man engang i fremtiden kan forestille sig at se plakater for ”Defecto in symphony”, for det ville passe storslået sammen.
Efter dette afsluttedes koncerten med endnu en række værker fra større film, heriblandt en flot fortolkning af ”It’s a Long Road” fra “Rambo First Blood”, “Terminator”, “Halloween”, “Superman” og “Mad Max Fury Road”. Der var dog også plads til et enkelt ekstranummer, da Stegelmann erkender, at man ikke kan have et Troldspejlet-arrangement uden hovedtemaet fra Star Wars, hvilket vakte stor jubel fra publikum.
Aftenens forestilling er svær at bedømme som en helhed, da den på sin vis er tredelt: vi fik en Troldspejlet-symfonikoncert, en spil- og filmkoncert tilføjet hegn, bulder og brag, og en meget kort Defecto-koncert. Alle kunne have stået for sig selv, omend sidstnævnte gerne i så fald måtte have varet længere, men sammen udgjorde de mere et event end en koncert. Uanset hvordan, det beskrives, var det en mindeværdig oplevelse, og at dømme ud fra længden af det stående bifald var stemningen i salen ikke til at tage fejl af.
Stegelmann har, sammen med Aarhus Symfoniorkester og Defecto, endnu en gang underholdt og tryllebundet publikum, og der er blevet pustet nyt liv i gamle såvel som nye klassikere inden for filmenes, spillenes og musikkens verden.
Her er et galleri fra aftenen af Denice Bjørndal:
