Anmeldelse af: GoatHawkBuffalo – Come To Temple. Udgivet 08. november 2019. Selvudgivet.
Denne københavns-baseret gruppe på fem medlemmer blev dannet i 2014, havde en EP klar i 2017 og er nu klar med debutpladen, du skal høre.
Dusty stoner og bluesy sludge er genren dog med imponerende mange effekter bl.a. thrash-tempo; en mikrofon, stoppet i en tom Jack Daniels flaske og ikke før afprøvet: et guitarsignal igennem en agurk… Okay, tænker man, og trækker let på smilebåndet, hvordan lyder så det?
Jo, nu skal du høre!
Frontmand, Johan Brandt, sørger for et ordenligt skud growl/scream i sammensværgelse med en dyb guitar og en tydelig bas.
Yderligere hjælper et hurtigt trommespil til lige at sætte dagsordenen, som er rytme og masser af fart.
Man skal lidt forstille sig rockabilly-stilen blandet med growl og høj fart.
Imponerende tempo og fed rytme, der virkeligt giver en fornærmelse af bevægelse. Vi skal bevæge os og hastigt deltage i musikken.
Da pladen er optaget live i studio, får man en koncert lignende oplevelse, især når man undervejs kan høre i enkelte numre lidt snakken og planlægning.
Nummeret “The Ridge”, som starter ganske stille og akustisk, gentager rockabilly/blues-følelsen, indtil helvede bryder løs, og du bliver skreget tilbage i stolen for så at kaste dig selv rundt i lokalet, det øjeblik et højt udbrud smadrer igennem din øregang i flere sekunder. For så at gå tilbage og stille slutte af, så du næsten sidder forvirret tilbage i en ekstase fra det pludselige udbrud.
Straks efter føres vi videre ud i det rå og dybe musikunivers, GoatHawkBuffalo har smedet sammen til os. En ting er da helt sikkert, sidder man stille til denne skive… så er der noget galt.
GoatHawkBuffalo har med deres første album allerede imponeret og vist, at de har styr på, at to numre ikke skal lyde ens.
Hvert nummer har sin egen stil, dog udvundet af bandets definerende lyd. Fra de helt stille numre til fuld thrash og growl; akustisk blues til dansende tempo i den klassiske rockstil. Denne blanding giver et album, der er meget alsidigt og som kan høres samt nydes af langt de fleste unge som gamle.
Disse gutter skal ikke undervurderes, og de vil næsten med garanti vise landets scener, at de kan noget unikt allerede fra første plade.
Det vil forhåbentligt fortsætte på videre udgivelser fra gruppen, som helt klart skal vise os, hvorfor de ikke er som alle andre.
