Anmeldelse af Situationsfornærmelse + Natjager, d. 27.09.24, i Lille Vega, Kbh.

Dansksprogede toner skulle indtage intet mindre end et udsolgt Lille Vega. Jeg glædede mig til gamle kendinge og til nye musikalske eventyr.

Foto: Gabriel Rasmussen

Dagen før havde jeg besøgt Hotel Cecil til doom metal. Nu skiftede genren drastisk, men jeg har altid været glad for at rykke rundt på landkortet imellem alt slags kunst, så jeg mødte op i højt humør.

Jeg ankommer til 15 minutter før dørene åbner og allerede på dette tidspunkt har der samlet sig en lille gruppe unge mennesker i kø. The hype is real. Jeg formår da alligevel at komme helt foran, hvor jeg også støder på min ene roomie og hendes veninde. En dejlig overraskelse. 

Det er en blandet skare i aften, men dem der er tættest på scenen er det yngre publikum og jeg er spændt på hvor mine gamle venner i fredagens support band lander hos dette crowd.

Natjager

Autotune-rockerne havde deres debut koncert på Slam-It i 2017 i Pumpehusets Byhave. Inden da havde jeg hørt/set musikvideoen til “Tyler Durden” fra deres debut EP “Natjager” (2017). De har lige siden da været mit absolutte danske favoritband og jeg har rejst rundt i landet flere gange for at fange så mange af deres shows som muligt. Den følsomme moderne metal de har mestret med pop og nu metal tendenser på deres albums Hvordan Vi Lærte At Svæve (2020) og At Kende Bølge Fra Hav (2022) har i årevis været med til at define lige så mange smukke stunder i mit liv som tragiske. Natjager har været vævet ind i min tilværelse på en intim måde som få andre kunstnere.
Mit sidste show med gruppen er lige over 1 år siden, det var i Templet i Lyngby med DETHRXNER som opvarmning hvilket også var sidste koncert med bassist Kian Wulf, der siden da har spillet med He Who Saw the Abyss. Jeg har savnet at råbe mit hjertes længsler ud med Jon Kirkhoff Hansen (vokal), Ronnie (lead guitar), Jacob Mezin (trommer) og Torben Vestergaard (keyboard, vokal). 

“Konkylie” åbner ballet er som sædvanlig eksplosiv og dybfølt “så find mig berøv mig bedøv mig med vin, frels mig fra livet og sikker ruin, please tilgiv mig baby hvorend jeg går hen, enden er nær jeg tager en lang vej hjem” synger/råber Kirkhoff og fra sin medbragte grønne mælkekasse hopper, vælter og løber forsangeren rundt i sin vanlige ekstase. Flere af gæsterne, der ikke har oplevet energi bundet før, spærrer øjnene op flere gange under forsangerens optræden.

Der er ikke nogen ny bassist i aften, men bandet er stadig top tunet og høster mere og mere jubel som koncerten skrider frem. Forsangeren bemærker glad flere gange, hvor mange der er samlet i salen. Natjager er efter flere års eksistens stadig lidt af et nicheband, så at stå foran et udsolgt Lille Vega er ikke noget de tager let på. 

Dette reflekteres under den catchy “Elendighed” og intense “Batteri 666”. Imellem disse sange fortæller Kirkhoff, at hans søn har lavet et armbånd til ham, som han har lovet at give til os. Det bliver kylet ud til folk, en sød og nærværende gestus. 

“Alt Under Himlen” er en af de smukkeste sange i bandets bagkatalog og mine lunger er for længst kommet på prøve af at synge hvert eneste ord til alle numrene. Her skal det også bemærkes at det 100% mest er denne anmelder der har den største fest. Et par stykker foran får også bevæget sig, men i det store hele det meste af salen en mere stillestående reaktion på Natjager.

Dette ændrer ikke på at alt spilles fejlfrit og under “K.V.V.H.” og dens tunge breakdowns hopper forsangeren ned og mosher med os. Selv om det ikke er mange, der deltager i løjerne. Det her   er også et af de numre, hvor Vestergaards stemme fremstår allerstærkest. Der er en klar grund til at dette nummer altid er med live, og selv om vi må klare os uden Emil Breunings growl denne aften fremstår sangen som et af mest eksplosive øjeblikke.   

Det er ikke lang tid Natjager har, men de fik absolut det bedste ud af denne mulighed og jeg tror alligevel af de hev et par nye fans med hjem selv om  det var tydeligt at det ikke var dem de fleste har købt billet for.

Situationsfornærmelse

Jeg har hørt gruppens navn her og der, men har ikke haft fornøjelsen af at se dem live. Jeg når da lige at nuppe et par numre imens jeg skriver mit forarbejde til denne artikel. Det slår mig som en omgang flabet punk, med sans for sort humor men med flair for fængende melodier i alt galskaben. Bandet har udgivet de 2 EP’er En Hurtig Omgang Dansk (2019) og En Hurtig Omgang Dansk I 2’eren (2021). Min nysgerrighed bestemt vakt, lad os se hvad der nu skal ske?

Nu er der proppet og jeg får med nød og næppe en plads ude i højre side. Der klappes og råbes allerede inden bandet går på scenen og lysene blinker for at høste den bedste effekt af de sidste minutters ventetid. 

Et kæmpe bifald runger imod Situationsfornærmelse og med en intens kampgejst vælter gruppen rundt imens deres punk omgiver os alle med lysten til at springe i luften. “Vi er kommet for at råbe” proklamerer forsangerinden. Andrea Uglebjerg er en entertainer af rang, imellem hendes særdeles effektive uskønne råb og skrig bevæger hun sig aktivt rundt på scenen i legesyg skæv dans og dramatiske gestikuleringer. 

Der brøles godt med af gæsterne og man kan mærke, hvor meget denne gruppe betyder for folk. For det kan godt være at teksterne er serveret med et glimt i øjet, men der er absolut flere budskaber at hente om feminisme og udfordringen af andre normer i samfundet. Frederik Uglebjerg på trommer holder styr på de vanvittige tempoer der ofte køres i, der skal fart på, for intentionen er også at det her skal være en gedigen folkefest. For musikken er fængende  på trods af dens genre ophav, ikke den er poppet af den grund, men sangskrivningen er gjort med glæde og en sans for melodier.

Guitarist Dines Karlsen og bassist Mathias Bro Jørgensen har hver deres fest med deres instrumenter over hovedet, stående på monitorerne og som backing vokalister. Dette forhindrer dem ikke i at spille med overskud og præcision og have det sjovt med resten af musikerne i bandet. 

Koklokke skal vi heller ikke snydes for og Situationsfornærmelse mestrer at holde dampen oppe igennem hele deres show, hvem er mest dedikeret her, gruppen eller deres fans? Der sparkes ud i luften med passion og opfordres til moshpit. Backdroppet, hvor musikerne sidder og smiler sødt, er i skærende kontrast til det brag af en koncert, vi får serveret med en sund og velovervejet vildskab.

“OKAY” råbes i kor af publikum og opfordringen af Andrea Uglebjerg til at spille hurtigere og hurtigere imødekommes glimrende. 

Jeg vil godt slå fast at jeg ikke er punk-fan, men jeg er efter i aften Situationsfornærmelse-fan. De er i gang med en mindre revolution som ræsonnerer hos både ældre, men særligt de næste generationer der har fokus på forandring, og ikke er bange for at lade deres stemmer blive hørt og hvis dette er deres soundtrack til ny politik såvel som kærlighed, så er vi alle i trygge hænder.