Anmeldelse af: Corrosion Of Conformity + Plainride. Pumpehuset, København 8 Maj.

Det blev til en aften i den sumpede stoners tegn, da Corrosion Of Conformity omdannede Pumpehuset til sump og så endda på en mandag. 

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

Plainride

Jeg er glad for, at jeg ikke kun kommer lige til øllet her til aften, for så var jeg da gået glip af en portion af supportens sætliste. Tyske Plainride går på ti minutter før annonceret tid, hvilket da også resulterer i, at der er et gabende hul midt i salen – folk er slet og ret ikke gået herop endnu. Det strømmer dog til i løbet af koncerten, og Plainride ender med et hæderligt, men tilbageholdende publikum.

Bandet giver den godt med los. Musikken sidder ufattelig stramt og bliver leveret utroligt selvsikkert. Plainride har til trods for sit navn nogle ufatteligt solide riffs. Alligevel formår gruppen at fremstå ret anonyme i deres udtryk, der på intet tidspunkt rigtigt fortæller noget unikt eller særligt i forhold til musikken. Bevares, musikken er ganske glimrende med rigtigt mange fede og spændende idéer, men alligevel formår sangene lidt at gå i glemmebogen, efter de er spillet.

Bandets brug af guitarist som bassist fungerer glimrende i de stykker, hvor der er behov for en decideret bas. Resten af tiden fungerer dobbeltforstærker-setuppet fra den ene af guitaristerne fremragende, ligesom hans spillestil sidder lige i skabet. Der bliver fyret så rigelig af lækker soli af, og man er ikke et sekund i tvivl om, at bandets evner er på et højt niveau og helt klart højere end, hvad denne anmelder havde forventet.

Bandet formår at hive en god del af publikummet fremad, og bifaldene tiltager også igennem gruppens fremføring.

Lyden er under Plainrides koncert utroligt god, hvor alle instrumenter får lov til at skinne, når de skal, og alligevel kan give plads til hinanden. Vokalen kan godt få et lille nøk opad, da det til tider er svært at høre, hvad gruppens forsanger egentlig synger, samt hvor god den egentlige teknik er.

Plainride spiller til trods for sit navn en koncert, der ikke bare er helt ’plain’, men i stedet har et godt pondus og flere spændende elementer. Gruppen er dog også konstant i fare for at blive for anonymt, da der ikke er ret meget, der reelt får dem til at adskille sig fra så meget andet indenfor genren. Til trods for dette lykkedes det bandet at levere en fremragende koncert, hvor særligt guitarspillet har været i lækkert fokus.

Corrosion Of Conformity

Aftenens hovednavn sender gruppens bassist, Mike Dean, på scenen til lyden af ZZ-Tops “La Grange”. Lidt lækkert og grumset basspil afbryder Texas-trioen, før resten af bandet går på scenen, hvortil man (i hvert fald, hvor jeg står) kan høre guitaristen, Woody Weatherman, udbryder, at trommeslageren missede sit cue. Det lægger sådan ca. ingen i publikum mærke til.

At det egentlige sammenspil sejler, viser sig at skulle kendetegne starten af aftenens koncert, hvor det lader til at bandet enten skal banke lidt rust af, måske er lidt påvirkede (nogen har garanteret været på Staden), eller slet og ret har svært ved at høre hinanden.

Udfra lyden at dømme kunne sidstnævnte godt være om ikke hele synderen, så i hvert fald en del af den. Lyden er enormt grumset og rodet; særligt i starten af aftenens sæt. Dette resulterer da også i, at gruppen ikke konsekvent spiller super tight, ligesom at især aftenens fødselar, forsanger og rytmeguitarist Pepper Keenans, vokal ikke formår at skære igennem guitarerne, der i den grad formår at buldre igennem. Lyden bliver fikset lidt løbende igennem koncerten, hvilket tydeligt også trækker gruppens sammenspil i den rigtige retning, men helt godt bliver det desværre aldrig rigtigt. Til dette er vokalen konsekvent for lav, og detaljerigdommen i sammenspillet drukner for ofte i løs guitarlyd.

Bandet kommer heldigvis efter det lidt slatne sammenspil i starten af koncerten, og når det først kommer til at spille for Corrosion Of Conformity, ja – så spiller det virkelig også til den store guldmedalje. Gruppen har så rigeligt af små finurligheder gemt i deres musik, om det så kommer til de lidt Geezer Butler-inspirerede basrundgange og fills, de ofte funk-inspirerede trommer, de små tilføjelser i vokalen eller små lækre indslag af solo fra den her til aften ret veloplagte Weatherman. Når dette kommer til sin ret i aftenens sæt, viser det netop, hvorfor Corrosion Of Conformity er et af den slags bands, der rent faktisk adskiller sig fra resten af flokken og står tilbage som noget mere unikt, end mange andre bands indenfor netop stoner-genren gør.

Bandets medlemmer besidder hver især et godt nærvær i forhold til det fremmødte publikum. Man føler sig konstant set og omfavnet af bandet, der i sandhed fanger menneskemængden med deres seje riffs og fede sangstrukturer og ikke mindst godt humør. Da Pepper Keenan beder om at få frontlyset slukket, da det ’gør ham paranoid’, tilføjer det ligeledes noget lettelse til aftenens stemning, ligesom det får en til at vende tilbage til teorien om et smut på Staden. Koncerten er helt nede på jorden, og bandet taler gerne til det fremmødte publikum, som i den grad må føle sig inkluderet – jeg ved, at jeg gør.

Aftenens sætliste bringer os godt omkring i gruppens diskografi, i hvert fald fra tiden med Keenan i front. Hovedsageligt får vi en god portion fra hovedværket, Deliverance, men der bliver da også tid til at lufte numre fra andre albums. Bandet har nogle andre sange med på programmet denne gang i forhold til de sidste par gange, de har besøgt lille Danmark, og det er en sand fryd som fan at få lov til at opleve numre som “Shake Like You”, “Diablo Blvd” og ikke mindst “Born Again for the Last Time” – et nummer, der i den grad er undervurderet.

Corrosion Of Conformity kommer efter det til trods for en lidt varierende start. Bandets sammenspil kommer heldigvis godt på plads, og aftenens sætliste lander utroligt hårdt, også til trods for Pumpehusets lydproblemer denne mandag aften. Corrosion Of Conformity har en charme som, de færreste bands ikke bare indenfor stoner-genren, men hele metal besidder, og det er blandt andet denne charme, der her til aften er med til at give bandet den oprejsning, som de fortjener.