Anmeldelse af: Battle Beast – Circus of Doom. Release d. 21. januar 2022 via Nuclear Blast Records.
Battle Beasts “dommedagscirkus” er lige så dystert som Nightwishs “Cirque De Morgue” (fra sangen “Scaretale” og Imaginaerum-pladen (fra 2011)) dog med mere power, mindre poesi og færre surprise acts.
I midten af 00’erne, i 2005, blev det finske powermetalband Battle Beast (BB) dannet af forsanger Nitte Valo, leadguitarist Anton Kabanen, rytmeguitarist Juuso Soinio, keyboardspiller Janne Björkroth, trommeslager Pyry Vikki og bassist Eero Sipilä, men der gik hele 6 år, før de udgav deres debut, Steel.
Kort tid derefter forlod Valo bandet og Noora Louhimo overtog mikrofonen. Deres gennembrud fik de først i 2013, da de udgav den selvbetitlede efterfølger. Siden da er de kun vokset med pladerne Unholy Savior (2015), Bringer Of Pain (2017) og No More Hollywood Endings (2019). I 2015 forlod Kabanen også bandet og dannede Beast In Black, der minder meget om Battle Beast “bare” med en mandlig forsanger, Yannis Papadopoulos, og mere sci-fi og manga.
Louhimos vokal er lige så skarp som en skærebrænder, og instrumenterne trækker lytteren rundt i hele “cirkusmanegen”. Førstesinglen, “Master Of Illusion”, titelnummeret og “The Road To Avalon” er klassisk BB med masser af kapow’er, stort kor og melodiøse melodier, men “Freedom” er nok den bedste sang og har potentiale til at blive forårets sing-a-long-hymne, når vi ikke længere skal bære mundbind og kan tage til koncerter og festivaler, stående, headbangende og moshende.
Men jeg fik nærmest kaffen galt i halsen, da jeg hørte strofen “Freedom, Your heart it will be pure, And you feel the urge for more, Metal for your soul”. Metal for sjælen?! Ej, det lyder ikke en gang seriøst. Det virker bare fjollet.
Battle Beasts forrige, No More… var en god 4 stjernet guilty pleasure-powerplade med numrene “Endless Summer”, “Raise Your Fists” og “The Golden Horde”, og deres koncert i Pumpehuset maj 2019 var en “euroforisk Eurovision efterfest” med lige så meget keyboard og konfetti som til ESC, men med flere guitarriffs og mere gang-i-pitten. Deres bedste album til dato er Bringer Of Pain med bl.a. “King for a Day”, “Familiar Hell” og “Far from Heaven” til 5 stjerner.
Circus Of Doom er Battle Beasts ringeste album siden deres selvbetitlede 2’er fra 2013. Der er intet tidspunkt undervejs, hvor jeg bliver decideret overrasket over deres musikalske valg i modsætning til på Bringer Of Pain, hvor de havde hevet Tomi Joutsen fra Amorphis med på “Lost In Wars”, eller på instrumentalnummeret “Hero’s Quest” fra Unholy Savior. BB skulle ryste powermetal-slikposen, så man ikke allerede får sukkerchok efter de første par numre. Måske mangler der noget 80 % chokolade eller finsk lakrids i form af noget mere progressivt lyrik og især melodier.
Jeg opdagede Battle Beast i 2011, da de opvarmede for Nightwish på deres Imaginaerum tour, men blev først rigtig fan på Unholy Savior.
Nu er jeg i tvivl, om jeg stadig kan kalde mig selv “fan”. Battle Beast, og Circus Of Doom får kun 3 stjerner.
Circus Of Doom trackliste:
- Circus Of Doom
- Wings Of Light
- Master Of Illusion
- Where Angels Fear To Fly
- Eye Of The Storm
- Russian Roulette
- Freedom
- The Road To Avalon
- Armageddon
- Place That We Call Home
