Filmen “Soaked in Bleach” af Benjamin Statler
Begik Kurt Cobain, forsanger og guitarist i Grunge-bandet Nirvana, selvmord, eller var der tale om overlagt mord? Denne film hælder bestemt til den sidste idé, men ender som et pseudo-afsnit af krimiserien “Dødens detektiver”.
Okay, vi forbigår hurtigt Nirvanas betydning for musikscenen i begyndelsen af 90’erne. Hvis du er nået så langt som hertil, er du nysgerrig nok til at vide, hvad eksistensberettigelse den her film har. “Soaked in Bleach” er meget ulig dokumentarfilmen “Montage of Heck”, som udkom tidligere på året og havde fået Kurts enke, sangerinden Courtney Loves, velsignelse til at gå i gemmerne og bruge materiale. Her har vi at gøre med en konspiratorisk semi-doku/semi-fiktionsfilm med den antagelse, at Kurt Cobain blev myrdet.
Præmissen er – og det ord skal understreges, for den her film skal du IKKE se som den skinbarlige sandhed – at efterforskeren Tom Grant kort før Kurts død blev hyret af Courtney Love til at finde ud af, hvor forsangeren fra verdens største Grunge-band var henne. Hvad hun ikke havde regnet med, så valgte Grant efterhånden at efterforske sagen som et mordkomplot mod Kurt Cobain, hvis tragiske endeligt sluttede i en alder af 27.
Filmen er 50 % den klassiske dokumentarfilm med autentiske tv-optagelser fra nyhedsprogrammer, koncerter osv og 50 % rekonstruktion med skuespillere af, hvad der skete i tiden omkring og efter, at Cobains døde legeme blev fundet i Seattle
Så lad dog manden være!
Tupac bor på Mars, Elvis vender burgere i Memphis og Jim Morrison sipper kaffe i Paris. Min pointe er, at når en generation mister deres ufrivillige talsmand som i dette tilfælde, så kan og VIL man bare ikke acceptere, at det er slut. Som med et djævelsk godt knald – Det skal bare blive ved!!!
Parallellen her er, at Kurt Cobain ikke bliver ladt i fred. Tom Grant har – igen ANGIVELIGT – ægte optagelser af samtaler med Courtney Love og andre tilknyttede, som putter dem i et mildest talt miskrediterende lys. Havde jeg været 20 år gammel, havde jeg ådt dokumentaren som sandhed, men lidt kritisk sans tilsat og der er flere huller, end i en schweizerost pløkket med et haglgevær.
Tom Grant skal liiige fortælle sin egen familiebaggrund (glad for at være på skærmen, måske?), og så skal vi også lige have Nirvanas baggrundshistorie genfortalt (det er dog her helt fint for nye fans).
Drop det!
Filmen forsøger at være selvkritisk – men det er umuligt. Den prøver at tegne et billede af en optimistisk Kurt Cobain, der langt fra var selvmordstruet, men gerne ville leve livet. Ak, for blot de halvinviede udi musikerens univers og materialet, der bliver benyttet, vil vide, at materialet bliver taget ud af kontekst. Interviewbidder og argumenter kan vendes og drejes til den optik, man gerne vil bruge. Og det gør den her film til sin fordel.
Det kammer dog helt over til sidst, hvor filmen ligesom en tre-årig knægt bare gerne VIL overbevise mor om, at det altså ER en god idé at købe fire kilo slik til lørdagsfilmen. Alle, og jeg mener ALLE, de små aspekter af dødsårsagen, fra Kurts stofmængde i kroppen på dødstidspunktet til kropspositionen til geværets position bliver endevendt. Umiddelbart vil man mene, at det er en god idé, men det bliver gjort så kortvarigt og jabber så hurtigt derudad med hver sekvens, at man næsten ikke når at opfange argumenterne.
Det er så her, at det ender med at blive et halvkvalt afsnit af “Dødens detektiver”. Så hvis du er til en god fiktions krimi på DR1 – her bare i amerikansk indpakning og ikke svensk – er du kommet til det rette sted. Hvis du vil have syn for sagn om, hvad der skete den skelsættende dag i april 1994, er du endt det HELT forkerte sted.
At det ikke bliver en énkelt stjerne skyldes udelukkende, at filmen i sig selv er flot at se på og prøver (læg mærke til understregningen igen) på at favne bredt med mange aspekter – med favorisering på sit eget ståsted: Det var selvmord.
GLEM DET! Manden er død! Det kan intet ændre på! (Men jeg æder de ord i mig igen, hvis fremtiden beviser det modsatte)
Vi ville gerne have vist en trailer til filmen, hvis ikke den var så dårlig… Nyd i stedet Nirvanas velkendte epos i afspilleren herunder:
(Foto: Grab fra YouTube)
