Alice Cooper

Mindre snik-snak, mere musik. Please 

-

Anmeldelse af: Long Live Rock – Celebrate The Chaos. Release d. 11. marts via Abramorama. 

“Long Live Rock” er måske ikke den mest opfindsomme rock-filmtitel, men i det mindste er undertitlen “Celebrate The Chaos” lidt mere bedre. Spørgsmålet er så bare, om filmen virkelig hylder kaosset eller ej… 

 

Dokumentaren indledes af spørgsmålet, om rocken er død? Selvom det er et lidt dumt spørgsmål, virkede det lidt relevant, fordi hiphop er blevet mere populært, men heldigvis går de fleste metalfans ikke op i, hvor populære deres bands/genre er – nok lige modsat. Jo mere unikke de er, jo bedre er det for de fleste. I min optik skal metal “bare” accepteres på lige fod med pop, R&B og rap til bl.a. prisuddelingsshows (Danish Music Awards). 

Hele filmen består af interviews om metalmiljøet med “almindelige” mennesker/metalfans, branchefolk og musikere fra bl.a. Metallica, Slipknot, Korn, Rob Zombie, Guns N’ Roses, Avenged Sevenfold, Godsmack, Halestorm, The Pretty Reckless, In This Moment, Rage Against The Machine, Greta Van Fleet, Black Veil Brides, Papa Roach, Five Finger Death Punch og Steel Panther. Desværre bliver der ikke delt nogle guldkorn, hvilket mest skyldes spørgsmålenes kvalitet, og kun i korte klip spillet noget af deres musik. Den sang, der får mest spilletid, er Metallicas “Enter Sandman” – kedeligt og uoriginalt. 

Alternativt kunne man have lavet en historisk gennemgang af vigtige sange med kommentarer af musikerne, både komponisten og kolleger, branchefolk og fans. Det kunne være nostalgisk både at se musikvideoer og koncertoptagelser samt høre anekdoterne om dem. Det kunne også være oplysende, så man kunne lære nye/gamle bands. 

Seer-målgruppen er tydeligt ikke-rockfans og ikke-metalfans. Filmen kan du roligt vise til din (sviger)familie, som stadig tror, at alle metalfans er satanister og sado-masochister. Der er et helt afsnit der handler om crowdsurfing, mosh/circle-pits og wall of deaths. For en “erfaren” metalfan er det ikke så kaotisk og revolutionerende. Men “pas på” – er der også et afsnit om alkohol og stoffer, som mest fungerer som en stor advarsel: “Don’t do drugs”. No shit, Sherlock!  

Filmen afsluttes med klip af de medvirkende musikerne, som “godkender”, at interviewet bliver bragt i filmen. Ærligt talt så regnede jeg også med dét. Den opmærksomme seer vil bemærke, at sportstøjfirmaet Under Armour bæres af overraskende mange af de medvirkende. Sponsorater (af den slags) er hverken god stil eller “rock and roll”. 

Det, jeg vil huske filmen for, er at den minder mig om, hvor meget jeg savner koncerter, og hvor meget musik generelt betyder for mig. For mig er rock og metal ikke meget anderledes, end hvad en hiphopper synes om rapmusik, eller hvad en hipster synes om singer-songwriter-pop-rock. Jeg synes (jo selvfølgelig) bare, at rock og metal er de bedste genrer og har mere dybde. 

“Long Live Rock – Celebrate The Chaos” er en middelmådig fortælling, som man har hørt før i andre kontekster, og hvis man allerede færdes i metalmiljøet, er det decideret kedeligt at høre nogen kloge sig om noget, som ikke just er “breaking news”. Det er lidt ligesom at se TV-Avisen fra sidste måned. 

Instruktøren, Jonathan McHugh, vil fortælle alt for meget, så det ender med ikke at fortælle noget som helst. Derfor får “Long Live Rock” kun 1 stjerne.

Filmen kan streames via DETTE LINK for 89 kroner.

Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

REVIEW OVERVIEW

Long Live Rock - Celebrate The Chaos

Share this article

Recent posts

Popular categories