Min synd var nemlig den gigantiske brøler, at jeg aldrig har set Judas Priest live før.
Ja, du læste rigtigt; et af de store NWOBHM- bands, hvis karriere spænder over 18 studiealbums – hvoraf det seneste udkom tidligere i år (Firepower) – og som til næste år har eksisteret i 50 år, er det på forunderlig vis lykkedes mig at undgå at betragte live tidligere i mit liv.
Jeg har så heller ikke ligefrem jagtet bandet for at se dem, for hvor meget kan (endnu) et par dinosaur-musikere, hvis storhedstid lå tilbage under Den kolde krig, egentlig udføre på en scene?
Ikke så lidt endda, skulle jeg hilse at sige.
Men lad os da lige tage opvarmningen, som der øjensynligt var negativ opfattelse af rent performancemæssigt, hvilket jeg stiller mig uforstående overfor:
Megadeth
Jeg har ikke det store forhold til bandet med legendariske Dave Mustaine i front. Jeg kan da deres klassikere, men de har aldrig fået mig til at hoppe ud af sokkerne af begejstring i bedste tegneseriestil, men allerede da de lagde fra land med sangen “Hangar 18”, følte og fornemmede jeg et velspillende band, der kunne deres kram og spillede strømlinet i takt.
Nej, lyden var ikke perfekt, men instrumenterne gik skarpt igennem, hvor jeg sad, så selvom jeg savnede vokal på specielt numrene “Sweating Bullets” og “Symphony of Destruction”, så kunne jeg stadig fornemme nuancerne i musikken – og min hørelse er ikke den bedste.
Nu er Mustaines vokal ikke ligefrem i falset-afdelingen, hvor jeg nærmere vil betegne hans vokalstil som en snerrende bjæffen mellem tænderne, så jeg har aldrig oplevet en Megatdeth-koncert med vokal i Spitzenklasse, så måske er det bare symptomatisk for bandet, at vokalen er lidt… hæs.
De forreste publikummer var dog begejstrede for at se dette Big 4-band, og selvom jeg savnede lidt mere interaktion fra bandets side mod publikum, så svarer det vel til at klandre en stand-up-komiker for at fortælle for mange jokes.
