Anmeldelse af: Tech Trek med Archspire, Psycroptic, Benighted og Entheos. Eksercerhuset, Fredericia d. 30/03-23.

Den tekniske metal fik frit løb, da en af årets absolut vildeste tourpakker svang forbi Eksercerhuset i Fredericia.

Foto: Marika Hyldmar

Entheos

Første match denne kølige senmartsaften bliver med Entheos fra USA, og der er i den grad lagt op til nogle tunge og voldsomme moderne breakdowns med små finurlige teknikaliteter indblandet.

Gamet er moderne teknisk og progressiv metal, der i mine ører ofte ligger meget opad deathcore-genren. Gruppens første nummer virker faktisk mere som et deathcore-nummer end som et tech-nummer i mine ører. Det gør resten af sættet i mindre grad.

Gruppens sammenspil sidder rigtigt godt, og særligt sangerinden, Chaney Crabb, kommer rigtigt godt rundt på scenen. Begge de to indhentede live-guitarister tilføjer ligeledes en enormt god energi til showet. Der er gang i den på scenen, også selvom der aldrig rigtigt formår at komme gang i den nede på gulvet.

Lyden er glimrende under Entheos koncert, hvor samtlige instrumenter går rigtigt fint igennem også bassen – til trods for at gruppen slet ikke har en bassist med. Det er altid ærgerligt, når et band ikke fylder de poster, som de benytter ud. Det spiller dog alligevel okay for bandet til trods for den manglende position.

Musikalsk bliver Entheos lidt for præget af core-dyderne for mit vedkommende, også selvom de i princippet nok ikke rigtigt er et coreband. Det virker blot enormt uopfindsomt konstant at benytte breakdowns for at komme videre i sine numre, og dette gør Entheos på samtlige numre, de fyrer af her til aften. Bevares, et breakdown er ikke nødvendigvis negativt, flere af dem, Entheos fyrer af, er ganske fornuftige; en ting, som netop tekniske bands i mine øjne kan formå. Det er til gengæld stadig uinteressant og uinspirerende sangskrivning, den lette vej fra A til B, og det bliver hurtigt for ensformigt og forudsigeligt.

Entheos hiver den hjem med en god liveperformance og et godt overskud i netop denne performance, men formår ikke at imponere alt for voldsomt med sin musik, der til tider virker en kende ensporet.

Benighted

Her til Tech Trek er der tjek på changeovers. Femten minutter går der, før næste band er blevet tagget ind på scenen, og så skal jeg ellers love for, at det går over stok og sten. Benighted fra Frankrig er kommet til Fredericia, og de lader ikke til at tage fanger.

Der er fart over feltet fra start, og energien vælter ud fra scenen og ender således også ud i moshpits og circlepits i løbet af koncerten; små, ganske vist, men de er der og energien er god.

Benighteds sammenspil er stramt og absurd lækkert. Growlende fra både sanger, Julian Truchan, og bassist, Pierre Arnoux, rammer som en hård uppercut til kæbepartiet og bidrager til, at hovedet begynder at ryste i takt til den voldsomme og tekniske musik, hvor særligt de enorme tempo imponerer. Der er i den grad fart over feltet, når franskmændene spiller op til nakkedans og skulderskub.

Musikalsk er der godt med smæk på, og til tider er vi nærmest ovre i noget enormt teknisk grindcore med kraftige dødsmetal-aner. Gruppens performance afspejler også denne arrigskab, i hvert fald når musikken spiller, hvor særligt Arnoux skærer de ondeste grimasser, vi her til aften ser fra scenen. Arrigskaben matcher den tunge og voldsomme musik enormt godt, også selvom forsanger, Truchan, imellem numrene mest af alt lyder og virker som en vaskeægte hyggeonkel.

Bandet kommer godt rundt på scenen, og den voldsomme musik får i den grad publikummet op på dupperne. Benighted er et hidtil uskrevet blad (et af de der bands, man har kendt navnet på, men aldrig fået lyttet til) for mit vedkommende, men mon ikke at aftenens match kommer til at ændre ved netop dette.

Psycroptic

Efter yderligere et kvarters tid bliver vi publikummer stærkt konfronteret af næste levende kæmper på scenen. Australske Psycroptic er klar på at give publikum et ordentligt los af teknisk dødsmetal med masser af fart og nærmest akrobatiske guitariffs.

Psycroptic har atter engang en låne-sanger med på turné, og æren tilfalder Jason Keyser, der normalt gør det som frontbrøler i dødsmetalbandet Origin. Han gør det eminent her til aften, hvor vokalen både sidder lige i skabet og føles rigtigt i sin aggression uden at gå på kompromis med, at dødsmetal og især den tekniske form for dødsmetal godt kan tage sig selv lidt for seriøst. Keyser får trukket os lidt mere ned på et fjollet niveau, som virkelig klæder koncerten. Der er hele tiden et glimt i øjet, og dette bidrager til en god og høj underholdningsværdi.

Bandet spiller vanvittigt lækkert, og der er praktisk talt ikke en finger at sætte på deres enorme tekniske kunnen. Musikken sidder lige i skabet og er ufatteligt stramt udført. Der er godt med fart over feltet på samtlige instrumenter.

Bassisten, Todd Stern, holder sammen med Keyser liveskansen godt ved lige med stor energi, hvilket så tillader guitaristen, Joe Haley, at fokusere mere på det meget tekniske guitarspil. Her skal man ikke forvente de helt store energiudsving, men dette gøres der så op for fra andre medlemmer. Showet er intenst, men også afbalanceret. Lyden viser i sandhed også gruppen fra sin bedste side, hvor alt står knivskarpt.

Psycroptic spiller fuldstændigt eminent og tænder publikum i enormt høj grad. Moshpitten er nærmest i fuld gang under hele koncerten, og vi ser også nogle ret store circelpits i kampens hede. Bandet beviser, at australiere ikke er til at spørge med i bokseringen med stramt sammenspil og høj teknisk kunnen.

Archspire

I det sidste af aftenens fire ringhjørner finder vi canadiske Archspire; et band, der er fuldstændig uovertruffent indenfor sin genre af vanvids teknisk metal med rigeligt smadder og for sindssygt tempi. Det er mildest talt imponerende, hvad denne gruppe ikke bare kan skrive det, men også spille det, og så endda samtidig med, at de kan performe, som de viser her til aften.

Det viser sig atter engang at være smart at samtlige techbands spiller direkte i PA-anlægget med moduleringsforstærkere. Det gør virkelig disse changeovers super korte, smooth og vigtigst af alt uden, at lyden ender i mudder. Lyden er atter engang stram som ind i helvede, og boksehandsken fra Archspire slår hårdt.

Fra start imponerer bandet ikke blot med teknisk kunnen, men i lige så høj grad med deres humoristiske tilgang, ikke blot når det kommer til liveshowet, men i nok lige så høj grad når det kommer til finurlighederne i musikken. Jeg tager mig selv i at stå og smile fjoget adskillige gange i løbet af koncerten slet og ret pga. de voldsomme og stadigt imponerende stykker i musikken. Udførelsen sidder lige i skabet, og bandet virker enormt tændt.

Dette gør publikum i enormt høj grad også, og der kommer okay med tryk på ved de forreste rækker, ligesom den geniale idé med at få publikum til at spille Twister, der så udvikler sig til en Wall Of Death, ikke blot er opfindsom, men også utroligt morsomt. Bandets sanger, Oliver Rae Aleron, formår at interagere fuldstændig perfekt og morsomt med sit publikum og fremstår ofte nærmest lige så meget som komiker, som han fremstår som dødsmetallens Tech N9ne. Her til aften spiller det, og Archspire går efter sejren med stor humor i den ene hånd og absurd teknisk kunnen i den anden.

Ligesom Psycroptic spiller Archspire meget med selvironiens muskler. Det ville muligvis også gå hen at blive lidt for pøllet, Brian og se-mig-agtigt, hvis man ikke lagde lidt ironisk distance til at spille så teknisk og voldsom musik. Humoren pakker show-off-elementet utroligt lækkert ind og får denne form for liveshow til at glide utroligt let ned. Dette har Archspire i høj grad forstået.

Showet sidder overlegent og enormt professionelt. Bandets tekniske kunnen overgås kun af medlemmernes evner til at fyre den af samtidig. Det er tjekket og blæret, uden at det bliver for meget.

Archspire tager den helt store sejr med hjem fra matchaften på Eksercerhuset med en overlegen koncert, der vil blive husket tilbage på i lang tid.

Marika Hyldmar har flere billeder fra arrangementet til dig her: