Anmeldelse af The Browning, Gehenna, Copenhell d. 25/06-2026.

The Browning er ikke stor kunst, men det er enormt god underholdning, beviser amerikanerne på Gehenna natten til torsdag.

Foto: Anders Mikkelsen.

Det er svært at vælge imellem onsdagens midnatskoncerter. Tager man en omgang perfektionistisk prog med Mastodon på Hades? Skal man indhylles i tung doom på Pandæmonium med Konvent? Eller skal man, som jeg vælger, tage en tur i skoven og droppe alt hvad der hedder kunst, til fordel for gak og løjer? The Browning it is!

Strømmen går flere gange i starten af amerikanernes festlige udskejelser. Der går lige nogle numre, før disse problemer lader til at blive fikset, så koncerten kan fortsætte ufortrødent. The Browning er 3 mand høj, og i forhold til at de ikke har en bassist, så er der ualmindelig meget bund i musikken, der bedst kan beskrives som Whitechapel møder Scooter. En slags Euro Trance-Core om man vil.

Som min makker siger til mig ”det er jo ikke stor kunst det her, men det er fandeme underholdende!” og det kan jeg virkelig kun give ham ret i. Det er en utroligt god stemning ved Gehenna, hvor knæklysene flyver rundt i et virvar af en danse-pit.

Lyden er høj til The Browning, og særligt bassen får som sagt lov til totalt at dominere, en ting der ikke er uset i hverken Deathcore eller Euro Trance. Det fungerer godt, og bandet formår at fange publikum rigtigt godt.

Den musikalske blanding er utroligt velfungerende, og viser nok på et eller andet punkt, at metallere har et undertrykt forhold til de mere hårde elektroniske genrer også. Sikke et chok hva’? Dette cementeres da bandet spiller deres cover af Eiffel 65-klassikeren ”Blue (Da Ba Dee)”, hvor fællessangen ingen ende vil tage.

The Browning leverer en glimrende og nærmest absurd underholdende midnatskoncert i skoven. Forventer man stærkt kunstnerisk indhold, dybe budskaber eller voldsom progressivitet, så er man gået forkert. Her er kun god gedigen underholdning.

Fotos af Anders Mikkelsen