Alice Cooper

The Day You Die… Is The Day I Smile!

-

Anmeldelse af: Naglfar. Pumpehuset, Kbh. 28. november 2018

Naglfar indtog foyeren i Pumpehuset

27. Maj 1995 ramte pladen Vittra gaden, og min musikalske opmærksomhed blev med ét rettet mod et lille sted på den forkerte side af polarcirklen for de flestes vedkommende, nærmere betegnet Umeå i Sverige.

I mere end 23 ½ år har jeg ventet på muligheden for at opleve Naglfar Live. De var godt nok forbi Danmark for omkring 12 år siden, men af helt uforklarlige årsager er netop denne koncert gået min næse forbi.

Nu er jeg så imellem tiden landet på Bornholm, hvilket selvfølgelig ikke gør rejsen meget lettere, da jeg som minimum skal hive to dage ud af kalenderen for at opleve en koncert i København. Det gør jeg selvfølgelig gerne fra tid til anden, når det ellers kan passe ind med konens arbejde og andet.

Tilbage i starten eller midten af 90’erne var jeg så heldig at opleve ”a once in a lifetime”-koncert bestående af Mercyful Fate og King Diamond i en dobbelt koncert, det var kæmpestort! Den koncert havde jeg dog ikke 23 års ventetid på, da jeg havde oplevet begge bands tidligere bare hver for sig. Nu smed Pumpehuset så lige den mest ventede koncert for mit vedkommende på plakaten, så nu var det bare at få arbejde, børn og det hele til at passe sammen, så jeg kunne tage turen fra Bornholm til København.

Jeg var måske en anelse nervøs for, at Naglfar kun ville skuffe mine store forventninger efter så mange års venten, for det ville jeg ikke kunne bære.

Med en god bund lagt, ramte jeg og min ven Paw Pumpehuset lidt over klokken 19 og kom op i, hvad jeg vil kalde foyeren, hvor jeg til min store overraskelse så en lille scene opført. En stor merchandisebod og et fint galleri af billeder, som jeg desværre ikke fik taget fotografier af. Vi gik i baren og købte os en øl, hvor jeg lige fik hørt den flinke mand bag baren om, hvorvidt alle tre bands skulle spille på den lille scene, hvilket til min endnu større overraskelse, de skulle. Jeg er nok også meget præget af, at de kære svenskere er mit favoritband, men forstår stadig ikke, at der var så sparsomt et fremmøde.

 

Anomalie
Dette én-mands projekt fra Østrig kendte jeg ikke på forhånd, og de få videoer, Paw havde fundet, før vi tog afsted, sagde mig ikke det helt store, så mine forventninger var skruet helt i bund, da Marrok og hans hired guns gik på scenen.

Fra starten af showet var der gang i bandet, som var helt tæt på publikum, hvilket gjorde det meget let at nå udover scenen, og det gjorde Anomalie til fulde. Hvad Anomalie ikke ramte mig med på de Youtube-videoer, Paw havde fundet, det ramte de så sandelig med live.
Masser af energi, nerve og rigtig god lyd, som med tre guitarister og en til tider messende vokal gav en unik følelse af at føre en ind i et sort univers af mørkets kræfter.

Til trods for den nogle gange lidt kedelig tjans at åbne, så beviste Anomalie onsdag aften i Pumpehusets foyer, at selvom man er ganske grønne som band og første support på aftenen, så kan man med sort messe sagtens rive folk rundt. Jeg følte mig i hvert fald draget af deres atmosfæriske black fra start til slut, og mine bekymringer blev i den grad gjort til skamme.

Anomalie, håber jeg at komme til at stifte yderligere bekendtskab med i fremtiden.

 

Schammasch
Fra Østrig bevæger vi os nu videre til Schweitz og Schammasch (Shamash), som er solguden i den babylonske mythologi. Helt i sort; som i sort tøj, sort kutte, helt malet sort i hovedet og på hænderne trådte forsanger C.S.R. ind på scenen og begyndte at gøre klar med røgelse og rekvisitter.
Det virkede lidt forkert, at frontfiguren selv måtte stå for disse ting, og at man ikke fik en roadie eller en stagehand til at gøre dette. Det ødelagde lidt overraskelsesmomentet for mig at se denne ”sorte” mand på scenen, før deres sæt gik i gang. Samtidigt satte det selvfølgelig også lidt tanker i gang omkring, hvad jeg egentligt havde i vente, da jeg på forhånd heller ikke kendte noget til
Schammasch.

De første 2/3 af deres optræden var et stort sort mudder af lyd til trods for, lydmanden flere gange var ude for at lytte, om det nu lød rigtigt.
Bandet havde som
Anomalie også tre guitarister på scenen, så mine forventninger var sgu skruet lidt højt op, da jeg lige havde bevidnet en fornem sort messe.

Det virkede til tider, som om lydmanden havde mere travlt med at spise sine tomater, ”ja,” tænker du sikkert nu, ”hvad fanden har tomater med lyden og koncerten at gøre?” Det ved jeg sgu egentligt heller ikke, men det var lige pludselig der, mit fokus endte, da jeg var placeret på trappen ved siden af lydpulten, ganske som under Anomalie.

Til min store glæde blev lydmanden færdig med sine tomater, og med fire numre igen skete der noget med lyden, og musikken blev med et meget mere spændende.
Nu kunne man høre, hvad der foregik på scenen, hvilket var ganske hæderligt, men sindssygt svært at få rettet op på helhedsindtrykket af en meget dårlig indledning.

Til Schammasch forsvar skal dog siges, at første række var fuldt med, men de nåede desværre langt fra ud til alle måske grundet de lydmæssige udfordringer.

 

Naglfar
Endelig… 23 ½ år, jeg var spændt som et barn på fire, der glæder sig til jul. Ville jeg gå skuffet hjem, eller ville jeg mindes denne koncert med glæde? Var lydmanden igen sulten, eller skulle den sidste tomat ligge til pynt?

Med introen til ”Feeding The Moloch” indtog Naglfar scenen indhyllet i et rødt skær, som fra helvedet. Naglfar indtog ikke bare scenen, de indtog hele rummet på en gang med deres voldsomme melodiske black metal. Smæk på fra starten med blasts fra Efrain Juntunen på tønderne, en solid bund fra manden med tilnavnet Impaler, Alex Friberg, der udstrålede ondskab fra start til slut, mens Marcus høvlede fede melodiske leads af. Andreas gennemtvang de fede riffs ud af sin guitar, mens energibundtet Kristoffer vrængede sin alt for fede vokal ud af sin krop.

Trappen blev hurtigt udskiftet med en plads nede foran scenen for at komme helt tæt på, selvom jeg ikke følte mig langt væk. Det desværre sparsomme publikum var med fra start, og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der følte sig så tæt sammen med bandet, som var vi i en symbiose.

Foyeren blev hurtigt omdannet til skibet bygget af døde mænds negle, hvor vi sammen med nordboerne fra Umeå sejlede ud og erobrede de sidste fortabte sjæle, for Naglfar kommanderede os med ”The Mirrors Of My Soul”.

Fanden i helvede godt, jeg havde Paw med, som I ved fra tidligere anmeldelser, så er han skide god til udover sit fantastiske selskab at hente øl. Det kostede desværre to min af “Black God Aftermath”, da min blære mente, at nu skulle den sgu tømmes. Jeg nåde dog tilbage og kunne sammen med resten af besætningen drive ud og indhente flere fortabte sjæle under nummeret ”Odium Generis Humanis”, som er et stilstykke i ondskab og had til menneskeheden i sin helhed.

Selvfølgelig skulle vi ikke snydes for ”The Perpetual Horrors”, som for mig er et af de fedeste numre, efterfulgt af hvad, en anden fan sagde til mig under koncerten, hans indgangsvinkel til Naglfar: ”And The World Shall Be Your Grave, begge fra albummet Pariah. Som han sagde, hvis folk ikke kender Naglfar, så skal man bare præsentere dem for dette nummer, da det er essensen af, hvad Naglfar er.

Vi blev ført ned af ”The Darkest Road” og fik beskeden ”Bring Out Your Dead”, inden Paw igen havde fyldt min blære, og jeg måtte træde ud af båden igen og missede ”Blades”.
Jeg var dog hurtigt retur og rendte lige ind i
”A Swarm Of Plagues”, akkurat ”Som tusmørket fødte natten” og tog mig de 23 ½ år tilbage i tiden, hvor jeg hørte dette nummer for allerførste gang, og min sjæl var solgt.

Hvis ikke min aften havde været perfekt på nuværende tidspunkt, så blev det den da i hvert fald, da ”I Am Vengeance” efterfølgende blev annonceret, som fik folk endnu mere med om muligt. Jeg kan da stadig mærke lidt ømme nakkemuskler, og det er voldsomt sjældent, at jeg headbanger, da det må være for ungdommen, hvor jeg selv har headbanget mere end rigeligt.

Helt slut var det endnu ikke, inden Naglfar, Schammasch og Anomalie skulle videre på en 14 timers bustur, da der lige med afslutningsnummeret skulle ”Høstes” lidt mere.

Tak til alle de døde, hvis negle er samlet sammen til at bygge Naglfar, et fantastisk sagn og et fantastisk band og en absolut fantastisk liveperformance.

Hvis en enkelt derude skulle side med en fornemmelse med nogen tvivl overhovedet omkring min oplevelse, den lidt længere ventetid, om det levede op til mine forventninger, så vil jeg gerne præcisere:

Dette var uden tvivl så absolut værd at vente 23 ½ år + 1 dag på, og skulle jeg vente yderligere 23 år på det igen, så gjorde jeg gerne det! Det levede fuldt ud op til mine forventninger til trods for det skuffende fremmøde, så kan jeg så absolut se det positive, i dette også. Vi kom så tæt på som publikum, som man overhovedet kan, hvilket gjorde det til en unik oplevelse for os og måske også for de tre besøgende bands.

Sidst men ikke mindst så kom jeg hjem trods aflyste og rykkede færger. Jeg skulle nok have taget Naglfar hele vejen hjem, for de(n) ”sejler” sgu efter planen!

 

Bornholm Over & Out

ANTAL STJERNER

Anomalie
Schammasch
Naglfar

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Naglfar. Pumpehuset, Kbh. 28. november 2018 Naglfar indtog foyeren i Pumpehuset 27. Maj 1995 ramte pladen Vittra gaden, og min musikalske opmærksomhed blev med ét rettet mod et lille sted på den forkerte side af polarcirklen for de flestes vedkommende, nærmere betegnet Umeå i Sverige. I...The Day You Die… Is The Day I Smile!