Anmeldelse af: Zeal & Ardor. Pumpehuset, Kbh. 01. december 2022.
Folk var mødt op i et tætpakket Pumpehuset for at opleve det satan-kultiske band Zeal and Ardor og fik alt, hvad de havde betalt for! Meeed undtagelse af en god opvarmer…
Foto: Morten Hermansen / heavymetal.dk
Omsorg
Når jeg tager til en koncert med et relativt stort internationalt band som Zeal and Ardor, så går jeg stærkt ud fra, at når man vælger at booke et lokalt band til at spille opvarmning, så er man garanteret at blive varmet godt op med en velspillet og flot koncert.
Dét blev jeg bare desværre ikke denne aften.
Ganske vist blev jeg rimelig underholdt. En ret god energi fra bassisten og trommeslageren gjorde, at man følte, at der skete noget. Der blev lagt god nerve og indlevelse i musikken. Problemet er så når al denne showmanship ikke helt bliver fulgt op af velspillet musik.
Omsorg forsøger på mange ting (som de kunne få cadeau for). De har en meget punket tilgang til riffs, sangskrivning og fremtoning med nogle prog-inspirationer. Dette lyder til at være meget spændende og lækkert. Men dette kræver så, at udførelsen også er gennemført. Det var det desværre ikke denne aften. Mange missede slag på trommesættet, dissonans mellem bas og guitar og roderi med soli og riffs gjorde, at Omsorgs opvarmningskoncert blev en smule pinefuld og gjorde, at den nerve, de ville fremvise, blev mere eller mindre krampagtig og presset.
Jeg er ked af at måtte give negativ kritik til endnu et opvarmningsband, men dette var nok det mest ufærdige af dem, jeg har set i år. I sidste ende følte jeg mere, at jeg var til et talentshow på et gymnasium end en stort opsat koncert på Pumpehuset. Jeg fik, desværre, lidt følelsen af, at den her opvarmningstjans mere eller mindre var booket via en vennetjeneste end noget andet.
Tilbage til øveren, drenge. Håber at kunne se jer igen i en måske lidt mere gennemøvet og mere velforberedt stand.
Zeal and Ardor
For saaatan, hvor havde jeg glædet mig længe til at se Zeal and Ardor spille igen. Sidste gang for undertegnede var på Wacken i 2018 kl. 2 om natten. Dette var en helt igennem fantastisk koncert, som har fået mig til at lytte til musikken igen og igen.
Nu var det så blevet 2022 i Pumpehuset, og det første, jeg lægger mærke til, er, at det virker til at de to korsangere var blevet sparet væk. Til at starte med tænkte jeg, at dette var et virkelig dumt træk, eftersom dem, der før har haft denne tjans, har gjort, at der ikke er det store behov for backing-tracks og har været med til at levere en fed fremtoning på scenen. Det skulle dog vise sig, at deres fravær var grundet sygdom, og bandet derfor måtte vælge mellem at aflyse eller spille alligevel.
Og satan ske tak og anarki for, at de valgte at spille koncerten. Dog kunne man tydeligt mærke i starten, at der skulle justeres henad vejen på backing-tracksne, da disse enten var for høje eller for lave igennem sættet. Én ting, der for alvor stak ud, var, at bassen var skruet ret højt op. Samtidig var den ene guitar ret lav i mixet, hvilket resulterede i, at man for det meste kun kunne høre hovedmanden, Manuel Gagneux’, guitar. Dette er en skam, da der er en del fede disharmonier og harmonier i Zeal and Ardors riffs, og dem fik man altså ikke fuldt udbytte af i dette lydmix. Til gengæld var trommerne virkelig godt mixet og lå stort set lige der, de skulle, hele koncerten for at bringe Zeal and Ardors lyd til live. Dejligt stærke, buldrende og bombastiske.
For at snakke lidt mere om Manuel Gagneux, så har jeg nok ALDRIG set en mere omsorgsfuld og opmærksom mand end ham denne aften. Flere gange valgte Manuel at adressere eventuelle problemer i publikum. Først var det, fordi der var en fyr, der virkede lidt beruset og virkede til gerne at ville helt foran, hvor der egentlig var plads, så Manuel bad en af dem, der stod ved hegnet om at lige rykke sig lidt, så der kunne være plads til alle. Derudover så øjnede Manuel også efter en af sangene, at der var en fyr, der var meeeeget stiv. Så stiv, at han kaldte på sikkerhedsvagterne og bad dem om at hjælpe ham ud, så han kunne få noget hjælp. Super sympatisk.
Samtidigt var han også dybt taknemmelig. Han brugte næsten en hver lejlighed til at takke publikum for at være mødt op og støtte bandet (dog kan dette selvfølgelig sagtens være og er sikkert noget, han siger hver aften, men det virkede dog stadig ret ægte).
For at vende lidt mere tilbage til musikken så blev den leveret fuldstændig suverænt. Det er længe siden, at jeg har oplevet et så stærkt live-orkester. Ekstremt tight. Dette kan nogle gange gøre, at bands går lidt på kompromis med sceneshowet, men det skal jeg love for, at det ikke betød for Zeal and Ardor. Alle musikere leverede til deres fulde og sørgede for, at der altid var et fedt sted at kigge hen på scenen. Ikke et eneste kedeligt øjeblik.
Eneste ønske, jeg kunne have haft for at forbedre denne aften, ville være, at sætlisten måske havde lidt flere sange fra de tidligere udgivelser. Derudover havde det, at bassen var en smule lavere og den ene guitar lidt højere i lydmixet, været værdsat.
Jeg må sige, at jeg endnu engang var helt betaget af Zeal and Ardor og var nærmest helt i trance. Så dybt, at jeg næsten ikke helt tænkte over, hvilke numre der blev spillet, men bare fulgte med en helt igennem fantastisk satanisk strøm og for en gangs skyld lige glemte alt omkring mig.
Det var helt igennem euforisk at få lov til at læne sig tilbage og høre helt vildt flot (og dog simpelt) komponerede sange og bare nyde den her koncert. Noget, jeg sjældent føler, når jeg er ude og anmelde, da jeg jo er ”på arbejde”.
Hvis du ikke har oplevet dette band endnu, så er det fandeme en skam og få for fanden tjekket dem ud på Copenhell i 2023, hvis du har en billet! Det er KUN anbefalelsesværdigt! ISÆR hvis de har deres to korsangere med! Don’t you dare, look away…
Her følger lidt flere billeder fra koncerten. Billederne er venligst udlånt af Morten Hermansen Fotografi:
