Anmeldelse af Suicidal Tendencies, Hades, Copenhell d. 24/06-2026.
Suicidal Tendencies leverede en glimrende koncert på Hades, hvor du til trods for manglende backdrop, aldrig helt var i tvivl om hvem der var på scenen.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup.
Det er blevet tid til en god gammeldags crossover svingom med altid klassiske Suicidal Tendencies. Der bliver skudt med skarpt fra start, hvor bandet fyrer bangeren ’You Can’t Bring Me Down’, til publikums store fornøjelse.
Mike ”Cyco Miko” Muir har stadig sine faste dansetrin bevaret, og der bliver i den grad givet godt med gas oppe på scenen, til den dejligt bøllede blanding imellem hardcore punk og thrash metal, som gruppen er leveringsdygtige i. Få bands kan nævne deres eget bandnavn i helt det samme omfang som Suicidal kan, men netop til denne type koncert passer det bare utroligt godt, ligesom at bandets voldsomme brug af egen merchandise ganske vist virker lidt selvfed, men alligevel helt korrekt. Til gengæld har bandet ikke et backdrop med, så hvis ikke man nævnte navnet hele tiden, eller havde merchen på, hvem ville så egentlig vide, at de står, og ser på Suicidal Tendencies?
Bandet har en god energi, og showets energi cementeres især da guitaristen hopper ud og sidder på skuldrene af publikum, samt ikke mindst crowdsurfer, imens bandet spiller. Et velkendt men også altid velfungerende trick at hive op at lommen. Det samme gør sig gældende, når Muir beder om en wall of death til ’Cyco Vision’. Beder Suicidal Tendencies om en wall of death så skal de også nok få den! Det er en del af gamet.
Lyden fungerer glimrende på Hades, og Suicidal får lov til at give den et godt skub. Lyden kunne måske godt være lidt højere end den er, i hvert fald hvor denne anmelder har fået placeret sig. Lidt mere skub på volumen, og så er den der lige til perfektion.
Suicidal Tendencies får også gået gakgak i gågaden, da de hiver flere fra publikum, og ikke mindst de frivillige fra Hades med i på scenen. Der ender med at være så meget publikum på scenen, at man fristes til at tro, at bandet har hørt om årets jubilæumsshow, og I HVERT FALD skal have flere kroppe på scenen, end hvad vi får til jubilæumsshowet fredag.
Der er mange små opbrud i musikken imellem numrene, som et band der ikke har totalt gennemøvet et show, men i stedet lader stemningen være det der sætter dagsordenen. Det er en sjov kontrast til det totalt gennemøvede nostalgi show vi lige har bevidnet ovre ved Alice Cooper på Helviti. Det bliver meget live og ægte.
Koncerten virker til at stoppe lidt brat, med scenen fyldt af fans. Afslutningen virker lidt akavet, og man føler i den grad at ’Institutionalized’ mangler i gruppens sætliste.
Suicidal Tendencies leverer i den grad en godkendt omgang dansabel crossover. Med god energi og ikke mindst et glimrende liveshow, leverer amerikanerne varen denne onsdag aften på Copenhell.



















