Anmeldelse af Mnemic, d. 19/06-2025 på Hades, Copenhell.
Mnemic gav den rigeligt med gas foran et glas publikum på Hades-scenen til dette års Copenhell.
Foto: Tommy Skøtt
Mnemic går på ligeså skarpt som forsanger Michael Bøgballe er klædt på. Med stor energi lægger bandet fra land med baskeren “Deathbox”, og så er 00’er ikonernes helvedesmarch altså også kommet i gang på Hades. Stemningen er sat, og der er dømt vaskeægte nostalgi.
Bandet har en rigtigt god energi på scenen, hvor der i særdeleshed headbanges til den helt store guldmedalje. Forsanger Michael Bøgballe er ligeledes i hopla og kommer godt rundt på den store scene. Bassist og superunderholder OBeast gør det fremragende og er enormt underholdende på scenen, med sin store energi og gakkede attitude.
Lyden er dejligt detaljeret oppe på de forreste rækker, hvor man virkelig kan mærke bassen og stortrommen i brystkassen. Riffs’ne står dejligt skarpt, og Bøgballes vokal flår sig igennem publikums øregange. Særligt lækkert lyder den growlede og skrigende vokal, der sender en direkte tilbage til 00ernes og bandets storhedstid. Det lyder imponerende tæt på pladen.
Den gode energi hører ikke kun til på scenen. Vi skal ikke ret langt ind i koncerten før aalborgenserne får lov til at se kroppe i luften. Publikum og band spiller rigtigt godt op imod hinanden idag.
Ikke alle Mnemics numre er helt lige interessante, og der går sgu desværre lidt musikalsk tomgang i den i løbet af sættet desværre. Til gengæld spiller bandet skide godt og utroligt stramt.
Som en hyldest til tidligere afdøde forsanger Guillaume Bideau, hiver Mnemic forsangeren Asger Mygind fra Vola med ind på scenen for at spille et nummer, en sjov og enormt effektiv blanding, der helt bestemt virker for både band og publikum. Myginds poppede og bløde fløjsstemme fungerer glimrende med den stramme industrial, som Mnemic lægger for dagen. En velkommen gæsteoptræden.
Koncerten slutter af med hitduoen “Ghost” og ikke mindst den hårdslående “Door 2.12”, begge sange der får publikum til lige at give den det ekstra gas oppe på de forreste rækker. Mnemic er endelig tilbage, og de er i god form, dette beviser de på Hades-scenen denne torsdag aften på Copenhell, med et energisk og meget hoppe-venligt og stramt sæt. Og så lokker gruppen ikke mindst med at der er nyt materiale på vej fra dem. Det skal nok blive spændende!
Se vores udsendte fotograf Tommy Skøtts udvidede galleri fra Mnemics strabadser herunder: