Tonsertung triumf

Anmeldelse af: Conan + Monolord, Atlas, 16. oktober 2017.

To af de tungeste drenge indenfor stoner/doom genren havde slået sig sammen, for at give Aarhus, årets tungeste koncert på spillestedet Atlas. Der blev leveret tung melodi og smadder for alle pengene!

Foto: PR

Mandagen skulle stå i et helt andet tegn, end hvad min søndag med Dying Fetus og co havde gjort. Hvor søndagen havde stået i ekstremt teknisk, liret og hurtig dødsmetal, skulle mandagen stå i den totalt modsatte grøft nemlig den tunge og ekstremt stenede doom. Begge bands var nogle, jeg endnu ikke havde fået dykket ordentligt ind i, så det skulle blive spændende, om de to bands kunne leve op til de forventninger, som andre havde givet mig.

Monolord
Aftenen skulle starte ud med det svenske band Monolord, et band, som jeg tidligere havde fået anbefalet af adskillige venner.
Monolord spiller en knusende og alligevel overraskende melodisk doom/stoner-metal. Det tre mand høje band levede sig godt ind i musikken og dens simplicitet. Dette er bestemt ikke noget for folk, som ikke kan holde til, at der ikke bliver udforsket flere forskellige riffs. Monolord er ensformigt på sin egen specielle måde, men det virker altså bare! Selvfølgelig er det en smagssag, om hvorvidt denne slags musik fungerer for en, men Monolord er bestemt mestre i at få det sløve og melodiske til at fungere, også selvom man høvler de samme riffs af i rigtigt lang tid.
Krydret med nogle spidsfindige og udforskende soli henover en tung og godt gennem-fuzzet bas fik Monolord styret det aarhusianske publikum tættere og tættere på scenen, som koncerten skred frem.

Sceneshowet var indadvendt uden at miste pulsen og energien. Bandet sagde ikke andet end et lavmælt ’’tak’’ imellem numrene, men mere er i realiteten heller ikke nødvendigt, om end det ville være rart indenfor denne genre. En stor del af det kunstneriske ved netop de tungere og ensformige genrer er netop den form for indadvendthed, som store dele af de udførende bands, netop benytter sig af. Publikum må godt have en følelse af, at musikanterne lever sig ind i deres egen verden, og at de muligvis er på det ene eller det andet.

Lyden under Monolord var ganske glimrende. Der er langt hen ad vejen ikke det store behov for perfekt lyd til denne slags koncerter, man skal nok nå at opfatte, hvad der bliver spillet, og når man er tre mand, så er det også svært at mudre for meget rundt i hinanden. Det var så knusende, som det burde være med ordentlige klask på trommerne og en bas, der gik lige i løgsækken. Monolord kan tydeligvis godt lide Black Sabbath, dog uden at det bliver så udpenslet, som det gør med andre bands.
Vokalen og de valgte effekter til den var meget i stil med de lidt mere udsyrede Black Sabbath numre fra 70erne.

Monolord forbløffede og fik nogle glimrende bifald og en god portion anerkendende nik med på vejen. Mon der også var nogen fra publikum, som bagefter var henne for at købe den særlige merchandise, som de havde med? Monolord havde nemlig hjemmemalet og hjemmeristet kaffe med til en pris på omkring 130 kroner. Det er sgu lidt sejt, men også nørdet og mærkeligt.

Conan
Aftenens hovednavn, Conan, var efter et ganske kort changeover klar til at indtage scenen på Atlas. Havde man syntes, at Monolord var knusende, så ville man blive blæst bagover og ned igennem gulvet, når Conan gik på.
Hold da kæft, der var smæk for skillingen! Jeg har sjældent oplevet et band, der spiller så decideret tungt og ondt, som Conan gjorde det på Atlas denne mandag aften. Bandet var akkompagneret af i stedet for et normalt bagtæppe et hvidt bagtæppe med videoklip fra en masse forskellige udgaver af den populære barbar, som bandet også er opkaldt efter.
Dette var helt klart med til at sætte en rigtigt fed stemning og var en superfed brug af visuals. Hvis man syntes, at Monolord var indadvendte i deres optræden, så var Conan i en helt anden verden. Der var ikke rigtig kontakt til deres publikum. Der blev bare spillet musik og ikke så meget andet fis. Netop derfor var videodelen rigtig kærkommen, så der faktisk skete et eller andet på scenen.

Lyden var under Conans koncert ligeledes endnu mere straffende og endnu mere sløv og drænende, end Monolords, hvilket fungerede glimrende. Man blev nærmest knust af den lydmur, som bandet formåede at skabe.
Sjældent har musik gået så langsomt, som den gjorde under Conans koncert. Det er altså næsten ufatteligt, hvordan et band rent faktisk kan spille så langsomt og stadig være om end ikke totalt så i hvert fald forholdsvist tight.

Desværre var Conan nemlig ikke ligeså tight i deres sammenspil, som man kunne have håbet på, hvor de ind imellem ramte lidt forbi hinanden. Det var ikke meget det skete, men det var alligevel nok til, at jeg lagde mærke til det. Conans lyd var vanvittigt beskidt, nærmest så beskidt som man overhovedet kan få sin lyd, uden at den bliver til et ugenkendeligt mudderhelvede. Det var en fryd for øret at høre, hvordan de netop holdt sig på den rigtige side af denne lydmæssige grænse.

Det var på trods af den indadvendte udførelse klart at se, at bandet var glade for at være i Aarhus for at spille. Der blev ligeledes kvitteret med voldsom headbanging fra det aarhusianske publikum, der havde bevæget sig tættere på scenen, end de havde været det under Monolord.
Det var åbenlyst, at størstedelen af publikum var kommet for at opleve Conans knusende doom-kræfter. Bandet fik endda mulighed for lige at få fyret et ekstranummer af til stor jubel for publikummet.

Conan og Monolord leverede sammen en oplevelse af høj kaliber! Der er bestemt god grund til at tage ud for at opleve disse bands ved nærmeste og snarligste mulighed.

Det tør snildt siges, at begge bands imponerede denne oktoberaften på Atlas.