Tung og progressiv trekløver

The Omnific

Kender du, kære læser, godt til Animals As Leaders? Bandet med to afsindigt dygtige guitarister der spiller 8-strenget guitar så dybt, groovy og funky at de slet ikke har en bassist?

Sådan er aftenens første band The Omnific overhovedet ikke. Nej, tværtimod har de så godt som lavet den omvendte, og har i stedet to bassist og en trommeslager i deres sparsomme setup. Hvad der dog ikke er sparet på er teknisk bravur og sjove og ikke mindst spændende elementer i deres musik.

Det tre mand høje band er fast besluttet på at starte en fest, hvilket særligt ses når trommeslager Jerome Lematua bevæger sig ud i front til dansevenligt backing track og simpelthen danser løs. Det er både sjovt og effektivt ligesom det passer til showet og passagerne det bruges i.

Bandets sammenspil er fuldstændig eminent, hvor begge basser formår at komplementere hinanden op fortrinlig vis. Der spilles afsindigt stramt og teknisk, og man kan nærmest ikke undgå at blive imponeret over gruppens tekniske flair.

Desværre er lyden og teknikken ikke helt med australierne her til aften. Hen imod slutningen af koncerten, begynder gruppens backing track at falde ud, hvilket af mystiske årsager også betyder, at bassernes lyd falder ud i samme omgang. Man fristes derfor til at tro at bandet spiller playback, men sandheden er formentlig blot, at de kører igennem den samme computer for at lave deres lyd, i stedet for at have basserne slået til separat.

The Omnific spiller fremragende her til aften, og leverer et festligt og utroligt stramt samt ikke mindst morsomt show. Fremragende og fornøjelig progressiv opvarmning her til aften.

Novelists

Nu skal vi til at blive lidt mere poppede. Novelists går på scenen til stor jubel og et imponerende fremmøde, hvor der særligt er fyldt op på de forreste rækker.

Bandet spiller fremragende, ligesom de kommer rigtigt godt rundt på scenen. Publikum bliver hurtigt fanget og opildnet til fest. Vi får sågar en Wall of Death op at køre, hvilket som regel er så godt som uhørt på en tirsdag aften i Aarhus, men Novelists formår at skabe rammerne for netop dette. Der er i den grad skruet op for varmen på VoxHall her til aften. Bandet har et stort nærvær overfor det fremmødte publikum, og kommer rigtigt godt ud over scenekanten.

Novelists lidt poppede og alligevel kantede stil af metalcore spiller godt for publikum, om end den til tider måske bliver lige forudsigelig nok til denne anmelder. Bandet spiller helt klart godt, men det bliver alligevel ofte en kende ufarligt og måske endda lidt trægt, til trods for kunstnernes tekniske kunnen. Vokalerne fungerer rigtigt godt fra sangerinde Camille Contreras, både når der skriges og growles, men i særdeleshed også i de rene og mere poppede passager. En bekendt ytrer sætningen ”Som Poppy med mindre stønnen”, og det kan der måske godt være lidt om.

Lyden er dejligt klar under det franske bands optræden. Når der er breakdown bliver det dejligt tungt, og når der lires løs på guitarerne går samtlige toner dejligt klart igennem. Ligesom med første band, har Novelists også en stor brug af backing tracks i deres musik. Umiddelbart fejler denne ikke for franskmændene som den gjorde det for aftenens åbner.

Novelists leverer en glimrende koncert, med masser af energi og nærvær, der får aftenens fremmødte publikum lidt op i gear og derved godt rustet til aftenens absolutte hovednavn.

TesseracT

Denne tirsdag på VoxHall skal lukkes med manér, og det er aftenens hovednavn i høj grad opsat på. TesseracT viser fra start deres enorme overskud og tekniske kunnen. De svære og stærkt tekniske, samt stramme stykker som bandets musik indebærer, bliver leveret som var det barnemad for musikanterne, og der kommer hurtigt godt gang i de forreste rækker, ligesom de større hooks får publikum til at skråle med på den tekniske men catchy musik.

TesseracT fanger lynhurtigt publikum, om end festen sjældent fuldstændig eksploderer, så ses der rigeligt af headbanging og ikke mindst nogle få pits i løbet af bandets optræden.

Forsanger Daniel Tompkins har en lækker og varieret vokal, der spiller glimrende her til aften. Variationen imellem super rent og pæn vokal og det langt mere beskidte i form af growls sidder rigtigt godt her til aften. I hvert fald for det meste. Tompkins lader nemlig til at slide lidt på stemmen med de mængder af growl og brøl der benyttes til koncerten, og imod slutningen begynder vokalen at virke en kende slidt, særligt i kontrast til hvor skarpt og stærkt den står i starten af aftenens show. Det går særligt ud over den rene vokal.

Lyden er dejligt klar under TesseracTs koncert. Der er dejligt med smæk på når der er behov for det, men også en fin dynamik i forhold til de mere dæmpede passager. Lydbilledet er mildest talt eksemplarisk til bandets udtryk og lyd, og Tompkins’ vokal skærer klart igennem mixet.

Selv om musikken flere gange for denne anmelders vedkommende bliver lidt drøj i længden, formår bandet alligevel at samle en op og fange en tilbage. Det varierede musikalske udtryk og ikke mindst de tungere passager hjælper helt klart på dette.

TesseracT leverer en fremragende og ikke mindst velspillet koncert. Bandet har udvist masser af energi og fået publikum godt med på noderne, hvilket nærmest kan være et mirakel på en tirsdag aften.