Ude af øre, ude af sind

I sommeren 2021 udgav Volbeat singlen “Dagen Før”, som var med Stine Bramsen (fra Alphabeat). Jeg troede først, at det var et cover af Kim Larsens sang (af samme navn), så jeg blev en smule skuffet, da jeg hørte, at det ikke var det. Dét ville ellers være uforudsigeligt! Og det kunne Volbeats 8. album godt trænge til, efter Volbeat har udgivet skrækkelig kedsommelige plader siden Above Heaven/Beyond Hell (2010).

Albumåbneren, “Temple of Ekur”, lyder lige så gammel som selve Ekur-templet, der stammer fra Mesopotamien-tiden (5000-2100 f.Kr., ca.). Ergo: nummeret lyder præcist lige som alle andre Volbeatsange. Og det gør resten af pladen også. Næsten…

Introen og outroen med guitarspil til “The Sacred Stones” minder om “Death Of A King” af Amorphis (fra 2015). Det er muligvis bare et tilfælde, men i og med Poulsen er fan af bandet, og fordi Amorphis opvarmede for dem i bl.a. Parken 2017, er det nok næppe et sammenfald.

På “Heaven’s Descent” synger Poulsen: “Right or wrong, It doesn’t matter at all, ‘Cause I am the wicked kind, oh ah ah ah” med sin fløjlsbløde og David (forsanger i Disturbed) Draiman-agtige stemme. Jeg siger ikke, at alt skal råbes/growles for at virke troværdigt (i rock/metal), men dét der er overbeviser mig i hvert fald ikke om, at han er speciel “ond”.

Instrumentalt er der flere gode passager, mellemspil og soli, der sparker gang i Puch Maxien med mælkekassen på bagagebæren. Men lige så snart den har nået sin topfart på 30 km/t, sænker den farten, nemlig når Michael Poulsen stemmer i med sin stemme. Det kan man f.eks. høre i “Becoming”, der er dedikeret til LG Petrov (forsanger i Entombed), der døde d. 7. marts 2021 kun 49 år gammel. Den starter godt ud, men luften fiser lige så hurtigt ud af dækkene igen, når Poulsen åbner munden, desværre. Jovist er Puchen et hurtigere transportmiddel end en cykel, men i forhold til en BMW-motorcykel eller en Tesla (automobilen), falmer scooteren i sammenligning med sin “larmende” motor og udstødning.

Annonce

Musikalsk er der nogle sange der skiller sig ud, f.eks. lyder “Dagen Før” markant anderledes end “Shotgun Blues”. Men det gør hverken til eller fra. Faktisk mest “fra”, fordi Stine Bramsens “pæne” (kedelige) stemmer trækker niveauet ned, og “Shotgun Blues” er mere “classic Volbeat”, som man (også) har hørt før. Poulsen har sagt i et interview, at de var gået mere tilbage til rødderne. Det kan godt anes, men Poulsens vokal er så dominerende i lydbilledet, at melodierne ryger så meget i baggrunden, at de næsten forsvinder.

Mine forventninger til Servant of the Mind var meget lave pga. Volbeats forrige plade, men jeg vil stadig gerne overraskes. Rewind, Replay, Rebound var decideret spild af tid og penge og en hån mod alle metallyttere, der går op i originalitet og musikalsk håndværk. Den gav jeg derfor kun ½ stjerne. Servant of the Mind er kun en lille my bedre – primært pga. det musikalske/instrumentale. Vokalen og sangteksterne er ikke mange røde rejer værd, hvis man har hørt Volbeat før. For så stor forskel er der ikke på discountbutikkerne Aldi og Lidl. Hvis jeg var den gavmilde type, ville jeg give Volbeat 2 stjerner, men fordi forbedringerne ligger indenfor den “statistiske usikkerhed” (som man siger i meningsmålinger), må de nøjes med 1 stjerne.

Jeg blev til gengæld oprigtigt positivt overrasket over ABBAs nye album, Voyage. Man skulle ikke tro, at der er gået 39 år siden deres forrige – en så velkompomeret, velspillende og velsyngende popplade, så jeg ville give dem 4 heavy metal-stjerner. Hvis Volbeat holder en pause på 30-40 år og laver et comebackalbum, der er lige så godt, så vil jeg gerne høre dem igen. Ellers vil jeg helst være fri for deres “out of sight, out of mind”-musik.

Servant Of The Mind trackliste: