Anmeldelse af: Status Quo, Harder Stage, Wacken Open Air, d. 3/8-17
Status Quo startede dagen med lidt tam men egentlig ganske hyggelig omgang fællessang på dette års Wacken Open Air.
Status Quo er et band af en sjov størrelse for mit vedkommende. Jeg var hundrede procent sikker på, at jeg kun kendte et af deres numre, inden de gik på scenen. Det viste sig dog, at jeg i stedet kendte en lille håndfuld af deres sange. Musikalsk har det aldrig sagt mig det store, og jeg har egentlig kun kunnet huske klassikeren ’’In The Army Now’’, som jeg så først nu har opdaget, er et covernummer. Generelt prægede det koncerten, at Status Quo spillede covernumre, hele fire blev det til, hvor tre dem var numre, som bandet har indspillet til deres egne plader. Vi er altså lidt ovre i et band, der ynder at indspille andres sange og opnå en popularitet på dem. Det er ikke nødvendigvis skidt, nogle bands formår virkelig at tage ukendte numre og gøre dem til klassikere – et glimrende eksempel på dette må være Manfred Manns Earth Bands cover af Bruce Springsteen nummeret ’’Blinded By The Light’’.
Status Quo er ikke et lille band, og det viste pladsen skam også, da der var ret godt fyldt ud oppe foran Harder-scenen. Stemningen var ligeledes god på trods af den, desværre, meget mudrede plads. Folk var glade, og der var masser af fællessang, især under numre som ’’In the Army Now’’, ’’Down Down’’, ’’Rocking All Over the World’’ og Chuck Berry-klassikeren ’’Rock And Roll Music’’. På trods af den gode stemning var det som om, at koncerten aldrig rigtigt formåede at træde ordentligt op i gear. Der manglede ligesom lidt ekstra gejst oppe fra scenen, før at Status Quo virkelig ville sætte et stort indtryk. På intet tidspunkt var vi ude i, at koncerten var dårlig, men en stor del af tiden fandt jeg den egentlig lettere ligegyldig. Som at være til en stor havefest, hvor der spiller et egentlig godt band, som aldrig rigtigt formår at træde i karakter og nå helt udover scenekanten. Det virkede mere som okay baggrundsstøj end som en egentlig kunstnerisk oplevelse, hvilket dog ikke skal ses negativt! Den slags kan i den grad også lede til gode oplevelser.
Lyden var ganske fornuftig under Status Quo endda på trods af, at jeg stod et pænt godt stykke væk fra scenen grundet mange mennesker og endnu mere mudder. Man kunne høre hvad der foregik. Guitarerne og i særdeleshed vokalen gik godt igennem, dog igen med det men, at det ikke virkede specielt.
Status Quo gav Wacken en glimrende havefest i storformat på den mudrede plads oppe foran Harder Stage i de fem kvarter, de havde fået lov til at spille. Desværre formåede det aldrig rigtigt at tage fat og sætte gang i den store fest.
(Foto: Wacken PR, ikke Metal A Day-billede)