Anmeldelse af: Karambolage – Prås, udgivet d. 28/09-23 via Moment of Horseplay.
Det danske instrumental band Karambolage viser dansken, at musik så absolut ikke behøver vokal for at være god eller spændende.
Ifølge Den Danske Ordbog betyder ordet ‘Karambolage’: ”sammenstød eller konflikt mellem to evt. flere parter”. På debutalbummet, Prås, fra aarhusianske Karambolage er der måske ikke helt så mange musikalske sammenstød, som man måske ville forvente af et band, der går under dette navn. I stedet harmonerer albummet ofte rigtigt godt til trods for gruppens umiddelbare begejstring for netop dissonans i deres riffs og udtryk. Bandet kommer godt rundt i et blandet stoner- og post-inspireret lydbillede, og deres stærkt fuzzede lyd spiller glimrende igennem pladens varighed.
Produktionen er i det hele taget dejlig på Prås, der med sin ofte tørre og tunge lyd spiller enormt godt. Dynamikken sidder lige i skabet hele vejen igennem albummet, hvor der virkelig kan nydes noget god og lækker musikalsk variation. De mere afdæmpede dele af numrene øger blot intensiteten, når fuzzen træder ind. Særligt godt klæder det bandet, når denne fuzzede intensitet indtræder, og lytteren får sig her nogle gode smæk i hovedet, som det bl.a. kan høres på nummeret “Spankuler” og ikke mindst pladens dejlige åbnings- og titelnummer, “Prås”.
Førnævnte “Spankuler” rammer desuden et rigtigt lækkert groove, som netop fungerer utroligt godt til netop at spankulere til, ligesom nummeret “Støvet” er lige så passende i forhold til musikkens dejlige tørre udtryk. Gruppen rammer nogle utroligt gode og sigende titler på deres numre på hele albummet.
På “Gryr” bliver intensiteten udskiftet med noget mere syret og decideret smukt med elementer, der nærmest kunne være hentet i den mere atmosfæriske black metal. Et utroligt velskrevet nummer, der har en god og naturlig progression. Man mærker i sandhed stemningen i musikken ikke blot i “Gryr”, men ud over hele albummet, der virkelig fortjener flere lyt, førend det rigtigt sætter sig på ens musikalske nethinde. Ved første gennemlytning fremstår albummet noget mere ensporet, end det gør efter adskillige lyt. Prås skal og fortjener tid, for at det rigtigt kan sætte sig.
Albummet lægger sig genremæssigt rigtigt fint imellem stoner/doom og post-metal; en blanding, som bandet helt naturligt får blandet godt sammen i løbet af de enkelte numre. Dette er ikke nødvendigvis en nem genreblanding, men Karambolage får det til at spille.
Bevares, det er da ikke alt igennem pladen, der er lige fedt. Der går ind imellem lidt tomgang i den, f.eks. er det ikke alle ni minutter og tredive sekunder af “Støvet”, der er lige interessant. Alligevel fungerer det glimrende i forhold til nummerets opbygning og struktur, at der netop går en anelse rundhyl i den midtvejs.
Trioens sammenspil virker enormt levende igennem albummet. De tre instrumentalister formår på fornem vis at flette sig ind imellem hinanden og fylde de forskellige tomrum ud. Der er ikke tvivl om, at guitaren er meget bærende, men bassen og i særdeleshed trommerne er mindst lige så vigtige for musikkens struktur og udtryk. Bassen er særligt lækker, når den lægger op til riffsne. Trommerne er varierende og dejligt tunge, når det skal til. Karambolage formår indimellem at lægge sig dejligt skævt i forhold til beatet, og dette overrasker positivt hver eneste gang.
Karambolage viser, at de der forsangere slet ikke er nødvendige for at lave en fed plade med en stemning, der er til at tage og føle på. På Prås får lytteren lov til at danne sig sine egne billeder ud fra musikken, og dette gøres heldigvis forholdsvist let, grundet albummets dejlige naturlige struktur og musikalske fokus. Gruppen leverer et lækkert velspillet album, der dog til tider godt kunne bruge lidt mere af netop musikalske- sammenstød eller konflikt, noget mere Karambolage; tak!
